Forberedelser til Mekurpassagen

Teleskopet er sat op med nylaget solfilter. Filteret bestod naturligvis.

Teleskopet er sat op med nylavet solfilter. Den mørke ring øverst på teleskopet. Filteret bestod naturligvis.

På mandag d. 9. maj passer Merkur ind foran solen, set fra Jorden. Derfor har jeg været i gang med at lavet et nyt solfilter til teleskopet. En ret simpel konstruktion af nogle strimler liggeunderlag, gaffa, lim, pap og et ark Baader AstroSolar solfilter. I dag blev filteret testet og bestod.

Mandag er teleskopet og jeg naturligvis på Avnø Naturcenter, sammen med resten af Astronomisk Forening for Sydsjælland.

Her er invitationen fra AFFS til alle interesserede:

Invitation til Sol og Merkurdag

Den 9. maj passere planeten Merkur imellem solen og Jorden, så planeten kan ses som en lille sort prik på baggrund af solens glødende overflade. Det er et fænomen som sker med års mellemrum. Astronomisk Forening for Sydsjælland afholder derfor Sol- og Merkurdag på Avnø Naturcenter, Flyvervej 40, Lundby, d. 9. maj fra kl. 13.00 til 20.30. Her vil det være muligt at få et kig på Merkur gennem teleskoper udstyret med solfiltre, så det er sikkert at kigge på solen.

Endvidere bliver foreningens H-alpha-solteleskop stillet op, heri kan eksplosioner på solens overflade ses.

Der er naturligvis gratis adgang til arrangementet. I tilfælde af overskyet vejr aflyses arrangementet.

Vi ses på Avnø 🙂

Et nyt stativhoved

Jeg har stadig mit gamle Vixen linseteleskop fra 1980’erne. Det var det jeg brugte i forbindelse med mine observationer i indlægget Rundt om Væversken.

Observationerne blev lavet med den nye Vixen GPD2 montering lidt improvisatorisk monteret på det gamle stativ. En løsning som ikke var optimal, fordi stativhovedet der forbinder stativbenene med GPD2 monteringen var lånt fra stativet til min 15 cm Schmidt-Newton teleskop. Så et skift mellem de to teleskoptyper var rigtig besværlig. Og endnu værre, så passede det lånte stativhoved ikke 100% til benene. Så linseteleskopet sad ikke stabilt monteret, som med den gamle Polaris montering – kort sagt det så rystede teleskopet temmelig meget når jeg fokuserede eller flyttede på det.

Højt på ATM-listen var derfor at få lavet et nyt stativhoved, som passer 100% til benene og som tillader at jeg nemt flytter GPD2 montering fra det ene stativ til det andet. Og dermed også nemt skifter mellem de to teleskoptyper.

Projektet startede i starten af december, før der gik jul i det hele. Det første punkt på listen var at save træet ud. Jeg brugte 15 mm birkekrydsfiner, fordi det er et stabilt og stift materiale og så ser det godt ud.

Overgangsstykkerne til benene, skal dog være 33 mm tykke, så de blev limet op, af to stykker birkekrydsfiner med en 3 mm aluminiumsplade i mellem.

Træstykkerne til det nye stativhoved. Overgangsstykkerne er stakken bagerst. Birkefineret er allerede limet sammen med aluminiumspladerne.

Før jul var status, en lille stak råt udskåret trædele. Delene manglede at blive tilpasset og samlet.

D. 29. december, havde jeg endelig tid til at forsætte projektet. Og jeg startede med at tilpasse overgangsstykkerne.

Da overgangsstykkerne var et kompositmateriale af træ og aluminium, havde jeg kun værktøj til den hårde metode tilrådighed – manuelt arbejde! Startede med grovfilen, skiftede så til metalfilen og sluttede af med rystepudseren og sandpapir til slutfinishen.

Det tog sin tid, men det endte med at se sk…. godt ud.

Overgangsstykkerne får med grovfilen! De tre overgangsstykker er holdt sammen med en tvinge så de kan files ned til at være plane og lige højde.

Efter at have boret hullerne til benene, præcis samme sted i alle overgangstykker, og tjekket at de vitterligt passede på benene, var det tid til at samle alle delene, hvilket jeg gjorde med 8 mm dyvler og PU-lim.

Efter at alle trædelene var samlet og givet deres slutfinish, var det tid til metaldelene. Det vil sige en pind, som skal bruges ved finjustering af monteringen mod nord. Og så en M10-gevindstang til at fastgøre monteringen til stativhovedet med.

Både justeringspinden og gevindstangen er i messing, et materiale som er dejligt nemt at arbejde med. Pinden blev skåret ud af en Ø:8 mm rundstang og limet fast i et hul jeg havde boret i stativhovedet, vel at mærke efter at have dobbelt tjekket at det var det rigtige sted jeg borede!

Gevindstangen var lidt mere omfattende, da jeg ville have et håndtag til at skrue gevindstangen fast i GPD2 monteringen med, inden den endelig fastspænding, som sker med en vingemøtrik i stål. Håndtaget lavede jeg af to stykker Ø:8 mm rundstang, som blev forsynet med et indvendigt M6-gevind. Stykkerne blev samlet med et stykke M6-gevindstang gennem et hul jeg havde boret i M10-gevindstangen.

Det nye stativhoved er færdig og samlet med benene.

Den 1. januar fik jeg lavet den sidste finish og synes selv at resultatet er blevet ganske godt.

En ting er at stativhovedet ser godt ud, det vigtigste er dog hvordan den fungere i praktisk. Og utrolig nok klarede det op allerede samme aften så jeg fik lejlighed til at teste stativhovedet under stjernerne.

Og stativhovedet fungerer rigtig godt. Det er nemt og hurtigt at montere GPD2 monteringen på. Og så er det stabilt. Når jeg fokuserer eller givet et let tap på teleskoprøret, så dør rystelserne ud i løbet af 1-2 sekunder, hvilket er ganske godt for et transportabelt stativ.

 

Nå, men det der bare skulle være en test af stativhovedet, endte faktisk med at blive et par ganske fornøjelige timer under stjernerne.

Test af stativhovedet under stjernerne. Jeg opdagede ret hurtig at håndtaget til at skrue M10-gevindstangen fast med, fungerer fint som holder til en rød pandelampe. Så kan jeg nemt finde rundt mellem okularerne i stativbakken.

Hvor især Jupiter med Den store røde plet på central medianen gjorde indtryk. Men også flere farverige dobbeltstjerner, blandt andet Eta Perseus og WZ Cassiopeia gjorde sig virkelig godt i det gamle teleskop.

Glæder mig allerede til næste gang jeg skal ud med linseteleskopet.

Udgivet i ATM

Når det forkerte spejl er krumt

Først et langt tilbageblik

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har flere teleskoper, tre styk i alt. Det største, som efter dagens standard må kaldes for et lille spejlteleskop, er 15 cm i diameter (6”). Men et teleskop i denne størrelse er stort nok til at vise mange spændende objekter på himlen og mange af disse viser detaljer, bare du observere fra et mørkt sted.

Desværre har teleskopet aldrig været super godt. Okay det er et masseproduceret teleskop på en “billig” kinesisk produceret montering, så det er måske at forvente. I hvert fald har teleskopet givet mig en del hovedbrud og ærgrelse siden jeg købte det i 2003. Allerede den første aften under stjernerne spottede jeg at der var noget rivende galt. Stjernerne havde ”spiks”. Det skal de ikke have i en Schmidt-Newton! Endvidere var billederne af stjernerne ikke synderlig skarpe og kørte jeg dem ud af fokus var de sekskantede!! Noget sad alvorligt i spænd!

Teleskopet blev skilt ad, selv om at garantien så røg sig en tur – Ups, bare ærgeligt! – Og årsagen blev hurtig lokaliseret til hovedspejlet som var limet fast til spejlcellen med rigelige mængder af silikone og nærmest boltet fast med tre spejlholdere langs kanten.

Hovedspejlet blev skåret fri at spejlcellen, som efterfølgende blev modificeret så spejlet nu lå løst, men stabilt i spejlcellen. Det løste rigtig mange af problemerne.

Stjernerne blev runde og fokus meget bedre, men kom jeg over 200x begyndt stjernerne at blive bløde i kanten. Heldigvis var det sjældent at jeg brugte over 150x på deep-sky objekter og til offentlig forevisninger var det endnu mere sjældent at jeg kom så højt op i forstørrelse. Så jeg levede med teleskopet begrænsninger i otte-ni år, mens jeg undre mig over at Jupiter, i forhold til hvordan planeten så ud mit gamle 80 mm linseteleskop, var så kedelig i 15 cm-spejlteleskopet.

Men jeg var nok ikke klar til at erkende at der var noget alvorligt galt med optikken.

Sidste år købte jeg så et super skarpt højkontrast okular til planeter. Det hjalp på kontrast i teleskopet, men Jupiter var stadig ret kedelig at kigge på og dobbeltstjerner blev sgu’ svære at splitte når de nærmere sig en separation på 2-2,3 buesekunder. Langt over teleskopets teoretiske opløsningsevne på 0,75 buesekund. En stjernetest, med hjælp fra en dertil indkøbt bog, afslørede at teleskopet havde to alvorlige fejl. Dels en ordentlig portion sfærisk abberation og dels antydning af astigmatisme.

Den sfæriske abberation fik jeg reduceret voldsomt da jeg vendte korrektorpladen (en svag linse forrest i teleskopet) rigtig. En fejl som jeg nok selv havde introduceret tilbage i 2003, da jeg hvad teleskopet skilt ad.

Astigmatismen var lidt mere problematisk, da det skyldtes et krumt sekundærspejl. Et spejl som skal være 100% fladt. Det er noget skidt, for det er ikke sådan lige at rette, så løsningen var at købe et nyt.

Så et nyt sekundærspejl fra Orion Optics blev indkøbt i maj, med en intention om at total renoverer teleskopet i min sommerferie. Jeg nåede det bare ikke i min sommerferie. Så det blev først her i slutningen af august at jeg fik taget hul på projektet.

Andre dele af renoveringsprojektet bestod i udskiftning af den kinesiske plastik okularudtræk, med et godt okularudtræk fra Feather Touch. Udskiftning af søgekikkerten med en større. Udskiftning af spejlcellen med en hjemmelavet spejlcelle som holder hovedspejlet mere stabilt og stress fri. Udskift skruerne der holder korrektorpladen på plads fra tommegevind til metriskgevind.

Renoveringen

Søndag d. 26. august, kastede jeg mig ud i renoveringsprojektet.

Første blev alt optik fjernet fra tubus, så fumlefingerier ikke kunne beskadige det undervejs.

Næste punkt var monteringen af det nye okularudtræk. Et lidt omfattede arbejde, da hullet i tubus fra det gamle okularudtræk var for lille til det nye. Så tubus omkring hullet blev masket af med afdækningstape, størrelsen af det nye hul markeret. Og så ellers i gang med boremaskinen og et 5 mm bor.

For at få plads til det nye okularudtræk, gøres hullet i tubus større, med boremaskine og fil.

De sidste milimetre til kanten blev rettet til med en fil. Til sidst blev der boret nye monteringshuller til okularudtrækket. For at kunne rette okularudtrækket op, så det står præcis vinkelret på teleskopets optiske akse borede jeg et 2 mm hul i tubus præcis modsat okularudtrækket.

Endelig blev det nye okularudtræk monteret og rettet op, så en laserstråle passerede ud gennem hullet i tubus.

Kontrol om hullet i tubus nu er stort nok.

Heldigvis passede monteringshullerne til den originale søgekikkert, med hullerne i skoen til den nye større søgekikkert. Så skoen blev nemt boltet fast med et par M4-bolte.

Skruerne til korrektorpladen, fastholder korrektorpladen ved hjælp af en plastring. Ringen drejede jeg, så nye huller kunne bores ved siden af de gamle. Og så var det blot at skære gevind i nye M3-bolte.

Så var det sekundærspejlets tur. Det gamle spejl blev befriet fra de silikoneklatter som jeg havde fastgjort det med i 2003. Hvorefter sekundærspejlholderen blev rengjort med sprit, det samme gjorde bagside af det nye sekundærspejl.

Sekundærspejlholderen limes på det nye sekundærspejl. Det gamle sekundærspejl forsætter med at være uskarpt i baggrunden!

På bagsiden af det nye sekundærspejl lagde jeg nogle afstandsholder (tændstikker) som der blev trykket tre klatter silikone ud mellem. Sekundærspejlholderen blev nu placeret ovenpå, se billede. Efter at silikonen havde fået lov til at tørre et par døgn i stuen, var det nye sekundærspejl klar til at blive taget i brug.

 

 

Ud under stjernerne

Fredag d. 31. august. Vejret tegnede til at blive klar om aftenen, og jeg havde besluttet mig for at, i aften skulle det være. Det nyrenoveret teleskop skulle ud og testes.

Da jeg kom hjem efter arbejd og aftenens pligtopgaver var overstået, begyndte jeg at samle teleskopet og juster optikken, det gik der lidt tid med. Så det var blevet mørkt da jeg satte teleskopet ud og rettede det mod Epsilon Lyra. Og første blik – Yrk! Det så forfærdelig ud, mere uskarpt end før!!

Stjernetesten viste dog at det nok var okularudtrækket der ikke var vinkelret på den optiske akse, så tilbage til værkstedet og tjekke med laseren. Jeps, den havde flyttet sig. Nogle fladskiver kom under den ene side af okularudtrækket. Og nu viste laseren at den optiske akse passede hele vejen igennem.

Ud under stjernerne igen og rettede teleskopet mod Epsilon Lyra igen. Billedet var perfekt ved lavest forstørrelse. Også med 6 mm okularet (ca. 130x). Okay i med barlowlinsen, det gav lige en faktor 3, så forstørrelsen kom op på vanvittige 390x. Godt nok var billedet svagt og det hjalp da heller ikke at der nu var kommet dug på korrektorpladen. Men stjernerne var flotte. Prikker med en okay diffraktionsring om, og “masser” af sort himmel mellem dobbeltstjernerne i Epsilon Lyra.

Mandag d. 3. september var jeg igen ude med teleskopet nu for at prøve opløsningsgrænsen af. Tiltrods for en halvdårlig seeing så lykkes det mig at splitte en dobbeltstjerne, så den havde en hårfin strib sort himmel i mellem komponenterne. Separationen mellem komponenterne er 1,4 buesekund. En anden dobbeltstjerne med en separtion på 1,2 buesekund lykkes det mig også at splitte, selvom at lufturoen generede alvorligt ved denne.

Konklusion

Selvom at jeg mangler at få bygget en ny spejlcelle til hovedspejlet. Så har ændringerne allerede givet mig et nyt teleskop. Som jeg glæder mig rigtig meget til at bruge. Både til min egne ture blandt stjernerne, men også i forbindelse med de offentlige stjerneaftner vi har i AFFS.

Fordi teleskopet nu tegner skarpt, så kan der anvendes højere forstørrelser. Hvilket gør det nemmere for alle, både amatørastronomer og almindelige gæster, at se detaljer. Og den bedre skarphed gør også, at teleskopet nu vise lidt svagere stjerner, så der kommer mere ”liv” i billedet. Til glæde for alle.

Jeg glæder mig til AFFS’s næste stjerneaften som er på Nyord d. 21. september kl. 19.30.