Lidt mere til Quadrantiderne 2013

Jeg kom til at stille mig selv spørgsmålet om hvor langt væk den klare Quadrantide jeg så d. 3. januar var?

Sådan et spørgsmål er jo en passende lejlighed til at genopfriske mine trigonometri kundskaber! Så med lidt antagelser om højde og et estimat af stjerneskuddets vinkelhøjde over min horisont, har jeg regnet lidt på det. 

Hvis jeg antager at stjerneskuddet brændte op i en højde på 75 km, og dets højde var 15 grader over min østhorisont. Så når jeg frem til at stjerneskuddet brændte op 2,3 længdegrader øst for Tøvelde. I kilometer svarer det til ca. 150 km, hvilket placerer stjerneskuddet over eller lidt vest for Bornholm. 

Det må have set flot ud med et så klar og langsom stjerneskud lige i zenit! 

Ydermere, hvis der var nogen bornholmer der så stjerneskuddet, så vil de også have set det ca. 4 gange klarere end jeg gjorde. Fordi stjerneskuddet brændte op i en afstand på (antaget) 75 km over Bornholm, mens det var ca. 150 km væk fra mig. Så fra Bornholm vil stjerneskuddet have været væsentlig klarere end Jupiter.

Måske er sådanne overvejelser lidt langt ude teoretiske. Især fordi stjerneskuddet helt sikkert ikke faldt ned og dermed endte som en meteorit, men er brændte op i atmosfæren og sidenhen drysset ned som ganske fint støv, måske et sted over Rusland!? Men jeg synes at det er sjovt og fascinerende at vide lidt om hvor stjerneskuddet var. Så det ikke kun var en lysende streg henover nattehimlen.

Quadrantiderne 2013

Jeg var ude torsdag d. 3. januar for at observere Quadrantiderne. Desværre var vejret ikke specielt observationsvenligt d. 3. Okay temperatur, men meget blæsende og med drivende skyer.

Allerede mens jeg kørte hjem fra arbejdet, kunne jeg følge skybankernes kommen og gående. Og jo tættere på Møn jeg kom, jo dårligere så det ud. Heldigvis var der flere stjerner på himlen end skyer, da jeg kom hjem, så jeg besluttede mig for at give Quadrantiderne en chance.

Inden aftensmaden, var jeg ude for at finde et sted med læ! Fandt da også et sted med okay læ, tæt på nogle buske, som jeg besluttede mig for at observere fra. Stod her og kiggede lidt op, mens skyerne blæste afsted ude i horisonten og tre Quadrantider brændte op i atmosfæren. Okay, det tegner godt! Så skulle aftensmaden “bare” overstås og observationsskema, pandelampe og ur findes frem. Men klokken nåede da at blive 21.40 inden jeg nåede ud igen.

Havde lige nået at få liggestolen slået op og sat mig tilrette, da aftenens flotteste Quadrantide brændte op lavt på himlen over Østmøn. Stjerneskuddet, som var lidt svagere end Jupiter, bevægede sig langsomt afsted, mens jeg fulgte dets færden i de par sekunder det varede. Stjerneskuddets farve var varm hvid, lidt over i cremfarve og så kunne jeg se gløder “drysse” af stjerneskuddet mens det bevægede sig parallelt med horisonten. Hold da op for en start!!

Fuld af optimisme om at se flere af den slags, ventede jeg nu på mørketilvænning af mine øjne, det tog ca. 15 minutter. Officielt start på observationerne kl. 21.55. Kort tid efter blev den første “officielle” Quadrantide noteret ned på observationsskemaet. 2 minutter senere, skyer! Lave, forrevne og tågeagtige skyer – Hvor fa#¤! kom de fra?

Ud på marken og ud i blæsten for at tjekke himlen. Hmmm… masser af høje eller var det lave skyer mod vest, øv! Nå, men nu var det klart igen, 5 minutter mere og så skyer igen! Således forsatte jeg i 20 minutter og med en almindelig arbejdsdag næste dag og observationsforhold der varierede så meget, så det ville være umulig lave en rapport til IMO, besluttede jeg mig for at stoppe efter kun 20 minutters gennemhullet observationstid.

I alt så jeg 6 Quadrantider i løbet af aftenen. Det ene meget flot og klar, de andre var alle korte og relativ svage.

Quadrantiderne er helt klart en sværm som har potentiale til at levere en flot oplevelse. Så jeg håber på væsentlig bedre vejr næste år!

 

Et nyt stativhoved

Jeg har stadig mit gamle Vixen linseteleskop fra 1980’erne. Det var det jeg brugte i forbindelse med mine observationer i indlægget Rundt om Væversken.

Observationerne blev lavet med den nye Vixen GPD2 montering lidt improvisatorisk monteret på det gamle stativ. En løsning som ikke var optimal, fordi stativhovedet der forbinder stativbenene med GPD2 monteringen var lånt fra stativet til min 15 cm Schmidt-Newton teleskop. Så et skift mellem de to teleskoptyper var rigtig besværlig. Og endnu værre, så passede det lånte stativhoved ikke 100% til benene. Så linseteleskopet sad ikke stabilt monteret, som med den gamle Polaris montering – kort sagt det så rystede teleskopet temmelig meget når jeg fokuserede eller flyttede på det.

Højt på ATM-listen var derfor at få lavet et nyt stativhoved, som passer 100% til benene og som tillader at jeg nemt flytter GPD2 montering fra det ene stativ til det andet. Og dermed også nemt skifter mellem de to teleskoptyper.

Projektet startede i starten af december, før der gik jul i det hele. Det første punkt på listen var at save træet ud. Jeg brugte 15 mm birkekrydsfiner, fordi det er et stabilt og stift materiale og så ser det godt ud.

Overgangsstykkerne til benene, skal dog være 33 mm tykke, så de blev limet op, af to stykker birkekrydsfiner med en 3 mm aluminiumsplade i mellem.

Træstykkerne til det nye stativhoved. Overgangsstykkerne er stakken bagerst. Birkefineret er allerede limet sammen med aluminiumspladerne.

Før jul var status, en lille stak råt udskåret trædele. Delene manglede at blive tilpasset og samlet.

D. 29. december, havde jeg endelig tid til at forsætte projektet. Og jeg startede med at tilpasse overgangsstykkerne.

Da overgangsstykkerne var et kompositmateriale af træ og aluminium, havde jeg kun værktøj til den hårde metode tilrådighed – manuelt arbejde! Startede med grovfilen, skiftede så til metalfilen og sluttede af med rystepudseren og sandpapir til slutfinishen.

Det tog sin tid, men det endte med at se sk…. godt ud.

Overgangsstykkerne får med grovfilen! De tre overgangsstykker er holdt sammen med en tvinge så de kan files ned til at være plane og lige højde.

Efter at have boret hullerne til benene, præcis samme sted i alle overgangstykker, og tjekket at de vitterligt passede på benene, var det tid til at samle alle delene, hvilket jeg gjorde med 8 mm dyvler og PU-lim.

Efter at alle trædelene var samlet og givet deres slutfinish, var det tid til metaldelene. Det vil sige en pind, som skal bruges ved finjustering af monteringen mod nord. Og så en M10-gevindstang til at fastgøre monteringen til stativhovedet med.

Både justeringspinden og gevindstangen er i messing, et materiale som er dejligt nemt at arbejde med. Pinden blev skåret ud af en Ø:8 mm rundstang og limet fast i et hul jeg havde boret i stativhovedet, vel at mærke efter at have dobbelt tjekket at det var det rigtige sted jeg borede!

Gevindstangen var lidt mere omfattende, da jeg ville have et håndtag til at skrue gevindstangen fast i GPD2 monteringen med, inden den endelig fastspænding, som sker med en vingemøtrik i stål. Håndtaget lavede jeg af to stykker Ø:8 mm rundstang, som blev forsynet med et indvendigt M6-gevind. Stykkerne blev samlet med et stykke M6-gevindstang gennem et hul jeg havde boret i M10-gevindstangen.

Det nye stativhoved er færdig og samlet med benene.

Den 1. januar fik jeg lavet den sidste finish og synes selv at resultatet er blevet ganske godt.

En ting er at stativhovedet ser godt ud, det vigtigste er dog hvordan den fungere i praktisk. Og utrolig nok klarede det op allerede samme aften så jeg fik lejlighed til at teste stativhovedet under stjernerne.

Og stativhovedet fungerer rigtig godt. Det er nemt og hurtigt at montere GPD2 monteringen på. Og så er det stabilt. Når jeg fokuserer eller givet et let tap på teleskoprøret, så dør rystelserne ud i løbet af 1-2 sekunder, hvilket er ganske godt for et transportabelt stativ.

 

Nå, men det der bare skulle være en test af stativhovedet, endte faktisk med at blive et par ganske fornøjelige timer under stjernerne.

Test af stativhovedet under stjernerne. Jeg opdagede ret hurtig at håndtaget til at skrue M10-gevindstangen fast med, fungerer fint som holder til en rød pandelampe. Så kan jeg nemt finde rundt mellem okularerne i stativbakken.

Hvor især Jupiter med Den store røde plet på central medianen gjorde indtryk. Men også flere farverige dobbeltstjerner, blandt andet Eta Perseus og WZ Cassiopeia gjorde sig virkelig godt i det gamle teleskop.

Glæder mig allerede til næste gang jeg skal ud med linseteleskopet.

Udgivet i ATM