Udsigten for Orioniderne 2014

2014 er et godt år for stjerneskudssværmen Orioniderne. Månen er nemlig ny d. 23. oktober, to dage efter at Orioniderne har haft deres maksimum. Månen vil derfor ikke genere med sit lys.

Find din farvekode på dette kort. Farvekoden bruger du i tabellen nedenfor. Credit: P. Cinzano, F. Falchi (University of Padova), C. D. Elvidge (NOAA National Geophysical Data Center, Boulder). Copyright Royal Astronomical Society. Reproduced from the Monthly Notices of the RAS by permission of Blackwell Science.

Orioniderne har deres maksimum tidligt om morgen d. 21. oktober. Hvor du kan forvente at se mellem 1 og 15 stjerneskud pr. time afhængigt af om du kigger inde fra byen eller et mørkt sted. En af fordelene ved Orioniderne er at sværmen har et relativt fladt maksimum, så du er ikke bundet til en nat, men har flere nætter at vælge i mellem. De sidste 8 år har sværmen således givet mindst 80% af maksimum i dagene mellem d. 19. og 24. oktober.

Orioniderne er kendetegnet ved at stjerneskuddene, hvis de forlænges bagud i tankerne, krydser hinanden i et punkt i Orions kølle. Dette punkt kaldes radianten.

Hvor mange Orionider kan du forvente at se? Find farvekoden for dit observationssted på kortet ovenfor og gå dernæst ind i tabellen ud for farvekoden.

Stjerneskuddene kommer overalt på himlen. Personligt vil jeg dog vælge at kigge i en retning hvor radianten i Orions kølle er i min øjenkrog eller lige udenfor og cirka halvvejs oppe på himlen. Det gør det nemmere at forlænge et stjerneskud tilbage og se om det kom fra radianten.

Nu er det vist på tide at gøre opmærksom på at Orioniderne er for de morgenduelige og sværmen er ikke børnevenlig! Radianten kommer først op over vores horisont omkring kl. 23. Og det er først efter midnat at radianten er kommet så højt på himlen at det ikke er en tålmodighedstest at vente på det næste stjerneskud. Først efter kl. 3 kan du forvente at se det maksimale antal stjerneskud i timen.

Radianten for Orioniderne er angivet med den røde cirkel. Stjernekortet viser østhimlen d. 21. oktober kl. 00.30. Ser du et stjerneskud et sted på himlen og forlænger stjerneskuddet bagud, så er tilhører det Orioniderne, hvis forlængelsen rammer eller passere tæt forbi radianten.

Er du ude tidlig om morgen d. 21. vil du givetvis se mere end de 1-15 stjerneskud pr. time. Udover Orioniderne er der nemlig også andre stjerneskudssværme i gang. Det er sværmene Epsilon Geminiderne, Nordlige og Sydlige Taurider og Leo Minoriderne, alle fire sværme giver hver især kun 2-5 stjerneskud i timen fra et perfekt mørkt sted. Så de små stjerneskudssværme vil kun gøre en lille forskel, hvis du er så heldig at observere fra et mørkt sted i Danmark. De sporadiske stjerneskud, altså de stjerneskud som ikke tilhører nogen stjerneskudssværm, vil give næsten lige så mange stjerneskud som Orioniderne.

God fornøjelse!

Sildevejen

Sildevejen - Står klar lysende på den mørke mønske nattehimmel i efterårsmånederne.

Klip fra Folk og fauna 1, med det lokale mønske navn for Mælkevejen - Sildevejen.

Jeg hører en del radio, når jeg kører til og fra arbejde. I dag spidsede jeg ørerne ekstra meget for Thomas Neumann, Naturvejleder ved Danmarks Naturfredningsforening, fortalte om sildestimer på P1.

Ja, sildestimer! Hvad pokker har det med denne blog at gøre?

Det Thomas fortalte var, at i gamle dage blev Mælkevejen lokalt på Møn, Nyord og Bogø kaldt for Sildevejen. Grunden var at om efteråret når sildestimerne trak gennem Øresund, så lyste Mælkevejen særlig klart, og det mente man var genskæret fra de store stimer af fede høstsild.

Sildene er her endnu og Mælkevejen lyser stadig klar over Møn.

Så hermed et nyt-gammelt lokalt navn for Mælkevejen – Sildevejen :-)

Du kan læse om silden, Sildevejen og mange andre spændende dyr og folketro her på Folk og fauna 1.

Her er et link til Bogøs brug af Sildevejen Link til Kgl. Bibliotek – Folketro, sol, måne og stjerner

 

Fomalhaut – Efterårets stjerne

Vi lægger alle mærke til årstidernes skiften i naturen. Når man har gået og kigget op på stjernehimlen i mange år, kommer visse stjerner og stjernebilleder til at fungere som store visere på himlens kalender. Stjerner der signaler årstidernes skiften.

En af de stjerner som hvert år fanger min opmærksomhed og for mig er indbegrebet af efterår er Fomalhaut.

Fomalhaut lyser i ensom majestæt langt nede på himlen. Fomalhaut er den blåhvide stjerne lige over træerne og skyerne, midt i billedet. Kameraet har fanget mange flere stjerner end jeg kunne se med det blotte øje. Samtidig har det fanget den svage glød af airglow, som har givet nattehimlen et let grønligt skær.

Fomalhaut er den klareste stjerne i stjernebilledet Sydlige fisk. Stjernebilledet kan lige netop snige sig op over vores sydlige horisont, men de fleste stjerner i stjernebilledet er svage og bliver derfor dæmpet til usynlighed af disen. Undtagelsen er Fomalhaut der hænger og blinker ganske alene. Langt nede på sydhimlen, kun 6 grader over Østersøens horisontlinje, når stjernen står højest.

Der er ikke andre klare stjerner i Fomalhauts umiddelbare nærhed, så den hænger der i ensom majestæt.

Det og stjernens lave højde over horisonten, synes jeg, giver stjernen en lidt melankolsk stemning. En stemning som passer godt til den følelse, der kan snige sig ind på en om efteråret, når sommerens lange lyse dage er afløst af efterårets lidt for mange mørke og regnvåde dage.

Her i ugerne omkring d. 1. oktober finder du Fomalhaut, lavt på himlen i syd, omkring kl. 23. Midt i oktober er det allerede kl. 22 du kan kigge efter Fomalhaut. Den 1. november springer vi frem til kl. 20  for at have Fomalhaut i syd, for da har vi stillet urene om fra sommertid til normaltid.

P.S.
Fomalhaut er i øvrigt en ganske spændende stjerne. Den befinder sig i en afstand af ”kun” 25 lysår. Er ung, kun 440 millioner år. Og så er stjernen omgivet af en skive af støv. Det var i denne skive af støv at Hubble Space Telescope i 2008 tog det første billede af en planet om en anden stjerne – Fomalhaut b.