Aprils mælkevej

Mælkevejen i april rejser sig i en mægtig bue fra østhorisonten. Varsler sommerens snarlige komme, med de lyse og lune nætter.

April bringer for alvor forårets komme, med nyudsprungne træer, buske og blomster.

På nattehimlen varsler Mælkevejen, som i de få mørke timer omkring midnat rejser sig i en mægtig bue fra Østersøen i øst, at sommeren er nær.

 

 

Ældgamle fotoner

Jeg var ude at lufte mit gamle 80 mm Vixen teleskop natten mellem d. 29. og 30. marts. Det var ikke en af de klareste nætter, da der var en tidlig udgave af påskeøsten i gang. En vind, som på denne årstid bringer relativ lun, men diset luft op fra Mellemeuropa. Så stjernehimlen virkede lidt mat.

Før jeg gik ud, havde jeg forberedt et par søgekort til et par fjerne quasar, som jeg ville forsøge at finde og se i mit teleskop. Udover quasarene var det kun Mars som stod på ”observationslisten”, da jeg gik ud.

M53 som set i 80 mm Vixen-teleskopet ved 96 og 125 ganges forstørrelse. Kuglehoben havde et let grynet udseende.

Efter at have vænnet øjnene til mørket var det dog ikke objekterne fra min ”observationsliste” jeg startede med, da de stod lavt på sydøsthimlen. I stedet startede jeg med M53. En kugleformet stjernehob i stjernebilledet Berenikes lokker (Coma Berenices), som jeg sidst så i en 10×50 håndkikkert.

Med den ekstra forstørrelse og lyssamlendeevne som teleskopet levere i forhold til håndkikkerten, kunne jeg se en begyndende opløsning af hobens tusindtallige stjerner, den tågede plet virkede grynet. Slet ikke så flot som M13, men alligevel ganske godt for så lille et teleskop. Og tankevækkende at M53 overhovedet virkede grynet for mig. Et kig på hobens color-magnitude diagram (CMD) viser at de klareste stjerner ligger mellem 14. og 15. størrelsesklasse. Hvilket er mindst 2 størrelsesklasser svagere, end de ”officielle” angivelser af hvad man ”burde” se i et 80 mm teleskop. Heldigt at træning, erfaring og en mørk nattehimmel betyder mere end en ”officiel angivelse”.

M64, galaksen er berømt for sit mørke støvbånd tæt på dens kerne. Jeg troede, at jeg så antydning af støvbåndet, men tog fejl. Skitsen er lavet ved hhv. 96 og 125 ganges forstørrelse.

Efter M53 svingede jeg teleskopet over på M64 ”Black-eye” galaksen. Ville forsøge at se den støvsky som udgør det blå øje. Mente da også at jeg indirekte kunne se støvskyet, da den sydvestlige kant af galaksen virkede skarp. Sådan har jeg tit og ofte se støvskyerne i Andromeda galaksen (M31). Senere på natten da jeg kom indendørs til de gamle kataloger, viste billeder heri, at støvskyet i M64 lå på modsatte side af M64’s kerne. Altså så jeg ikke støvskyen og dermed det blå øje i denne omgang – Øv. Men jeg skal ud og prøve igen, for John H. Malles skriver i ”The Messier Album” at han har set støvskyen i en 2,4 tomme (60 mm) teleskop, så det burde være muligt at se støvskyen i mit 80 mm teleskop.

Ældgammelt lys ramte mit øje da jeg fandt 3C 273. Fotonerne havde været 2,44 mia. år undervejs, førend de endte deres rejse i mit øje. Underligt at tænke på! Skitsen er lavet ved 125x forstørrelse i min 80 mm Vixen-teleskop. Stjernen som er mærket med 1025 er blot en note om stjernens størrelsesklasse på 10,25.

Nu var det gået så længe siden jeg at kom ud under stjernerne, at Jorden i dens evindelig drejende om sig selv, havde svinget den første quasar fra min ”observationsliste” højt op på sydhimlen. Quasaren har det poetisk navn 3C 273 og er den klareste quasar på himlen. Med en deklination indenfor en grad af stjernen Beta Jomfruen, stjernehoppede jeg fra denne stjerne. Med jævnlige tjek på det medbragte stjernekort, så jeg ikke hoppede for langt, endte jeg på den rigtige position. Ved den laveste forstørrelse (48x) var der ikke noget at se på 3C 273 position, men allerede ved 96x forstørrelse poppede en svag stjerne frem på den rigtige position. Med en størrelsesklasse på ca. 12,9 og et udseende som alle andre svage stjerner, var 3C 273 bestemt ikke imponerende i teleskopet. Men til gengæld er det svimlende at tænke på, at de fotoner fra 3C 273 som ramte mit øje var ældgamle. Faktisk har de været 2.440.000.000 eller 2 milliarder 440 millioner år undervejs. Det vil sige at de forlod 3C 273 da Jorden og solsystemet, kun godt og vel havde den halve at den nuværende alder – Helt tilbage i Paleoproterozoic perioden, hvor livet stadig var yderst primitivt og kun eksisterede i havet.

Svimlende at tænke på!

Efter 3C 273 var det på tide virkelig at presse teleskopet næsten ud til grænsen af universet. Jeg gik på jagt efter den anden quasar, velvidende at den ville være ekstrem svær at se, da den var 1½ størrelsesklasse svagere end 3C 273. Fandt relativt hurtigt frem til quasaren Q1634+706’s position mellem stjernerne. Men der var ikke noget at se. Brugte en del tid på at kigge efter den, men den svagest stjerne jeg kunne spotte i synsfeltet var af 12,8 størrelsesklasse. Så jeg besluttede mig for at droppe Q1634+706 for den nat på vende tilbage med min 15 cm spejlteleskop en anden aften.

Nu var Mars kommet højt på sydhimlen, op over den værste lufturo. Et kig på Mars var en passende måde at ødelægge nattesynet på, så den ville jeg slutte af med at kigge på.

Mars som jeg så planeten d. 30. marts kl. 00.50 CEST. De tre mest markante områder er navngivet på billedet. Billedet viser Mars ret stor og tydelig, i virkelighedens verden, så er Mars ganske lille og svær at se noget på, selv ved 150 ganges forstørrelse! Billedet er fra programmet Cartes du Ciel, et gratis program som jeg godt kan anbefale.

Mars vendte ikke sin mest spændende side mod os. Men jeg kunne dog se nogle lysninger ved Mars morgenterminator, sikkert nogle formationer af skyer og morgendis. Mars’s nordpol med den strålende hvide is- og kulsyresnekalot var tydelig. Det samme var Arcadia Planitia der dannede en mørk bue udenom Nordpolskalotten. På Mars’s sydlige halvkugle, næsten ude ved kanten kunne jeg se Daedalia Planum. I det store område mellem Arcadia Planitia og Daedalie Planum var der tilsyneladen tomt. Og dog. I øjeblikke med god seeing kunne jeg skimte nogle lavkontrast strukturer, som var svære at få styr på, da jeg så dem i så korte øjeblikke. Men det har sikkert drejet sig om områderne Elysium Planitia, Nepenthes Mensea og Phlegra Montes med flere.

Mens jeg sad der og kiggede på Mars, blev jeg pludselig oplyst af et projektørlignende lys, fra vest. Hvilket er i retningen af haven!?! Nåede lige at snurre en kvart omgang på stolen og se en meget klar meteor fare henover vesthimlen under Jupiter, forbi toppen af Orion for at forsvinde bag hustaget.

Billede af meteoret d. 30. marts kl. 00:53 fra ildkuglekameraet på Orion Planetariet. Klik på billedet for at downloade video. Kilde www.stjerneskud.info

Vild flot! Klar hvid, med grønne og blålig farvenuancer. Kunne se at der faldt nogle småstykker af hovedmeteoret, stykkerne slukkes dog hurtigt. I løbet af et til to sekunder var det hele overstået. Klokken var da 00:53 og rundt om i Danmark registrerede ildkuglekameraer også meteoret. Muligvis har dele af meteoret overlevet turen ned gennem atmosfæren og er landet et sted i Vestjylland mellem Videbæk og Holstebro. Ingen ved det med sikkerhed, men sandsynligheden taler for det. Læs mere på Geologisk Museums hjemmeside.

Hvis du skulle være så heldig også at se et meget klart stjerneskud, også kaldet ildkugle, så husk at indberet din observation på www.ildkugle.dk

Fantastisk aften, hvor jeg så himmellegemer i en afstand af svimlende 2,44 milliarder lysår til et lige så svimlende muligt meteoritnedfald kun 250 km væk.

Husk Lyriderne!

Husk at stjerneskudssværmen Lyriderne har maksimum natten mellem 2. påskedag og tirsdag d. 22. Sværmen er dog allerede så småt ved at komme i gang, så du kan godt vælge at kigge en af de andre nætter her i påsken. Det passer nok også bedre med arbejdet!

Med op til 18 stjerneskud pr. time fra de bedste steder så er Lyriderne ikke en af de rigeste stjerneskudssværme, men det er den første større sværm efter godt fire måneder med små og fattige sværme. Hvor mange stjerneskud du ser, vil afhænge af mange ting, men hvor lysforurenet din nattehimmel er har stor betydning for mængden af stjerneskud. Du kan få et godt bud på antallet af stjerneskud du kan se her: Se et stjerneskud II – Sværmene

Du observere bedst Lyriderne efter midnat, hvor radianten er begyndt at vinde højde på østhimlen. Stjerneskuddene vil komme over hele stjernehimlen, se forklaring her. Men skal jeg anbefale en retning, så vil det være, at du ikke kigger mod øst, men fikser dit blik et godt stykke (45 grader) oppe på syd-, vest- eller nordhimlen. Fordi radianten er på østhimlen vil der være lidt færre stjerneskud at se på denne del af himlen. Så derfor denne anbefaling.

Månen vil genere lidt, hvis du er ude i påskedagene. Men natten mellem lørdag og søndag vil give en månefri time mellem midnat og kl. 1. Natten mellem påskedag og 2. påskedag vil have to månefri timer mellem midnat og kl. 2.

Så de næste nætter er det med at slæbe liggestolen frem og læne hovedet tilbage!

God fornøjelse!