En lille sort fregne

Merkurpassage d. 9. maj kom og gik i fantastisk vejr. Høj blå himmel hele dagen og Merkur som en lille sort fregne mod solens glødende overflade.

Merkurs silhuet mod solens glødende overflade bliver nærstuderet.

Merkurs silhuet mod solens glødende overflade bliver nærstuderet.

Merkurpassage 9maj2016_web

Min “timelaptegning” af Merkurpassagen. Løbende under passagen tilføjede jeg nye Merkur, efterhånden som den lille sorte fregne flyttede sig henover solskiven. Skitsen er spejlvendt fordi jeg brugte et zenithspejl. Retningerne Nord og Vest angiver synsretningerne i okularet og ikke Nord og Vest på solen.

I det fantastisk vejr var det en fornøjelse at stille teleskopet op på Avnø Naturcenter. Vi, fra Astronomisk Forening for Sydsjælland, var klar lidt før kl. 13 og præcis til tiden, 13:12, kom der et lille hak i solens kant, Merkur var på vej ind foran solen.

Tydeligst var Merkurs bevægelse ude ved kanten af solskiven eller da den var tæt på solpletterne, så var der nogle fikspunkter som bevægelsen kunne forholdes til. Nu var det ikke fordi bevægelsen kunne ses direkte, det var Merkur for langt væk fra Jorden til at vi kunne se, men set med 30-40 minutters mellemrum var det tydeligt at den havde flyttet sig.

Arrangementet på Avnø var ikke overrendt af mennesker, men der var jo også god tid, så folk kom dryssende 1, 2, 3 stykker af gangen og hele eftermiddagen og aftenen var der nogle som skulle have et kig på den lille fregne. I alt blev det 40-45 meget interesserede gæster der kiggede forbi.

Jeg havde om morgen d. 9. en del kvaler omkring hvor meget udstyr jeg skulle slæbe med og om jeg skulle fotografer begivenheden. I sidste ende blev det kun til et teleskop, tegnepapir, blyanter og tush. Mellem alle gæster der skulle have et kig, plottede jeg så Merkur ind på min ”timelaptegning”. Med tegningen var det også nemt at vise gæsterne hvordan Merkur havde flyttet sig i løbet af dagen. En dejlig simpel løsning som jeg blev mere og mere glad for i løbet af dagen.

Herlig dag og oplevelse!

Forberedelser til Mekurpassagen

Teleskopet er sat op med nylaget solfilter. Filteret bestod naturligvis.

Teleskopet er sat op med nylavet solfilter. Den mørke ring øverst på teleskopet. Filteret bestod naturligvis.

På mandag d. 9. maj passer Merkur ind foran solen, set fra Jorden. Derfor har jeg været i gang med at lavet et nyt solfilter til teleskopet. En ret simpel konstruktion af nogle strimler liggeunderlag, gaffa, lim, pap og et ark Baader AstroSolar solfilter. I dag blev filteret testet og bestod.

Mandag er teleskopet og jeg naturligvis på Avnø Naturcenter, sammen med resten af Astronomisk Forening for Sydsjælland.

Her er invitationen fra AFFS til alle interesserede:

Invitation til Sol og Merkurdag

Den 9. maj passere planeten Merkur imellem solen og Jorden, så planeten kan ses som en lille sort prik på baggrund af solens glødende overflade. Det er et fænomen som sker med års mellemrum. Astronomisk Forening for Sydsjælland afholder derfor Sol- og Merkurdag på Avnø Naturcenter, Flyvervej 40, Lundby, d. 9. maj fra kl. 13.00 til 20.30. Her vil det være muligt at få et kig på Merkur gennem teleskoper udstyret med solfiltre, så det er sikkert at kigge på solen.

Endvidere bliver foreningens H-alpha-solteleskop stillet op, heri kan eksplosioner på solens overflade ses.

Der er naturligvis gratis adgang til arrangementet. I tilfælde af overskyet vejr aflyses arrangementet.

Vi ses på Avnø :-)

Hestehovedet

Da jeg kom hjem fra arbejdet onsdag d. 9. december, var det på forunderlig vis klart over Møn. Det usædvanlige vejrlig skulle selvfølgelig udnyttes på bedst vis, så teleskopet blev slæbt ud og jeg var klar til at gå på opdagelse i himmelrummet lidt over kl. 20. Glæden varede dog kun kort tid, for jeg havde ikke mere end fået mig sat bag teleskopet, før tykke og truende cirrusskyer viste sig på nordvesthimlen.

Dø og pine, efter at have vansmægtet i gråvejr, mudder og blæst i flere uger, ville jeg se lidt stjernelys. Så teleskopet blev rettet mod Cassiopeia, hvor planen var at kigge på nogle fjerne stjernehobe i den næste galaksearm. Først gik der lidt tid med at kigge efter IC59 og IC60, et par svage gaståger tæt på Gamma Cassiopeia. Gastågerne var ikke at se, men det var de striber af cirrusskyer, som prøvende blev sendt henover stjernehimlen. På forunderligvis, gik cirrusskyerne i opløsning, så jeg gik videre på jagt efter stjernehobene. Stjernehobene, tre stk., blev fundet, samtidig med at cirrusskyerne på ny tyknes. Så det var ikke det bedst kig jeg fik af dem.

Skitse af IC 434, en svagt lysende gaståge hvor Hestehovedtågen stikker ind over IC 434 som en mørk silhuet.  den mørke bugt

Skitse af IC 434, en svagt lysende gaståge.  Hestehovedtågen (B33) stikker ind over IC 434 som en mørk silhuet. B33 er den mørke bugt midt på skitsen. Øverst til venstre er NGC 2023.

Klokken nærmere sig nu 22 og en stor del af stjernehimlen var nu fedtet ind i cirrusskyer, så det var på tide at pakke sammen. Jeg skulle dog lige have et kig på Oriontågen, her var cirrusskyerne endnu ikke nået over.

Oriontågen var flot og ”Fish mouth” var helt tydelig, ja faktisk burde hele den centrale del af Oriontågen omdøbes til ”Fish Head”, for det lignede det! Videre gik det til Alnitak, stjernen yderst til venstre i Orions bælte. Her er der også en fin gaståge NGC 2024, ganske tæt på den klare stjerne, så gastågen drukner lidt i lyset fra stjernen. Men NGC 2024 var tydelig og den mørke støvsky der dele tågen i to-tre klumper var tydelig.

Syd for Alnitak finder vi en svag gaståge IC 434, tågen er så svag at den for sig selv er temmelig uinteressant. Nej, det der gør IC 434 spændende, er at den fungerer som baggrund for en mørk tåge, Barnard 33, bedre kendt som Hestehovedtågen, fordi det er det tågen ligner. Fordi IC 434 er så fordømt svagt er Hestehovedtågen bedst kendt fra fotos. Folk med store teleskoper og tit med hjælp af filtre har dog set Hestehovedtågen visuelt. Lidt roderi på internettet har i tidens løb bragt spredte beretninger frem, af folk som har set Hestehovedtågen i mindre teleskoper, helt ned til 8” eller 203 mm i spejldiameter og meget få tilfælde endnu mindre teleskoper.

Velvidende dette og med et par mislykkes forsøg i baghovedet, først med mit ”kæmpe” 60 mm begynderteleskop tilbage i sidste halvdel af 80’erne og senere endnu med min 152 mm Schmidt-Newton, svingede jeg nu Mewlon’en ned syd for Alnitak. Intet at se! Og dog! Bevægede jeg teleskopet fra side til side, så kunne jeg faktisk se en meget svagt lysende tåget stribe, som var relativ skarp på østsiden og diffus mod vest. Tilmed var denne svage, svage stribe af lys placeret på det rigtige sted blandt stjernerne. Holy smoke – IC 434!

Okay, når jeg kan se IC 434, så må jeg også kunne se Hestehovedtågen. Men hvor hestehovedet var på denne tåget stribe af lys, det havde jeg glemt. Jeg kunne dog huske at Hestehovedet var tæt på NGC 2023, som var tydelig. Placerede nu synsfeltet så den skarpe side af IC 434 løb ned gennem midten af synsfeltet og NGC 2023 ude i kanten. Forøgede også forstørrelsen en smule til 86x, det gør det nemmere at detekter lavkontrast detaljer. Sad nu og kiggede på den svage stribe af lys i lang tid, intet at se.

Efter en rum tid, dukkede der i flimrende glimt en mørk plamage op midt i synsfeltet. En mørk plamage som strakte sig ind foran IC 434, ja faktisk virkede plamagen i nogle af glimtene til at starte lidt øst for den ”skarpe” østkant af IC 434. Det måtte være Hestehovedtågen, andet kunne det ikke være!

En skitse blev kradset ned, for senere at kunne sammenlignes med et foto. Mens jeg skitserede, så jeg mange gange i okularet, og hver gang var Hestehovedtågen lidt nemmere at se, så da jeg henved 22.30 pakkede teleskopet ned, var jeg allerede sikker på, at det var Hestehovedtågen som jeg havde set. Hvilket sammenligningen mellem skitse og foto også bekræftede!

At se Hestehovedtågen er faktisk lidt af et antiklimaks. For lige siden jeg så et billede af tågen første gang, tilbage i midten af 1980’erne, har jeg betragtet Hestehovedtågen som et af de ultimative trofæer indenfor visuel astronomi. Nu har jeg set tågen i et teleskop på ”sølle” 180 mm eller 7”, tilmed uden brug af filtre, så hvad nu?

Heldigvis er der så meget andet, flot, fascinerende og utroligt at kigge på blandt stjernerne, så den følelse vil hurtig forsvinde, om ikke andet så næste gang jeg kigger på Månen.