Når du skal ud og opleve natten, så er der nogle få simple råd, som gør oplevelsen endnu større.
- Ta’ ekstra varmt tøj på eller have et tæppe i nærheden.
Det er ikke nogen fornøjelse at opleve natten hvis du fryser, så pak dig derfor ind som er det 10 grader koldere end det reelt er.
- Giv dig tid!
Dine øjne skal bruge tid for at vænne sig til mørket. Allerede efter nogle minutter vil du kunne begynde at orientere dig i mørket. Men efter 20-30 minutter vil dit nattesyn være endnu bedre, så giv dine øjne tid.
- Læg dig ned og slap af
Du kan bedst nyde stjernehimlen, hvis du er afslappet. Så i stedet for at stå op og få ondt i nakken, så læg dig i en liggestol eller på et liggeunderlag.
- Brug rødt lys.
Brug rødt lys til at orientere dig med, f.eks. en baglygte fra cyklen. Det røde lys ødelægger ikke dit nattesyn.
- Nyd gyset
Ude i natten kan der være mange fremmedartede lyde, som virker uhyggelige. Men bare rolig, vi har ingen farlige dyr på Møn, så nyd gyset i stedet!