Hvor tidligt kan du se stjerner efter solnedgangen?

Det er ikke et spørgsmål jeg har tænkt så meget over. Men jeg har tit stået og kigget op, for at spotte Vega og andre klare stjerner, mens himlen langsomt bliver mørkere.

Fredag d. 18. oktober, havde vi en af disse fantastisk klare dage som efteråret byder på. Og rent tilfældigt var jeg ude i haven, mens solen gik ned og himlen mørknes. Og som så mange gange før, skulle jeg lige se, om jeg kunne spotte Vega inden jeg gik videre i mine gøremål.

Ganske rigtigt kl. 18.24, kun 19 minutter efter solnedgang, fandt jeg Vega i Lyren som en lille lysende prik på den mørke blå himmel. Tre minutter senere spottede jeg Altair i Ørn.

Uden at vide det præcist, så er det vist det tidligste at jeg har spottet Vega og helt klart det tidligste at jeg har spottet Altair efter solnedgang.

Hvor tidligt kan du spotte Vega eller Altair efter solnedgangen?

At spotte stjernerne meget tidligt, er en meget enkelt fornøjelse, som kun kræver dine øjne og et ur. Ud over dine øjne og uret, så kræves meget klart vejr. Helst med polarluft som har været en tur over de norske fjelde og er blevet knastør og krystalklar. Det sker jævnligt her i efterårsmånederne at vi har den slags vejr i Danmark.

Det forberede også din chancerne, hvis stjernen du forsøger at spotte tidligt står højest på himlen, når solen går ned. Det gør Vega og Altair her i september, oktober og november. Så det er nu, at du skal forsøge at spotte de to stjerner meget tidligt.

Til sidst så hjælper det at have et referencepunkt, som du kan starte ”jagten” fra. Jeg brugte selv et stort ahorntræ i fredags. Men du kan også bruge flagstangen, hjørnet på tagryggen eller noget helt tredje som referencepunkt. Den første aften, når du har spottet Vega, placerer du dig således at Vega står tæt på referencepunktet. Næste aften stiller du dig det samme sted, blot tidligere og begynder at lede efter Vega ud fra dit referencepunkt. Så burde du have held til at finde Vega tidligere end den første aften. Den tredje aften kan du starte endnu tidligere og vil måske kunne presse dine tider lidt mere.

God fornøjelse!

Udsigten for Orioniderne 2013

Stjerneskudsværmen Orioniderne har snart maksimum. Så her er lidt info om hvordan udsigten ser ud for sværmen i år.

Antal stjerneskud du kan forvente at se fra Orioniderne i 2013. P.g.a. af kraftig månelys ser vi ikke flere stjerneskud de mørke steder, end det der svarer til orange zone.

Lad det være sagt med det samme. Udsigten til Orioniderne er ikke god i år!!

Orioniderne har maksimum natten mellem d. 20. og 21. oktober. I praksis er det om morgen d. 21., da sværmens radiant før midnat står for langt nede på himlen. Desværre, er der fuldmåne d. 19. oktober. Så natten mellem d. 20. til 21. vil der hænge en klart lysende måne på himlen hele natten og morgen med. Den klare måne vil drukne de fleste stjerneskud med sit lys.

Find din farvekode på kortet. Klik på det for at se det i læsbar størrelse! Credit: P. Cinzano, F. Falchi (University of Padova), C. D. Elvidge (NOAA National Geophysical Data Center, Boulder). Copyright Royal Astronomical Society. Reproduced from the Monthly Notices of the RAS by permission of Blackwell Science.

Hvis du vælge at tilbringe natten ude under månen og stjernerne, hvor mange stjerneskud kan du så forvente at se? Ikke mange, hvilket også fremgår af tabellen øverst til højre. På grund af månelyset, så har vi over hele landet, en lys nattehimmel, der mindst svarer til lysforureningen i orange zone. Derfor er det da også de samme tal der går igen i farvekoderne for hvid til orange zone i tabellen.

Så ønsker du at se mange stjerneskud, må du vente til Geminiderne i december. Desværre!

En september nat

Det dufter af frost! Var min første tanke, da jeg i fredags slæbte mit gamle 80 mm Vixen teleskop ud under stjernehimlen. En passende påmindelse om at de lune nætter i august og starten af september nu definitivt var forbi og de kølige, men klare efterårsnætter venter forude.

Det var nu ikke vejrudsigten som stod på min meget korte observationsliste, men M13, den klareste kuglehob som er synlig fra vores breddegrader og en lille planetarisk tåge i Dragen (Draco), NGC 6543. En liste med plads til svinkeærinder.

Aftenens første objekt var da heller ikke på listen. Men mens jeg ventede på at øjnene vænnede sig til mørket kastede jeg et blik på M57 – Ringtågen i Lyren. En klar planetarisk tågen som det altid er værd at kigge på. Ringen var tydelig ved 150 ganges forstørrelse og jeg kunne tydelige se, at lysfordelingen i den let ovale ring ikke var jævn, men var lidt klarere på nord og syd siden (de to “lang” sider). Tæt på ringen kunne jeg se en lille stjerne af 11,8 størrelsesklasse. Stjernen kunne nemt fastholdes ved indirekte syn.

Nå, nok opvarmningsobservation, i gang med nattens første objekt – M13!

Den smukke kuglehob M13. Tegnet med et synsfelt på 32 bueminutter og 75x forstørrelse.

M13 kunne uden problemer fastholdes konstant ved indirekte syn og det var før jeg kiggede i teleskopet. I teleskopet var kuglehoben allerede ved 75 ganges forstørrelse, et mylder af små nåleprikker til stjerner, som pakkede sig tættere og tættere sammen ind mod hobens midte. Ved højere forstørrelse, 150 gange, var den tætte klynge i midten bedre opløst og mængden af bittesmå stjerner på grænsen af det synlige,  var fascinerende stor. Mit flotteste kig på M13 var i Urania Observatoriets store 25 cm refraktor, hvor de  tusindvis af stjerner lignede en skefuld små diamanter på sort fløjl. Der var ikke helt den samme effekt i min 80 mm refraktor, men flot var det!

Selvom at mængde af små stjerner var stor, så kastede jeg mig ud i at lave en skitse af M13. Det tog sin tid, og jeg tog mig den kunstneriske frihed kun at placere stjernerne yderst i hoben præcis. Resten (kun nogle hundrede stykker!) var håbløs at placere præcis. Mens jeg sad der og skitserede, dukkede der flere detaljer op i hoben. Detaljer jeg ikke havde lagt mærke til tidligere. Blandt andet dukkede der en mørk tåge(?) op foran hoben. Tågen er nok mere en illusion som følge af stjernernes placering end et reelt objekt, men jeg har se den beskrevet andre steder, så det var meget sjovt at se den med egne øjne. En anden detalje var arme/bånd af stjerner som strakte sig ud fra hoben, I alt fire styk kunne jeg se og som jeg har inkluderet på tegningen.

Fascinerende som et gammelkendt objekt viser nye sider af sig, blot fordi jeg giver mig tid til at skitserede den. Det er en reminder til mig om, at man nu en gang ser mere, når man også skitsere objektet!

Efter M13 var det NGC 6543’s tur, men jeg gjorde lige et stop ved Nu Draco. Mest fordi jeg ville bruge stjernen som udgangspunkt til et stjernehop til Draco Galaksen, som naturligvis ikke kunne ses i mit lille teleskop. At jeg startede ved Nu Draco var til gengæld en positiv overraskelse. Ved 48 gangs forstørrelse var stjernen splittet i en fin vidt adskilte dobbeltstjerne. To hvide og lige klare stjerner. Flot! Og med den store adskillelse, helt sikkert et objekt egnet til en almindelig håndkikkert.

Den lille, men klare planetariske tåge NGC 6543 også kendt under navnet "Cats Eye". Det viste synsfelt er ved 240x og er kun 7,5 bueminut i diameter.

Nå, men det var NGC 6543, jeg egentlige skulle finde i Draco. Svingede teleskopet op til Zeta Draco, som var udgangspunkt for mit stjernehop til NGC 6543. Et lille nøk op fra Zeta og så eller 4-5 grader mod vest indtil en tydelig linje af fire lige klare (9. størrelsesklasse) stjerner dukkede op. NGC 6543 var tæt på nordenden af denne linje. Den planetariske tåge poppede med det samme frem, klarere end stjernerne og med en lille bitte skive ved 48 ganges forstørrelse. Tågen er lille, men klar og tåler derfor rigtig meget forstørrelse. Så jeg endte med at bruge 240 ganges forstørrelse på tågen. Men ak, selv dette var ikke nok til at afsløre andre detaljer end en lysende oval skive.
Centralstjernen i tågen er af 11. størrelsesklasse, men selvom at den svageste feltstjerne var af 13. størrelsesklasse, så var centralstjernen ikke synlig for mig, i denne omgang.

Efter NGC 6543 nærmede klokken sig 01, men på kortet med NGC 6543 i Uranometria 2000.0 havde jeg på et tidspunkt tegnet et stjernehop til en galakse (NGC 6503) nogle grader nordfor NGC 6543. Så den satte jeg mig for at opsøge som nattens sidste objekt.

Et halvt synsfelt tilbage mod øst, ved 48 gange, og så ellers stille og roligt stjernehop mod nord. Indtil en tåget plet tæt på en relativ klar stjerne dukkede op i synsfeltet. Et tjek i Uranometria 2000.0 viste at det passede med NGC 6503.

NGC 6503 var alt det M57, M13 og NGC 6543 ikke var. Svag, diffus og uden detaljer. Kunne blot konstatere en svagt lysende plet, nogle bueminutter øst for den relative klare stjerne. Den oval plet var ca. 4 gange så lang som høj. Og ganske diffus. Altså en typisk svag galakse, som jeg har set så mange af.

Med en svagt lysende plet på nethinden og minderne om en flot M57, en endnu flottere M13, en overraskende dobbeltstjerne og en kompakt planetarisk tåget, var det nu tid til at pakke samme og styre mod sengen. Nattefrosten, den nåede vist ikke til Møn i denne omgang. Men det gør den nok en anden nat.