En kæmpespiral med spiralarme

I slutningen af marts, nærmere d. 25., var jeg ude med min 20” dobsonian. Aftenens sidste objekt var inspireret af en tråd på astronet.dk om galaksen M101.

Opsøgningen af M101 var nem og ved laveste forstørrelse (73x) poppede galaksens spiralarme frem ved indirekte syn. For at forbedre indblikket i okularet skiftede jeg til en lidt højere forstørrelse på 79x. Her var spiralarmene også nemme, ved brug af indirekte syn og adskille klumper og fortætninger var synlig i armene. Flere af disse har deres eget NGC-nummer, som er vist på billedet. Klumperne og fortætningerne er gaståger med tilhørende nyfødte stjernehobe og stjerneskyer. Fascinerende at se detaljer i en anden galakse!

Skitse af spiralgalaksen M101. Galaksen indeholder mange gaståger og stjerneskyer som er synlige i en 20″ dobsonian. Skitsen blev til d. 25. marts ved en forstørrelse på 79x. Jeg har ikke forsøgt at pynte på skitsen, men har sat labels på de tåger og stjerneskyer jeg observerede.

Jeg brugte cirka 20 minutter på at kradse en skitse ned og skiftede så til en højere forstørrelse på 140x. Det skulle jeg have gjort tidligere, for dels blev der flere detaljerne synlige, dels blev de der var tydeligere.

Desværre så var klokken mange nu og næste dag var en tirsdag, så alt i alt blev det kun til cirka 30 minutter med M101. Galaksen indeholder rigtig mange detaljer, så jeg kunne nemt have brugt et par timer mere på at observere de mange små detaljer.

Jeg vil genobservere M101 til næste forår og så sætte en stor del af aftenen af til denne ene galakse.

Over kanten og ned i tidsafgrunden – i faldskærm

Aftenen d. 5. januar 2019 var smuk. Ingen vind, køligt og klart, med undtagelse af nogle lurende skybanker i nordøst. Og så var der en natugle i godt humør, den nåede rundt til alle nabolagets trætoppe inden aftenen var omme.

Jeg havde stillet det store teleskop op, for at finde og se en quasar, så ufattelig langt væk, at det er som at stirre ned i en svimlende tidsafgrund. Andromeda’s faldskærm, en fire-linset quasar i en afstand af 10.900.000.000 lysår, var aftenens primære objekt.

Quasaren er et rumfatamogana og består af fire billeder af den samme quasar, linsen er en galakse kun et par milliader lysår fra os, som med sin tyngdekraft bøjer rummet, så lyset fra quasaren bliver forstærket og danner fire billeder af den samme quasar, set her fra Jorden. De fire billeder benævnes A, B, C og D, fra den klarest til den svagest.

Startede mit stjernehop fra Gamme Andromeda, med søgekortet var det nemt at finde det rigtige område, hvor to stjerner i en skæv firkant peger på en mag. 12-stjerne tæt på quasaren.

Digital skitse af den fire-linset quasar “Andromedas faldskærm” og de få stjerner, der er synlige i det mikroskopiske synsfelt, som et Supermonocentrisk okular giver ved 726x. På grund af seeing, så jeg stjernerne og quasaren som diffuse skiver. Kun A & B komponenterne blev observeret

 

Ved 73x var mag. 12-stjernen nem at se, en svag stjerne tæt på den var også synlig, men quasaren sås ikke med sikkerhed. Skifte forstørrelse til 363x, nu var quasaren nemt synlig, kunne fastholde den konstant ved indirekte syn, overraskende klar. Med 363x sås quasaren tydeligt som en lidt aflang stjerne, i forhold til andre stjerner i synsfeltet. Prøvede også højere forstørrelser, 498x, 726x og vanvittige 996x, ved alle forstørrelser, var quasaren synlig som en aflang stjerne.

I nogle meget korte øjeblikke, hvor seeingen spillede med, sås ved 498x to stellare prikker i den aflange ”stjerne”, A og B komponenten i rumfatamorganaet. C komponenten så jeg ikke, men den kunne nemt være gemt i seeingen, dug og dis. D var for svag til at spotte, selv i et 20″ teleskop.

Føles 10.900.000.000 år gamle fotoner anderledes, når de rammer øjets retina, end yngre fotoner? Nja… egentlig ikke, men de tanker som fotonerne sætter i gang… De skal først tænkes når man er kravlet ned fra observationsstigen!! Svimlende!

De fotoner som ramte mit øje, blev sendt af sted længe før solen og solsystemet blev dannet! Ja faktisk kunne solsystemet være opstår og gået til i den tid der er forløbet mens fotonerne har været undervejs!

For at gøre afstanden endnu mere uforstålig, så har universet udvidet sig mens fotoerne har været undervejs, så afstanden, her og nu, til quasaren er faktisk 19.000.000.000 lysår.

Nu kan man jo så begynde at filosofere over, at de få fotoner, af mig som kigger tilbage på Andromeda’s faldskærm, hvor længe vil de være om at nå frem….? Helt sikkert meget, meget længere end 19.000.000.000 år.

Det er så her at jeg vågner af tankespinnet og opdager at jeg er faldet udover kanten til tidsafgrunden… uden faldskærm.

Utrolig at to svage stjerner kan sætte så mange tanker i gang. Tanker som er svære at forstå, men som også åbner ens øjne og sind for at forstå hvor utrolig Universet er. Det er til at blive meget ydmyg, svimmel, en smule skræmt, glad og trist af, på en gang. Glad for at leve i en tid, hvor vi kan opdage, se og forstå, hvor utrolig universet vi lever i er. Trist fordi vi ikke passer bedre på vores planet og nattemørket, så alle kan mærke suset af at kigge ned i tidsafgrunden.

En smuk septembermorgen

I morges da jeg stod op, blev jeg mødt af et smukt syn i vinduet.

Venus, Månen og Regulus over morgentågen d. 18. september.

Venus og Månens tynde segl lyste smukt gennem morgentågen. Soveværelsesvinduet blev hurtigt skiftet ud med en tur ud i haven, hvor en pragtfuld stille og kølig septembermorgen mødte mig.

Venus, Månen og Regulus. Regulus er stjernen til venstre og tæt på Månen. Synet i håndkikkerten lignede dette foto taget med en 200mm telelinse.

Det blev til et par snapshots af trioen, for faktisk står Månen ganske tæt på den klare stjerne Regulus – Løvens hjerte. Regulus kunne skimtes med det blotte øje, men synet var meget bedre og flottere i håndkikkerten.

Næste gang Venus og Månen står tæt sammen er om morgen d. 18. oktober.