Komet Lovejoy

Selvom at det blæste en pelikan i nat (2-3. januar) og Månen lyste for fuld blus, var jeg på udkig efter Komet Lovejoy, som er en relativ klar komet, der kommer til at pryde vores aften- og nattehimmel her i januar.

Komet Lovejoy i slutningen af december 2014. Fotograf: Paul Stewart

Jeg mener, at jeg fandt en lille tåget plet på det rigtig sted, men fordi observationen skete fra stuens vindstille og lune vejr, var mine bevægelsesmuligheder begrænset, og nogle grene generede derfor mit udsyn. Nu afventes klart vejr, så jeg kan bekræfte min observation.

Uanset min modvilje mod at observere i stormende kuling, så er komet C/2014 Q2 Lovejoy på vej mod perihelion d. 30. januar 2015. Allerede nu i starten af januar er komet Lovejoy klar nok til at kunne skimtes som en svag tåget stjerne fra et mørkt sted, som Avnø Naturcenter eller Møn og Nyord.

Søgekort 1: Komet Lovejoys bane mellem stjernerne fra d. 4. januar til 7. februar 2015. De svageste stjerner på kortet svarer til de svagest du kan se med det blotte øje. Klik på billedet for at download en pdf-fil af kortet.

Men Månen, som er fuld d. 5. og som generede med sit lys i nat, vil forsætte med at genere frem til d. 8. januar. De bedste forhold til at se kometen i, er fra og med d. 9. januar til og med d. 21. januar. Da står månen først op kl. 21 eller senere, hvilket giver mindst et par timers mørke til at se kometen i.

Lovejoy er kun lidt klarere end hvad vi kan skimte uden kikkert og selvom at kometen er relativ klar, er den ikke stor, så den er meget nem at overse. En almindelig håndkikkert vil derfor hjælpe gevaldigt meget på hvor tydelig du kan se kometen. Husk derfor at bring en håndkikkert med dig. Med håndkikkerten vil kometens hoved blive en tydelig rund og tåget plet og du vil formodentlig kunne se en kort hale fra kometens hoved.

Kometen finder du her i januar på himlen vest for Orion, Tyren og Syvstjernen. Når mørket er faldet på kl. 18.30 står kometen et pænt stykke over SØ horisonten. Til at hjælpe dig kan du bruge søgekort 1, som viser kometens placering mellem stjernerne i perioden 4. januar til 7. februar.

Søgekort 2: Komet Lovejoy passere relativ tæt forbi Tyrens hoved og Syvstjernen i perioden 12. til 19. januar. Søgekortets svagest stjerner svarer til de svagest du kan se i en håndkikkert. Klik på billedet for at download en pdf-fil af kortet.

I dagene 12. til 14. januar passere Lovejoy vest for Tyrens hoved (V-formet gruppe af stjerner) og d. 16. til 19. januar vest for Syvstjernen. Lovejoy vil da være relativ nem at finde, se søgekort 2.

I følge beregninger vil kometen bevare sin lysstyrke det meste af januar, og langsomt blive svagere i løbet af februar. Så til den tid vil det kræve en håndkikkert at se komet Lovejoy.

God fornøjelse.