Lidt mere til Quadrantiderne 2013

Jeg kom til at stille mig selv spørgsmålet om hvor langt væk den klare Quadrantide jeg så d. 3. januar var?

Sådan et spørgsmål er jo en passende lejlighed til at genopfriske mine trigonometri kundskaber! Så med lidt antagelser om højde og et estimat af stjerneskuddets vinkelhøjde over min horisont, har jeg regnet lidt på det. 

Hvis jeg antager at stjerneskuddet brændte op i en højde på 75 km, og dets højde var 15 grader over min østhorisont. Så når jeg frem til at stjerneskuddet brændte op 2,3 længdegrader øst for Tøvelde. I kilometer svarer det til ca. 150 km, hvilket placerer stjerneskuddet over eller lidt vest for Bornholm. 

Det må have set flot ud med et så klar og langsom stjerneskud lige i zenit! 

Ydermere, hvis der var nogen bornholmer der så stjerneskuddet, så vil de også have set det ca. 4 gange klarere end jeg gjorde. Fordi stjerneskuddet brændte op i en afstand på (antaget) 75 km over Bornholm, mens det var ca. 150 km væk fra mig. Så fra Bornholm vil stjerneskuddet have været væsentlig klarere end Jupiter.

Måske er sådanne overvejelser lidt langt ude teoretiske. Især fordi stjerneskuddet helt sikkert ikke faldt ned og dermed endte som en meteorit, men er brændte op i atmosfæren og sidenhen drysset ned som ganske fint støv, måske et sted over Rusland!? Men jeg synes at det er sjovt og fascinerende at vide lidt om hvor stjerneskuddet var. Så det ikke kun var en lysende streg henover nattehimlen.