Sådan finder du komet Lovejoy

Komet Lovejoy er måske klar efter kometstandard, men det betyder altså ikke at den er specielt iøjefaldende. Faktisk er den svær at finde hvis du ikke ved ret præcis hvor du skal kigge.

Søgekort til komet Lovejoy. Se tekst for beskrivelse. Klik på kortet for at åbne en pdf-version af søgekortet.

Her er en lille vejledning som kan hjælpe dig med at finde kometen i dagene 9. til 11. januar. Vejledningen er baseret på at du bruger en håndkikkert, hvilket jeg vil anbefale dig at bruge, for det gør det meget nemmere at se kometen.

Metoden som jeg beskriver kaldes også for stjernehop, fordi du starter ved en klar stjerne, som er nem at finde og dernæst hopper du fra stjerne til stjerne. Eller mere korrekt hopper du har det ene mønster af stjerner til det næste. Metoden er simple og du kan nem udvide den til andre dage, brug evt. et af kortene fra Komet Lovejoy.

Stjernehopturen til komet Lovejoy starter ved Orions højre skulder (1) på kortet. Cirklen viser cirka det synsfelt du har i en almindelig håndkikkert. Med synsfeltet centreret på den klare stjerne kan du lidt til venstre mod ”kl. 8” se en knap så klar stjerne, den næstklareste i synsfeltet. Linjen mellem de to stjerner er den sigtelinje som du skal bevæge håndkikkerten i.

Stille og roligt.

Når der dukker fire stjerner, som danner en flad bue, op i synsfeltet er du nået til felt (2) og er på rigtig vej. Forsæt i samme retning.

Efter at have tilbagelagt 1,5 til 2 synsfelt vil der dukke en lille flad trekant op. Den nederste stjerne i trekanten vil være lidt klarere end de to andre. Centre og du er nået til (3).

Nu er du tæt på!

Fra (3) ændrer du retning, for nu skal du i retningen ”kl. 4”. Knap er trekanten nået til venstre kant af synsfeltet førend en enkelt klar stjerne dukker op i højre side af synsfeltet. Centrer på denne stjerne (4).

Komet Lovejoy er nu mindre end et synsfelt til højre eller nedenfor for denne stjerne, kig efter en ulden udseende stjerne.

Hvis det ikke lykkes at finde kometen i første omgang, så gå tilbage til udgangspunktet og prøv igen.

Holder du hele tiden øje med hvor du er på kortet, det vil også gøre det nemmere.