Nattemørket op i FN

Udgivet den af

Natten er i hastig forandring. Over hele jordkloden stiger lysforureningen med 2 til 5% om året, ja nogle steder enddog mere. Samtidig er store kommercielle virksomheder i gang med at opsende 10.000-vis af satelitter, i slutningen af dette årti forventes 100.000 satelitter at være i kredsløb om Jorden.

Lysforureningen påvirker nat-naturen negativt. De mange satelitter ødelægger udsigten til en rolig og stjernefyldt nattehimmel, hvor der er plads til fantasi, ærefrygt og fascination.

Udviklingen har nu fået ESO m.f. til at skrive til FN. Du kan læse mere her på ESO’s hjemmeside, hvor der også er et link til selv teksten der er sendt til FN.

ESO: FN opfordres til at beskytte nattehimlen

 

Email, RSS Follow

Variable stjerner – Stjernekig med for lidt tid

Udgivet den af

Det er ikke altid at livet giver en så meget tid til sin hobby som man har lyst til at bruge.

Jeg har i mange år pendlet til København og det betyder tidligt op om morgen og tilsvarende tidligt i seng om aftenen. Så en tur ud under stjernerne med det store udstyr, på en hverdag, er sjælden en god ide. Træls er det da, at se gode klare aftner gå til spilde, fordi arbejdet kalder næste morgen.

Efter alt for mange år med ærgelser over de tabte nætter, “opdagede” jeg løsningen for lidt over et år siden. Variable stjerner!

Amatørastronomer har i over hundrede år samlet værdifuld data omkring variable stjerner, hvor klare de er. Det er et arbejde som jeg ikke har været tiltrukket af, da min filosofi har været at klare nætter skal bruges på at kigge på noget spændende, månen, planeter eller fjerne galakser.

Ved en tilfældighed kom jeg i efteråret 2019 til at estimere klarheden af Mira, en klassik variable stjerne og den første som blev opdaget som en periodisk variabel stjerne tilbage i 1638.

Lyskurve for Betelgeus med data fra AAVSO. Mine estimater er angivet med et orange kryds.

Nu skete der det at Mira blev usædvanlig klar det år, så jeg forsatte med at estimere dens klarhed. Senere, i december, begyndt Betelgeus i Orion at falde i klarhed, til det der i februar 2020 skulle blive dens største dyk i lysstyrke, i alt den tid astronomer har noteret Betelgeuses klarhed, d.v.s. mindst 150 år. Så jeg begyndte også at estimere dens klarhed.

Det endte med at jeg blev bidt af variable stjerner, især da jeg opdagede værdien af det for mig selv. Pludselig kunne alle klare nætter anvendes, væk var frustrationerne over at gå i seng til en klar nat eller at det blæste for meget til at stille et teleskop op.

Estimeringen af en håndfuld forskellige variable stjerner tager sjælden mere end 15 minutter, det kan klares med en prismekikkert (håndkikkert) eller endda uden kikkert overhovedet. Og fordi det kan gøres på kort tid, uden stort udstyr, er hverdagsaftner også brugbare. Faktisk endte 2020 med at være det år, af alle de år jeg har observeret, hvor jeg har logget flest nætter under stjernerne, 89 blev det til!

En anden “effekt” af at begynde på variable stjerner har været at jeg har lært nye hjørner af stjernehimlen at kende. Når jeg følger en variabel stjerne, så vender jeg tilbage til det samme område på himlen, gang på gang, så efter nogle gange ved jeg præcis, hvor den variable stjerne er og jeg har fået et nyt ankerpunkt på himlen. Det er lidt som at lære de små gader og stræder at kende i en storby.

Prøv det!

Du kan læse mere om variable stjerner og hvordan du kommer i gang ved AAVSO, start evt. med deres 10-star tutorial, som givet et nogenlunde overskuelig introduktion til at gå i gang med variable stjerner.

 

 

 

 

Email, RSS Follow

Skraber imod horisonten

Udgivet den af

En passende undertitle til dette indlæg kunne være – Hvor lidt skal der til, for en positiv observation?

Mange amatørastronomer stifter bekendtskab med Messierobjekterne, når de begynder at observere deep-sky, et begreb som dækker over galakser, gaståger og andet godt, langt udenfor solsystemet. Listen som Charles Messier stykkede sammen i den sidste halvdel af 1700-tallet, indeholder mange af de klareste og flotteste deep-sky objekter og er derfor et godt sted at begynde ens eventyr ud i universet.

Fra Danmark er vi dog lidt begrænset af at seks til syv af objekterne ligger meget langt nede på himlen og er derfor svære eller umulige at se for rigtig mange, da objekterne kræver en fri sydhorisont uden træer, huse eller lysforurening. Jeg har længe haft et lille projekt med at se så mange Messier-objekter fra Danmark som muligt og der mangler kun nogle få, som alle er langt nede på himlen. To af dem M6 og M7 er bedst at se her i de første dage af juni.

Klart vejr mod syd, til langt ned i Tyskland. Vejret d. 31. maj til 1. juni var perfekt til at jage “umulige” Messier-objekter.

Den 31. maj tegnede vejret lovende. Det var klaret op i løbet af morgen og luften var klar og tør. Østersøens horisont som som en skarp, kontrastrig linje. Et kig på satellitbillederne viste da også, at det klare vejr uden Cirrusskyer eller andet “snavs” forsatte mindst 400 km ned i Tyskland. Så forholdene kunne næsten ikke være bedre.

Sent om natten eller tidligt om morgen d. 1. juni kulminerede M6 i syd lidt før kl. 2.

Jeg begyndte opsøgningen ca. 1:30 ved Epsilon Scorpius, en formodentlig klar stjerne som på dette tidspunkt stod en sølle grad over sydhorisonten. Stjernen kunne skimtes med det blotte øje og var nem i 10×50. I  mit gamle Vixen teleskopet var horisonten knap et synsfelt nedenfor Epsilon Scorpius, så jeg var rigtig langt nede på himlen. Fra Epsilon Scorpius, lavede jeg en famlende stjernehop, med opslaget i Uranometria som guide, mod øst og lidt opad på himlen. Så langt nede på himlen, er der langt mellem stjernerne, men utrolig nok, så lykkes det at holde styr på, hvor jeg var!

Teleskopet står næsten vandret i jagten på M6. Normalt peger den højere på himlen.

Pludselig dukkede der to relativt nemme stjerner i synsfeltet og lige øst for disse to, en trekant af lidt svagere stjerner. Kortet viste at stjernerne var et synsfelt stik vest for M6, nu blev det spændende, for ville der være noget at se?

Flyttede teleskopet det sidste synsfelt, der var en lille spredt gruppe af stjerner. Søgte videre mod øst, intet. Flyttede synsfeltet frem og tilbage nogle gange og besluttede så at denne “spredte” gruppe af 6-7 stjerner, som udgjorde den absolutte største koncentration af stjerner i området måtte være M6!

Min skitse af M6.

NASA foto af M6, de stjerner jeg observerede er markeret med en gul ring.

Ved 37½× var der 3 – 4 stjerner synligt, med 120× kunne jeg se 8 stjerner. Ikke noget imponerende antal. Naturligvis lavede jeg en skitse af synsfeltet, så jeg efter følgende kunne sammenligne med et foto. Skitsen hører ikke til blandt de mest imponerende i detaljerigdom eller skønhed, men det er nok et af de mest eksotiske objekter som jeg har observeret med mit gamle Vixen teleskop. M6 fra Danmark kun 2 grader over horisonten.

Efter at have observeret M6 forsøgte jeg at kigge på Jupiter, her opdagede jeg at linsen var dugget til, hvilket har dæmpede eller slugt lyset fra de svageste stjerner. Så hvis linsen har været dugfri, havde jeg set flere stjerner i M6 end de sølle otte.

De otte stjerner, betragter jeg som en positiv observation, fordi de mønstre jeg skitserede, matcher mønstrene på fotoet. Dette besvare også mit spørgsmål fra toppen, otte stjerner er nok.

Email, RSS Follow