En september nat

Det dufter af frost! Var min første tanke, da jeg i fredags slæbte mit gamle 80 mm Vixen teleskop ud under stjernehimlen. En passende påmindelse om at de lune nætter i august og starten af september nu definitivt var forbi og de kølige, men klare efterårsnætter venter forude.

Det var nu ikke vejrudsigten som stod på min meget korte observationsliste, men M13, den klareste kuglehob som er synlig fra vores breddegrader og en lille planetarisk tåge i Dragen (Draco), NGC 6543. En liste med plads til svinkeærinder.

Aftenens første objekt var da heller ikke på listen. Men mens jeg ventede på at øjnene vænnede sig til mørket kastede jeg et blik på M57 – Ringtågen i Lyren. En klar planetarisk tågen som det altid er værd at kigge på. Ringen var tydelig ved 150 ganges forstørrelse og jeg kunne tydelige se, at lysfordelingen i den let ovale ring ikke var jævn, men var lidt klarere på nord og syd siden (de to “lang” sider). Tæt på ringen kunne jeg se en lille stjerne af 11,8 størrelsesklasse. Stjernen kunne nemt fastholdes ved indirekte syn.

Nå, nok opvarmningsobservation, i gang med nattens første objekt – M13!

Den smukke kuglehob M13. Tegnet med et synsfelt på 32 bueminutter og 75x forstørrelse.

M13 kunne uden problemer fastholdes konstant ved indirekte syn og det var før jeg kiggede i teleskopet. I teleskopet var kuglehoben allerede ved 75 ganges forstørrelse, et mylder af små nåleprikker til stjerner, som pakkede sig tættere og tættere sammen ind mod hobens midte. Ved højere forstørrelse, 150 gange, var den tætte klynge i midten bedre opløst og mængden af bittesmå stjerner på grænsen af det synlige,  var fascinerende stor. Mit flotteste kig på M13 var i Urania Observatoriets store 25 cm refraktor, hvor de  tusindvis af stjerner lignede en skefuld små diamanter på sort fløjl. Der var ikke helt den samme effekt i min 80 mm refraktor, men flot var det!

Selvom at mængde af små stjerner var stor, så kastede jeg mig ud i at lave en skitse af M13. Det tog sin tid, og jeg tog mig den kunstneriske frihed kun at placere stjernerne yderst i hoben præcis. Resten (kun nogle hundrede stykker!) var håbløs at placere præcis. Mens jeg sad der og skitserede, dukkede der flere detaljer op i hoben. Detaljer jeg ikke havde lagt mærke til tidligere. Blandt andet dukkede der en mørk tåge(?) op foran hoben. Tågen er nok mere en illusion som følge af stjernernes placering end et reelt objekt, men jeg har se den beskrevet andre steder, så det var meget sjovt at se den med egne øjne. En anden detalje var arme/bånd af stjerner som strakte sig ud fra hoben, I alt fire styk kunne jeg se og som jeg har inkluderet på tegningen.

Fascinerende som et gammelkendt objekt viser nye sider af sig, blot fordi jeg giver mig tid til at skitserede den. Det er en reminder til mig om, at man nu en gang ser mere, når man også skitsere objektet!

Efter M13 var det NGC 6543’s tur, men jeg gjorde lige et stop ved Nu Draco. Mest fordi jeg ville bruge stjernen som udgangspunkt til et stjernehop til Draco Galaksen, som naturligvis ikke kunne ses i mit lille teleskop. At jeg startede ved Nu Draco var til gengæld en positiv overraskelse. Ved 48 gangs forstørrelse var stjernen splittet i en fin vidt adskilte dobbeltstjerne. To hvide og lige klare stjerner. Flot! Og med den store adskillelse, helt sikkert et objekt egnet til en almindelig håndkikkert.

Den lille, men klare planetariske tåge NGC 6543 også kendt under navnet "Cats Eye". Det viste synsfelt er ved 240x og er kun 7,5 bueminut i diameter.

Nå, men det var NGC 6543, jeg egentlige skulle finde i Draco. Svingede teleskopet op til Zeta Draco, som var udgangspunkt for mit stjernehop til NGC 6543. Et lille nøk op fra Zeta og så eller 4-5 grader mod vest indtil en tydelig linje af fire lige klare (9. størrelsesklasse) stjerner dukkede op. NGC 6543 var tæt på nordenden af denne linje. Den planetariske tåge poppede med det samme frem, klarere end stjernerne og med en lille bitte skive ved 48 ganges forstørrelse. Tågen er lille, men klar og tåler derfor rigtig meget forstørrelse. Så jeg endte med at bruge 240 ganges forstørrelse på tågen. Men ak, selv dette var ikke nok til at afsløre andre detaljer end en lysende oval skive.
Centralstjernen i tågen er af 11. størrelsesklasse, men selvom at den svageste feltstjerne var af 13. størrelsesklasse, så var centralstjernen ikke synlig for mig, i denne omgang.

Efter NGC 6543 nærmede klokken sig 01, men på kortet med NGC 6543 i Uranometria 2000.0 havde jeg på et tidspunkt tegnet et stjernehop til en galakse (NGC 6503) nogle grader nordfor NGC 6543. Så den satte jeg mig for at opsøge som nattens sidste objekt.

Et halvt synsfelt tilbage mod øst, ved 48 gange, og så ellers stille og roligt stjernehop mod nord. Indtil en tåget plet tæt på en relativ klar stjerne dukkede op i synsfeltet. Et tjek i Uranometria 2000.0 viste at det passede med NGC 6503.

NGC 6503 var alt det M57, M13 og NGC 6543 ikke var. Svag, diffus og uden detaljer. Kunne blot konstatere en svagt lysende plet, nogle bueminutter øst for den relative klare stjerne. Den oval plet var ca. 4 gange så lang som høj. Og ganske diffus. Altså en typisk svag galakse, som jeg har set så mange af.

Med en svagt lysende plet på nethinden og minderne om en flot M57, en endnu flottere M13, en overraskende dobbeltstjerne og en kompakt planetarisk tåget, var det nu tid til at pakke samme og styre mod sengen. Nattefrosten, den nåede vist ikke til Møn i denne omgang. Men det gør den nok en anden nat.

 

På kanten af de lyse nætter og Østersøens bølger

Jeg var ude og observere natten mellem d. 3. og 4. maj, hvilket var den sidste weekenden, på kanten til de lyse nætter her på Møn. De lyse nætter starter d. 8. maj her på Møn, hvilket er 11 dage senere end i Skagen, hvor de lyse nætter starter allerede d. 28. april. Sikke en forskel i vores lille land!

Nå, men målene for mig den pågældende aften / nat, var et sidste blik på komet PanSTARRS inden de lyse nætter druknede kometens hale i deres lys. Udover kometen så havde jeg også nogle såkaldte deep-sky objekter på min liste. Jeg har længe haft som mål at se nogle Messier-objekter langt nede på himlen. Og hvis de svigtede så havde jeg et tredje Messier-objekt højt på himlen som næppe ville svigte.

Allerede kl. 23 havde jeg fået sat min 15 cm Schmidt-Newton teleskop op i den tiltagende skumring og var klar til at starte min jagt. Det første mål blev Messier 68 (M68).

Nu tænker du måske Messier-hvar-for-noget? Så lige et historisk tilbageblik til Paris i midten af 1700-tallet.

Charles Messier var en fransk astronom som levede i midten af 1700-tallet og han afsøgte nattehimlen for kometer, ligesom mange andre astronomer gjorde på den tid. I 1758 fandt han det, han troede var en komet. Men da den ikke flyttede sig i de efterfølgende dage, måtte han konstatere at det ikke var en komet, men en tåge som lignede. Det var ikke første gang at det var sket for ham, så for ikke at genfinde de samme falske kometer gang på gang, begyndte han at samle en liste over de tågede-kometlignede objekter han fandt på himlen. I løbet af de næste 24 år voksede hans liste sig til at omfatte 109 af de klareste og flotteste deep-sky objekter. Listen er i dag et oplagt sted for nybegyndere og øvede at starte med at observere deep-sky objekter, da objekterne er så klare.

Lige siden jeg købte mit første teleskop i 1986, har jeg arbejdet på at færdiggøre min liste af sete Messier-objekter. Det eneste ”men” er at 8-10 af objekterne, når de ”ses bedst” fra Danmark står meget tæt på horisonten, og de regnes derfor for umulige at se fra Danmark.

M68 er ikke så tæt på horisonten så stjernehoben er umulig at se, jeg havde bare ikke ledt efter den tidligere. Men nu skulle det være!

Med udgangspunkt i stjernen Beta i Kragen (Beta Corvus) stjernehoppede jeg frem til den rigtige position. Der var kun 3½ grad, så det var nemt gjort. M68 var ikke speciel imponerende og den fik ikke ligefrem min underkæbe til at falde til jords. Den kan bedst beskrives som en rund tåget plet. Meget diffus. Og den lignede præcis det den var, en svag kugleformet stjernehob. Nå, men nu kunne den krydses af på min Messier-liste som set fra Danmark.

Skitse af komet PanSTARRS, natten mellem d. 3. og 4. maj. Kometen var flot med de to haler.

Klokken var nu ved at være 23.30 og det var blevet mørkt på nordhimmelen, det var på tide at finde komet PanSTARRS’s.

Kometen var nemt fundet ved at starte ved stjernen Beta i Cassiopeia, og så svinge teleskopet mod nord i deklinationen. Efter 10-12 grader dukkede kometen op i synsfeltet.

Stadig klar, men dog ikke synlig med det blotte øje. Halerne, ja nu havde den to haler! Var nemme at se. Den klareste hale pegede næsten stik nord og havde en længde på ca. 23 bueminutter (ca. 3/4 af månens diameter). Den svageste hale var drejet 110-120 grader mod uret, så den pegede mod himlens øst og dens længde var cirka det halve af den klare hales længde.

PanSTARRS med de to haler var flot, så jeg brugte lidt tid på at skitsere kometen som jeg så den i mit teleskop.

Efter PanSTARRS var jeg og nattens udfordring klar til at lege gemmeleg. Nattens udfordring var endnu et Messier-objekt – M83. En klar galakse langt, langt nede på himmelen, så langt, så den må regnes med i gruppen af umulige Messier-objekter. Set fra Møn, står M83 maksimalt 5 grader over horisonten, så masser af atmosfære til at sprede og svække lyset fra M83 og så tilsat en god portion dis til at gøre det endnu værre.

Jeg har ikke hørt om andre der har set M83 fra Danmark, men det er jo ingen hindring for at prøve.

Spica i Jomfruen, valgte jeg som udgangspunktet for stjernehoppet til M83 og med det ene øje klistret til okular og det andet øje fast på stjernekortet i Uranometria, svingede jeg langsomt teleskopet mod syd. Indtil Østersøens horisont dukkede op i synsfeltet – Ups, for langt! Flyttede teleskopet lidt op indtil jeg fandt en gruppe stjerner jeg kunne genkende fra stjernekortet i Uranometria. Herfra var det et ganske lille hop mod øst. Og ganske rigtig de rigtige stjerner omkring M83 dukkede op og det samme gjorde en umådelig svag tåget plet. Dobbelttjekkede et par gange med stjernekortet om det nu kunne passe med M83 og det gjorde det! Så et umuligt objekt var i hus!!

Skitse af M83 og stjernerne omkring galaksen. Klik på billedet for at se skitsen sammen med et stjernekort, der viser samme område og med okularets synsfelt markeret med en cirkel.

M83 er måske en klar og flot galakse, set fra sydlige himmelstrøg. Men set 5 grader over Østersøen var galaksen ganske svag, den kunne bedst ses når jeg flyttede lidt på teleskopet. Galaksen var omkring 5 bueminutter i diameter, hvilket overraskede mig, da det kun er det halve af den officielle diameter. M83 var flankeret af tre meget svage stjerner på sydsiden.

At se M83 er ikke en observation hvor jeg er gået efter det smukke og imponerende, men derimod udfordringen i at finde et objekt, som er placeret så langt nede på himlen, så det går imod normal snusfornuft at bruge tid på at lede efter objektet. Så det er jagten på objektet der er det spændende.

Med M68 og M83 afkrydset på listen, mangler jeg kun at se 9 Messier objekter. 7 af de 9 objekter hører til gruppen som er ”umulige” at se fra Danmark, som M83 gjorde tidligere. Så det bliver spændende at se hvor mange jeg rent faktisk kan se fra Danmark. En jagt som godt kan komme til at tage lidt tid, for det kræver ekstremt klart vejr at finde deep-sky objekter så langt nede på himlen.

Efter M83 kiggede jeg lidt på M101 over Karlsvognens vognstang. M101 er en klar og STOR galakse. I teleskopet kunne jeg tydelig se kernen og fornemmede ved indirekte syn at der var nogle svage pletter rundt om kernen, måske antydningen af spiralarmene? Jeg var ikke sikker og trætheden fra arbejdsdagen var også ved at gøre sig meget mærkbar, så det kunne også være almindelig synsbedrag! Så jeg besluttede mig for at de ”spiralarme” måtte vente til en anden og bedre nat for bekræftelse og pakkede udstyret ned for denne gang.

 

Workout i Ræven

Jeg var ude med det nyrenoveret teleskop sidste weekend. Udover at kigge på en stribe flotte og farverige dobbeltstjerner, så kiggede jeg også på M27Håndvægttågen. Ikke nok med at jeg kiggede på M27, så tegnede jeg også tågen! Det er kun anden gang i de sidste 15-20 år at jeg har været i gang med at tegne hvad jeg ser. Så jeg er ikke specielt øvet lige nu. Og det var da også med skælvende hånd og overraskende meget præstationsangst at jeg satte blyanten til papiret!

Men efter 30-40 minutters koncentreret indsats og med uglen tudende i det fjerne undervejs, var tegningen klar.

Tegningen har jeg så haft en tur gennem Photoshop for at pynte lidt på stjernerne, skrive lidt tekst og inverter. Jeg er dog ikke helt tilfreds med hvordan M27 endte op med at se ud, jeg har fået presset tågen lidt sammen, så den virker mere skæv end den er i virkeligheden. Men nu er jeg da kommet i gang igen med at tegne og så er det bare med at øve mig. Om et år kan jeg så forhåbentlig lave en mere præcis tegning af M27.

Skitse af M27 - Håndvægttågen, som set gennem mit 15 cm spejlteleskop. Forstørrelserne jeg brugt var 85x, 130x og 150x.

Dobbeltstjernerne lavede jeg også skitser af, men de er ret kedelige som de er lige nu, med sorte prikker på papiret. Planen er at lave nogle farvetegninger baseret på mine dobbeltstjerneskitser og noter, men så langt er jeg ikke nået endnu, så dem får I en anden gang.