Så oprandt Kyndelmisse med opklaring over Møn om eftermiddagen. Ikke lige frem et vejr som nemt passer ind i de gamle vejrvarsler, men lidt kan der da udledes. F.eks. har lærken ikke vist sig endnu, så den har ikke noget at græde over. Et kryptisk varsle som jeg tolker til at betyde, at lærken endnu ikke er ankommet! Den halve dag med klart vejr, varsler sne, hvilket er meget sandsynlig, vi har jo stadig vinter!
Nå, men dagen blev til aften og det klare vejr holdt, så jeg glædede mig virkelig til at komme ud under stjernerne igen! Før jeg nåede ud skulle aftenens pligter lige klares, så klokken nåede at blive lidt i 22 inden jeg sad derude.
Jeg havde planlagt, at jeg ville se og tegne Jupiter og Oriontågen, M42/M43. Så jeg svingede mit 15 cm Schmidt-Newton teleskop op på Jupiter, der stod højt og flot på himlen. Hmmm…. hvad var det for en mørk plet i den sydlige ækvatoriale bælte, en skygge fra en af Jupiters måner? Syntes ikke at pletten var mørk nok, men da lufturoen et øjeblik fortog sig, stod pletten knivskarp og kulsort på bæltet, så den var god nok, det var en måneskygge. Udover skyggen var der også lidt guirlander at se i det ækvatoriale zone, men ellers ikke så mange andre detaljer.
Frem med tegnerekvisitterne og i gang med at tegne Jupiter og skyggen.
Jeg var ikke nået længere end til at få tegnet Jupiters bælter på skitsen, da jeg så ræven lunte igennem lyset fra min lygte, 2-3 meter væk!! Det tog lige et øjeblik for overraskelsen havde fortaget sig og synet af ræven blev omsat til handling. En veritabel sky af eder og forbandelser væltede efter den. Det skal lige nævnes at vi har høns og et par katte, så ræven er ikke vores bedste ven.
Ederne og forbandelserne prellede af på ræven, der luntede videre, hvilket provokerede mig til at opgive mine tegnerier og forfølge kræet i stedet. Udover markerne gik det. Jeg for ”fuld fart” i alt mit tykke tøj og ræven adstadig luntende 5-6 meter foran mig, i kanten af lyskeglen fra min pandelampe. Når jeg stoppede op for at få pusten igen, var ræven så venlig også at stoppe op og vente på mig og således forsatte vi udover 2½ marker. Her tænkte jeg at det var måtte være nok og vente om for at gå hjem. Det samme gjorde ræven. Altså vente om og fuldt efter mig! Den havde jo ikke glemt hønsene.
Tilsidst lykkes det mig dog at få den til at skride – vist nok – I hvert fald så jeg ikke flere gule øjne i lygtens skær. Men min rævejagt, har helt sikkert ikkegjort noget indtryk på ræven, så den kommer nok forbi igen en anden aften.
Jupiter med Io's skygge. Efter at jeg var færdig med at jagte ræven. Så detaljerne er kommet på mellem kl. 2232 og 2237 CET.
Efter min rævejagt, var det tilbage til Jupiter. Io’s skygge var nu nået ind til midten af planetskiven, men der var også gået 20-25 minutter med rævejagt. Helt godt var det nu ikke, for okularet duggede helt tiden til, men det lykkes da at få kradset en skitse ned af Jupiter med Io’s skygge.
Da jeg var færdig med Jupiter var det Oriontågens tur til at blive skitseret. Jeg startede dog med et langt kig på tågen. Flot og imponerende ved den laveste forstørrelse. Gik et trin op i forstørrelse til 48x forstørrelse, nu kom der flere detaljer til syne og tågen var imponerende stor. Oriontågens ydre filamenter eller arme kunne jeg nemt følge hele vejen rundt til de flød sammen ved Iota Orion. Mod nordøst kunne jeg overraskende nemt se hvordan den mørke tåge som danner ”The Fish’s mouth”, på en meget svagt lysende baggrund, strække sig fra Trapezen og ca. 30 bueminutter ud mod et par stjerner, hvor den mørke tåge tonede ud i en tynd ende, før den stoppede helt. Det havde jeg aldrig bemærket før, selvom at jeg har set på Oriontågen dusinvis af gange. Farverne i Oriontågen var endnu ikke synlige ved denne forstørrelse, de ses bedst når jeg kommer op i nærheden af 100x forstørrelse. Nå, men det var skitsen jeg kom fra. Før jeg gik i gang med detaljerne skulle stjernerne og de overordnet strukturer på plads, så jeg på 48x. Og som noget nyt for mig, brugte jeg hele papiret. Cirkelen som plejer at definere mit synsfelt og hjælpe som guide når jeg plottede stjernerne havde jeg udeladt. Puha, det gjorde det hele lidt sværere, for nu var det helt på frihånd.
Oriontågen, M42 og M43. Jeg nåede ikke at få tilføjet alle detaljerne, jeg så i Oriontågen inden den gled bag en trætop. Oriontågen er meget kompleks og jeg kunne have brugt hele aftenen / natten på at tegne tågen, hvis det skulle være. Nord er nedad og øst til højre på billedet.
Nå, men jeg kløede på og efter ca. 45 minutter gled Oriontågen bag et trætop. Pokkers! For jeg var ikke nået meget længere end til at plotte de overordnet detaljer og starten af de to filamenter på papiret. Og i øvrigt havde jeg lavet min skitse i alt for stor ”forstørrelse”, så for at kunne få plads til alt det tåge jeg så, skulle jeg have brugt A3 papir i stedet for A4. Lidt mere at huske til næste gang.
Efter Oriontågen var det ligesom at jeg var nået til enden på min plan. Så jeg sad og kiggede lidt op i Mælkevejen, der nemt kunne følges næsten ned til sydhorisonten, hvor lyskuplen over Rostock kom Østersøens bølger i forkøbet og druknede de sidste stjerner.
Bestemte mig så for at kigge lidt på M67 en flot og kompakt åben stjernehob, med mange svage stjerner i Krebsen. I øvrigt var der vist nogle spændende galakser i området? Bladrede lidt i Uranometria 2000.0 og på siden med M67 havde jeg en gang for lang tid siden sat en cirkel om en stor planetarisk tåge. Helt sikkert en meget svag tåge bedømt ud fra symbolets størrelse på kortet og tågen kryptiske nr. PK 219+31.1. Men der måtte være en grund til min cirkel!
PK219+31.1 eller Abell 31 var meget svag i min 15 cm teleskop. Den kunne kun ses takket være den forbedret kontrast som mit O-III filter gav. Tågen er det "grums" jeg har tegnet omkring en af stjernerne yderst til højre.
Det var nemt at hoppe de ca. tre grader der var fra M67 til PK 219+31.1. Tilgengæld var der intet at se i feltet udover lidt stjerner. Okay, det var det jeg forventede. På tide at hive trumfkortet frem, et O-III filter. Det gjorde synsfelt endnu mørkere og feltstjernerne forsvandt næsten, så det var svært at orientere sig i synsfeltet. Men i midten, kun jeg stadig skimte fire feltstjerner som dannede en rombeform. Omkring stjernen der udgjorde rombens sydøstlige hjørne kunne jeg i glimt se en meget svag tåge med en diameter på 4-5 bueminutter. Stjernen var lidt asymmetrisk placeret i tågen, lidt øst for tågens centrum. Spændende! Kan det virkelige passe at PK 219+31.1 er så relativ let i en 15 cm-teleskop!? Åbenbart! For nu var kl. blevet 01.30 og Månen var kommet op i sydøst. På tide at komme i seng.
Fik dog lige tjekket PK 219+31.1 på nettet inden jeg gik i seng. Tågen hedder også Abell 31 og den er virkelig placeret lidt asymmetrisk omkring den pågældende stjerne. Hvad jeg ikke så, var den stor halo omkring den central del. Haloen udsender mest rødt H-alpha lys og det har mit O-III-filter, som kun tillader O-III lys at passere, kvalt.
Sikke en nat!
