Et par lyrider

Natten mellem lørdag og søndag var vejret skønt. Jeg var selv ude i det fra kl. 23.30 til omkring kl. 02.30 for at tælle stjerneskud fra stjerneskudssværmen lyriderne. Tællingen ville jeg senere indberette til IMO, så de også vil have glæde af min nat under stjernerne.

Den første halve time gik med at finde liggestolen frem, sætte kameraet op et sted med lidt forgrund, mørketilvænning og så memorering af hvor klare 4 stjerner af 0., 2., 3., og 4. størrelsesklasse egentlig er. Det bruger jeg efterfølgende til vurdering af hvor klare de stjerneskud jeg ser er. Udover hvor mange stjerneskud jeg har set fra de forskellige stjerneskudssværme, så vil IMO også gerne vide hvor klare stjerneskuddene var. Det kan de bruge til at vurdere fordelingen af partiklerne i stjerneskudssværmer, om partiklerne er overvejende store eller små. Hvilket efterfølgende kan sige noget om sværmens alder.

Nå, men kl. 00.00 startede mit første observationsinterval. Intervallet slæbte sig afsted frem til kl. 01, hvor det sluttede med to stjerneskud logget. En lyride og en anden fra Antihelios strømmen.

Den anden lyride jeg så, lykkes det mig også at fotografere. Selvom at det er svagt på billedet var stjerneskuddet klarere i virkeligheden.

Efter en kort pause, startede jeg næste observationsinterval kl. 01.10. Kl. 01.45 var der ikke sket en sk#¤% og jeg var klar til at stoppe og gå ind i seng. Kameraet var dog ikke klar endnu, det tog stadig billeder da jeg forsøgte at slæbe afsted med det. Så jeg besluttede mig for at observere 15-20 minutter mere, så kameraet kunne blive færdig med billedserien.

Jeg nåede lige at sætte mig i liggestolen igen, da en lyride faldt og et par minutter senere blev den fuldt at to sporadiske stjerneskud.

Så da jeg gik ind i seng omkring kl. 02.30 havde jeg i alt logget, to stjerneskud fra lyriderne, et stjerneskud fra antihelios strømmen og to sporadiske stjerneskud.

Det kan godt kaldes en mager høst. Men med en klar måne på sydvesthimlen og endnu 1½ døgn til lyriderne skulle toppe, var det et forventeligt resultat. Så jeg er godt tilfreds, og resultatet er nu indberettet til IMO og de er helt sikkert også tilfredse med at få nogle observation ind til deres store database.

 

Lyriderne topper mandag d. 22.

Så er stjerneskudssværmen Lyriderne så småt ved at komme i gang. Stjerneskudssværmen er aktiv i perioden 16. til 25. april med maksimum den 22. april. Lyriderne er en typisk morgensværm, som er bedst at se efter midnat. Og sværmen vil give flest stjerneskud per time, når astronomisk tusmørke bryder frem på østhimlen. 

Med en ZHR (husk dette er en teoretisk værdi!) på 20-25 så er Lyriderne er ikke nogen særlig aktiv sværm, men siden Quadrantiderne i starten af januar har der været en lang pause i stjerneskudssværme. Så er selv Lyridernes beskedne ZHR værd at opleve for os der interesser os for stjerneskudssværmene.

For jer der er knap så interesseret, kan sværmen virke meget tam og kedelig. Og min anbefaling til jer, er da også at vente med at kigge efter Lyriderne til et døgn indenfor maksimum. Altså i perioden 21. til 23. april, så vil jeres tålmodighed være knap så tyndslidt efter at have brugt den tidlige morgen på at se nogle få eller ingen stjerneskud.

For at gøre det ekstra vanskelig i år, så har vi også en måne som d. 22. kun er tre døgn fra fuldmåne. Månen vil helt sikkert skjule mange af Lyriderne med sit lys og det er da også bedst at vente med at observere indtil månen er gået ned, hvilket d. 22. sker omkring kl. 04.15. Når månen er så tæt på fuldmåne, vil den give så meget lys på nattehimlen, så det svarer til rækken med kaki eller gul farve i tabellen nedenfor, som jeg har sakset fra Se et stjerneskud II – Sværmene. Altså vil du i bedste fald se 5-7 stjerneskud i timen, når du observere ude fra landet.

[table "0" not found /]

Nå, men måske er der en mørk tidsperiode mellem månenedgang og tusmørkets frembrud på morgenhimlen. Så jeg tjekker hvornår vi har de forskellige tusmørker. Det bedste vil være at observere før astronomisk tusmørke starter. Et opslag i Cartes du Ciel viser at astronomisk tusmørke starter kl. 03.13 altså knap en time før månen går ned og nautisk tusmørke starter stort set når månen går ned.

Så i år er der praktisk talt inden rigtig mørke perioder d. 22. hvor det vil være godt at observere Lyriderne – Øv!
 
Så for dig der blot ønsker at se en masse stjerneskud, så er det ikke Lyriderne du skal satse på i år. Det vil vist være spild af din nattesøvn. Det vil være bedre at vente til Persiderne topper midt i august – Se også Se et stjerneskud II – Sværmene.
 
Selvom at forholdene er alt andet end perfekte i år, så regner jeg dog med at ofre noget af min nattesøvn på at observere Lyriderne – Man er vel entusiast!! Og selvom at månen generer, så ender det helt sikkert med at være fra midnat og et par timer frem at jeg er ude for at tælle stjerneskud for IMO.
 

 

En tur på stranden

Jeg var en tur på stranden d. 1. april. Det var ikke for at vinterbade eller for at sole mig i den spæde forårssol, for turen var om aftenen, længe efter at solen var gået ned.

Næh, turen var egentlig for at tage nogle billeder af strandkanten med stjerner. Stranden ved Møns sydkyst, mere specifikt omkring Tøvelde stenen, er spændende fordi der er så mange store sten nær strandkanten og det er med til at gøre billederne lidt mere spændende at kigge på.

PanSTARRS og Andromeda galaksen

PanSTARRS og Andromeda galaksen står flot over skrænten ved Tøvelde stenen.

Jeg nåede først ned på stranden 1½ time efter solnedgangen, så det var allerede ved at være dejligt mørkt. Mens jeg gik langs stranden, på vej til mit motiv jeg havde spottet tidligere på dagen, huskede jeg på PanSTARRS.

Kometen var stadig synlig uden kikkert, som en tåget stjerne, med en kort og bred hale. Kometen stod tæt på Andromeda galaksen, men selvom at galaksen er klar, så var det kometen jeg så først. Efter at have taget et par billeder af parret som de stod over skrænten, gik jeg videre til det motiv jeg var kommet efter.

Motivet viste sig at være knap så spændende om natten, som det havde været om dagen. Men mens jeg stod der på stranden og tog billeder og mine øjne blev mørketilvænnet. Så var det at stjernehimlen virkelig åbenbarede sig, i en af de virkelig klare og flotte nætter der er så få af i løbet af året.

Vinterudgaven af Mælkevejen, hang halvvejs nede på nordvest- og nordhimmelen, hvilket på ingen måde er optimal, da den udover at tabe lys og kontrast til den ekstra atmosfære, også skal kæmpe sig igennem lysforureningen fra Stege, København og alle de andre byer på Sjælland.

Alligevel, trods disse odds, var Mælkevejen et væld af stjerneskyer og mørke tåger der som guirlander snoede sig mellem stjerneskyerne. Mængden af detaljer i Mælkevejen i Cepheus, Cassiopieia og Persues var næsten skræmmende, især når tanken om at tegne den strejfede mig.

Skitse af Mælkevej observation

Skitse som viser udstrækningen af Mælkevejen, samt nogle af de andre områder og objekter jeg nævner i dette indlæg.

Faktisk så fik jeg lidt den oplevelse at stjerneskyerne i Mælkevejen mindede om de hvirvler du ser i røgfaner eller cumulus skyerne.

Efter mængden af detaljer i Mælkevejen var det næste der slog mig, hvor udstrakt vinterudgaven af Mælkevejen egentlig er.

Fra Cassiopeia, hvor Mælkevejen er tættest på Nordstjernen, bredte Mælkevejen sig ud til at omslutte Nordstjernen og videre derfra til det nordligste par af stjerner i Lille bjørns kasse (Ursa Minor), en strækning på ca. 40 grader!

Fra de to stjerner forsatte Mælkevejens nordlige kant videre til stjernen Muscida, som udgør bjørnens næse i stjernebilledet Stor bjørn (Ursa Major), videre fra næsen gik det til Talitha som er bjørnens ene forpote. Videre herfra forsatte Mælkevejen ned til stjernehoben Praesepe eller Bikuben som lå på kanten af Mælkevejen i stjernebilledet Krebsen (Cancer).

Herefter fadede Mælkevejens nordlige grænse ude i himlens baggrundslys. Om det var zodiakal båndet (et ekstremt svagt lysende bånd mellem Zodiakal lyset og Gegenschein) eller det var det spredte lys fra Rostock, der fik mig til at tabe sporet af Mælkevejen ved jeg ikke. Det var for svært at vurdere.

For lige at vende tilbage til området mellem Cassiopeia og Nordstjernen. Så var der en ret påfaldende mørk tåge synlig her. Tågen havde form som et stort spejlvendt J. Og den strakte sig fra ca. 5 grader nordfor stjernen Segin i Cassiopeia til halvvejs mod Nordstjernen, en strækning på ca. 10 grader.

Hvad er der så at se udover Mælkevejen? Stjerner, masser af stjerner! Faktisk så er der så mange stjerner synlig at der ikke er nogle mørke huller mellem de klare stjerner, der udgør stjernebilleder. I alle huller var der mange svage stjerne synlig. F.eks. kunne jeg ret nemt se 8-9 stjerner i Karlsvognens vognkasse. Et område, hvor du normalt kun vil se et par stjerner eller hvis du bor i byen – ingen stjerner!

Området mellem vognstangen og Canis Venatici (Jagthunden), som ”normalt” kun har et par svage stjerner, havde mange svage stjerner. Jeg talte dem ikke, så jeg kan ikke sætte tal på. Men det var mærkelig at se et ”normalt” øde område, fyldt med små stjerner.

Sådan var det alle steder på himlen, lige meget hvor jeg kiggede, så var det fyldt med svage stjerner, hvor der ”normalt” kun er tomme huller mellem de klare stjerner.

Østersøen med lyset over Tyskland

Østersøen med det fjerne lys over Tyskland. Dette var et af de billeder jeg var taget på stranden for at fotografere.

Sikker en tur! Det var så fascinerende og flot at stå under denne himmel, så det er svært at sætte ord på. Og ord er kun beskrivelser. Beskrivelser, som er fattige i forhold til at under den rigtige stjernehimmel.

Og så vil jeg lige slå fast endnu engang, at dette indlæg IKKE er beskrivelsen af stjernehimmelen set fra en bjergtop i et fjernt land! Nej, det er beskrivelsen af stjernehimmelen over en strand på Møn, i Danmark!!

Hvor er jeg heldig at bo så tæt på en næsten uberørt nattehimmel. En himmel som burde beskyttes mod alt det lys som vi formålsløst sender til himmels, så fremtidens generationer også kan opleve, den umådelige fascination det er at stå under den ægte nattehimmel.