Toutatis 20 år efter

En klar december aften for 20 år siden, mødtes fire mand i Urania observatoriet, med en mission. At se en lille asteroide, eller et mindre bjerg hvis vi regner om til jordisk forhold, suse forbi Jorden i kun 3,6 millioner kilometers afstand. De fire mand, var Ole, Lars, Poul og et nyt medlem, mig, som lige havde meldt mig ind i NAFA tre måneder tidligere.

Sidst på aftenen d. 12. december, lykkes missionen, takket være nogle søgekort i et amerikansk magasin og Pouls utrolige stedsans på himlen.

Et radarbilleder af 4179 Toutatis. Billedet blev lavet i 1996 med NASA's store Goldstone antenne. Kilde: www.wikipedia.org

Der, blandt alle stjernerne var der en lille stjerne som relativt hurtigt, kravlede afsted mellem de andre stjerner. Hurtig nok til at man nemt kunne se dens bevægelse i forhold til de andre stjerner indenfor 5-10 sekunder. Så hurtig plejer tingene altså ikke at flytte sig, deroppe på himlen. Men det var fascinerende at se og jeg har ikke glemt oplevelsen endnu!!

Nu 20 år senere og næsten på dato, gentager 4179 Toutatis turen forbi Jorden. Okay det er femte gang siden 1992 at 4179 Toutatis passere Jorden, så, så usædvanligt en begivenhed er det heller ikke. Men denne gang har jeg tænkt mig at ville se passagen. – Om Toutatis og vejrguderne vil!

4179 Toutatis er tættest på Jorden d. 12. december, ca. kl. 5 om morgen, hvor asteroiden passere os i en afstand på 6,9 millioner km. Næsten den dobbelte afstand i forhold til 1992. Vi kan dog ikke se 4179 Toutatis fra Danmark om morgen, men når mørket er faldet på om aftenen vil asteroiden stå relativ højt på SØ-himlen, i de sydligste dele af stjernebilledet Fiskene. Og de efterfølgende dage i den nordlige del af Cetus – Hvalfisken. Så 4179 Toutatis er over den værste dis, set her fra Danmark.

Position af 4179 Toutatis i forhold til horisonten og stjernerne i perioden, 10. til 17. december 2012, kl. 17. Kortet viser stjerner til 6,5 størrelseklasse. Klik på kortet for at download et pdf-dokument. Nederst i indlægget finder du detailkort, der gør det noget nemmere at finde 4179 Toutatis.

Det er ikke kun d. 12. at du kan se 4179 Toutatis. Du vil kunne følge dens færd mellem stjernerne i dagene omkring d. 12. Men det er dog i perioden 10-17. december at asteroiden er mest spændende at følge, da den bevæger sig hurtigst mellem stjernerne i disse dage.

Jeg har selv tænkt mig at bruge min 150 mm Schmidt-Newton, men hvis du vil ud og kigge efter 4179 Toutatis, så skal du bruge et teleskop med en linse / spejl med en diameter på minimum 80-100 mm. Mindre kan måske også gøre det, men så skal du observere fra et mørkt sted og være velbefaren i at observere visuelt. Ellers vil du ikke få så meget ud af at forsøge.

De samme søgekort, som jeg selv vil bruge ved teleskopet når jeg skal ud og lede efter 4179 Toutatis, kan du downloaded her som pdf-filer.

På alle detailkortene er de svageste stjerner mindst en størrelsesklasse svagere end 4179 Toutatis. Så hvis du kan se alle stjernerne på kortet, så kan du også se 4179 Toutatis. Det er bare et spørgsmål om at finde den.

På detailkortene er kun hver anden time markeret. Og på oversigtskortene er 4179 Toutatis position kl. 17.00 markeret, hvilket også starttidspunktet på detailkortene.

4179 Toutatis Oversigt 10-15 december 2012 kl 1700

4179 Toutatis Oversigt 13-17 december 2012 kl 1700

17/2-2013
Har ryddet lidt op i filerne på grib-stjernerne.dk, så de detaljerede søgekort har jeg fjernet.
Mvh Tom

Møns klint i et nyt lys

Er du klar over, at København og Malmø har så stort et spild af lys, at de to byer lyser Møns klint op. Og det med en afstand på 75-80 km i luftlinje mellem de to byer og klinten!

Det er da tankevækkende!

Hvordan havner alt det lys nede på klinten? Tja, det skyldes at meget af det lys som vi bader vores huse og gader i, rammer ved siden af og forsætter ud i verdensrummet (eller til Møns klint) uden at gøre nytte.

De to billeder er fra en tur jeg tog ud til klinten i marts 2010, mens der stadig var spredte sneklatter rundt om. Jeps, der er steder som saltbilen ikke når frem til.

Møns klint i lyset fra København og Malmø. Kameraet var indstillet i dagslys, som giver kunstlys (gadelamper, glødelamper o.l.) en brun/orange farve.

Møns klint, her var kameraets farvebalance ændret til glødelampe, som korrigere fra kunstlys brun/orange farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Normalt er sne hvid eller en nuance af grå, hvis jeg ikke eksponere billedet nok.

I billedet til venstre var hvidbalancen på kameraet indstillet til dagslys og jeg havde forventet at det svage stjernelys *) ville give et mørkt billede med en nogenlunde okay farvebalance. Farvebalancen kan på ingen måde siges at være nogenlunde okay, hele klinten er jo badet i et gyseligt orange skær, hvor sneen på ingen måde er hvid eller grå.

Da jeg tog billedet til højre, havde jeg stillet farvebalancen til glødelampe / tungsten. Denne indstilling er beregnet til anvendelse i kunstlys, primært med glødelamper, men indstillingen virker også på mange af vores sparepærer. Denne indstilling korrigere den orange farve og sneen er nu meget tæt på hvid / grå. Nattehimlen bliver også mere midnatsblå med denne indstilling, hvilket giver lidt ekstra natstemning.

Nå, men de to billeder viser med alt tydelighed, at klinten er lyst op med kunstlys. Og de eneste lyskilder som kan ses fra denne del af klinten er København og Malmø. Så lyset kommer herfra.

Suk, man skal ikke tænke på alt det kul, gas, biomasse og vind som bruges til at holde gang i dette overforbrug af lys.

 

*) stjernerne er “bare” sole som er meget, meget langt væk, og den samlede farvebalance for alle stjerner er tæt på den farvebalance som solen giver.

Tauriderne og Gegenschein

I mandags, d. 12. november, efter at jeg var kommet hjem fra AFFS’s månedlige møde og havde målt mørket over Avnø – Første SQM-måling – Avnø Naturcenter. Var jeg ikke klar til at gå ind, bare fordi det var hverdag næste dag. Tauriderne, som jeg har skrevet om her – Vil Tauriderne sværme i år? var stadig aktive. Og jeg havde kun set en enkelt Tauride, d. 30. oktober inden skyer overtog himlen.

I stedet for at sætte teleskopet op bestemte jeg mig for at sætte det på plads og finde liggestolen frem.

Mens jeg gik og rodede med at flytte teleskopet (der er mange stumper!), bemærkede jeg godt en enkel lille tåget sky tæt på Syvstjernen, men tænkte egentlig ikke mere over det. For luften var meget fugtig og jeg havde passeret flere små tågebanker på vejen hjem, så det var nok en af dem. Suk, jeg måtte skynde mig, inden skyhelvedet vendte tilbage!

Selvfølgelig gik det ikke bedre end at min kæreste opdagede mig og jeg måtte lige hjælpe med nogle høns inden jeg slap ud til stjernerne igen, nu også eksponeret for lys, så der røg mørketilvænningen.

Jeg fik mig famlet ud til læsiden af hækken og sat liggestolen op. Skønt! Så var det bare at vente på at øjnene havde vænnet sig til mørket og Tauriderne ville trække deres ildspor henover himlen. Man har jo lov til at håbe, at et pragteksemplar af en Tauridede ville besøge min del af himlen.

Efter 4-5 minutters mørketilvænning, bemærkede jeg igen “skyen” ved Syvstjernen. Det var sgu’ mystisk, sådan plejer skyer ikke at opføre sig, blive hængende det samme sted? Hurtig dukkede tanken op om at det var Gegenschein som igen var på spil. Nu knap en måned senere og med en ny position mellem stjernerne, der passede til den måned der havde forløbet siden sidst. Herligt!

Hov! Der var et svagt og langsomt stjerneskud, helt sikkert enTauride! Det var ganske kort, men så langsom, så jeg nemt kunne følge stjerneskuddet mellem stjernerne inden det forsvandt. Nu, var jeg tilbage til Tauriderne, men jeg holdt forsat øje med “skyen” som troligt fulgt med stjernerne efterhånden som de drejede sig henover himlen.

Efter 30-40 minutter var øjne virkelig godt mørketilvendt. Så godt, så det virkede som om Jupiter, der hang og strålede højt på himlen mod SØ, lyste landskabet op! Græsset på den frøgræsmark som jeg sad i kanten af var ganske tydeligt – Syret! Det har jeg ikke lagt mærke til før! Oplevelsen var den samme, som var det Fuldmånen der hang og lyste på himlen, bare meget meget svagere.

Sikke en aften! Hvordan gik det så med de Taurider? Tja det blev til 3-4 stykker og en enkelt tidlig Leonide. Ingen af dem kunne dog måle sig med det pragteksemplar af en Tauride som Paul Christiansen fangede med sit kamera over Østdjursland.

Tauride ildkugle over Østdjursland. Billedet er taget natten til mandag d. 12. november 2012 af Paul Christiansen. Ildkuglen efterlod et røgspor, der kunne se på billederne i 20 minutter efter at ildkuglen var slukket.

Sådan en ildkuglen ville jeg gerne havde set i mandags, men det bliver en anden gang.