En smuk septembermorgen

I morges da jeg stod op, blev jeg mødt af et smukt syn i vinduet.

Venus, Månen og Regulus over morgentågen d. 18. september.

Venus og Månens tynde segl lyste smukt gennem morgentågen. Soveværelsesvinduet blev hurtigt skiftet ud med en tur ud i haven, hvor en pragtfuld stille og kølig septembermorgen mødte mig.

Venus, Månen og Regulus. Regulus er stjernen til venstre og tæt på Månen. Synet i håndkikkerten lignede dette foto taget med en 200mm telelinse.

Det blev til et par snapshots af trioen, for faktisk står Månen ganske tæt på den klare stjerne Regulus – Løvens hjerte. Regulus kunne skimtes med det blotte øje, men synet var meget bedre og flottere i håndkikkerten.

Næste gang Venus og Månen står tæt sammen er om morgen d. 18. oktober.