Forberedelser til Mekurpassagen

Udgivet den af
Teleskopet er sat op med nylaget solfilter. Filteret bestod naturligvis.

Teleskopet er sat op med nylavet solfilter. Den mørke ring øverst på teleskopet. Filteret bestod naturligvis.

På mandag d. 9. maj passer Merkur ind foran solen, set fra Jorden. Derfor har jeg været i gang med at lavet et nyt solfilter til teleskopet. En ret simpel konstruktion af nogle strimler liggeunderlag, gaffa, lim, pap og et ark Baader AstroSolar solfilter. I dag blev filteret testet og bestod.

Mandag er teleskopet og jeg naturligvis på Avnø Naturcenter, sammen med resten af Astronomisk Forening for Sydsjælland.

Her er invitationen fra AFFS til alle interesserede:

Invitation til Sol og Merkurdag

Den 9. maj passere planeten Merkur imellem solen og Jorden, så planeten kan ses som en lille sort prik på baggrund af solens glødende overflade. Det er et fænomen som sker med års mellemrum. Astronomisk Forening for Sydsjælland afholder derfor Sol- og Merkurdag på Avnø Naturcenter, Flyvervej 40, Lundby, d. 9. maj fra kl. 13.00 til 20.30. Her vil det være muligt at få et kig på Merkur gennem teleskoper udstyret med solfiltre, så det er sikkert at kigge på solen.

Endvidere bliver foreningens H-alpha-solteleskop stillet op, heri kan eksplosioner på solens overflade ses.

Der er naturligvis gratis adgang til arrangementet. I tilfælde af overskyet vejr aflyses arrangementet.

Vi ses på Avnø 🙂

Email, RSS Follow

Hestehovedet

Udgivet den af

Da jeg kom hjem fra arbejdet onsdag d. 9. december, var det på forunderlig vis klart over Møn. Det usædvanlige vejrlig skulle selvfølgelig udnyttes på bedst vis, så teleskopet blev slæbt ud og jeg var klar til at gå på opdagelse i himmelrummet lidt over kl. 20. Glæden varede dog kun kort tid, for jeg havde ikke mere end fået mig sat bag teleskopet, før tykke og truende cirrusskyer viste sig på nordvesthimlen.

Dø og pine, efter at have vansmægtet i gråvejr, mudder og blæst i flere uger, ville jeg se lidt stjernelys. Så teleskopet blev rettet mod Cassiopeia, hvor planen var at kigge på nogle fjerne stjernehobe i den næste galaksearm. Først gik der lidt tid med at kigge efter IC59 og IC60, et par svage gaståger tæt på Gamma Cassiopeia. Gastågerne var ikke at se, men det var de striber af cirrusskyer, som prøvende blev sendt henover stjernehimlen. På forunderligvis, gik cirrusskyerne i opløsning, så jeg gik videre på jagt efter stjernehobene. Stjernehobene, tre stk., blev fundet, samtidig med at cirrusskyerne på ny tyknes. Så det var ikke det bedst kig jeg fik af dem.

Skitse af IC 434, en svagt lysende gaståge hvor Hestehovedtågen stikker ind over IC 434 som en mørk silhuet. den mørke bugt

Skitse af IC 434, en svagt lysende gaståge.  Hestehovedtågen (B33) stikker ind over IC 434 som en mørk silhuet. B33 er den mørke bugt midt på skitsen. Øverst til venstre er NGC 2023.

Klokken nærmere sig nu 22 og en stor del af stjernehimlen var nu fedtet ind i cirrusskyer, så det var på tide at pakke sammen. Jeg skulle dog lige have et kig på Oriontågen, her var cirrusskyerne endnu ikke nået over.

Oriontågen var flot og ”Fish mouth” var helt tydelig, ja faktisk burde hele den centrale del af Oriontågen omdøbes til ”Fish Head”, for det lignede det! Videre gik det til Alnitak, stjernen yderst til venstre i Orions bælte. Her er der også en fin gaståge NGC 2024, ganske tæt på den klare stjerne, så gastågen drukner lidt i lyset fra stjernen. Men NGC 2024 var tydelig og den mørke støvsky der dele tågen i to-tre klumper var tydelig.

Syd for Alnitak finder vi en svag gaståge IC 434, tågen er så svag at den for sig selv er temmelig uinteressant. Nej, det der gør IC 434 spændende, er at den fungerer som baggrund for en mørk tåge, Barnard 33, bedre kendt som Hestehovedtågen, fordi det er det tågen ligner. Fordi IC 434 er så fordømt svagt er Hestehovedtågen bedst kendt fra fotos. Folk med store teleskoper og tit med hjælp af filtre har dog set Hestehovedtågen visuelt. Lidt roderi på internettet har i tidens løb bragt spredte beretninger frem, af folk som har set Hestehovedtågen i mindre teleskoper, helt ned til 8” eller 203 mm i spejldiameter og meget få tilfælde endnu mindre teleskoper.

Velvidende dette og med et par mislykkes forsøg i baghovedet, først med mit ”kæmpe” 60 mm begynderteleskop tilbage i sidste halvdel af 80’erne og senere endnu med min 152 mm Schmidt-Newton, svingede jeg nu Mewlon’en ned syd for Alnitak. Intet at se! Og dog! Bevægede jeg teleskopet fra side til side, så kunne jeg faktisk se en meget svagt lysende tåget stribe, som var relativ skarp på østsiden og diffus mod vest. Tilmed var denne svage, svage stribe af lys placeret på det rigtige sted blandt stjernerne. Holy smoke – IC 434!

Okay, når jeg kan se IC 434, så må jeg også kunne se Hestehovedtågen. Men hvor hestehovedet var på denne tåget stribe af lys, det havde jeg glemt. Jeg kunne dog huske at Hestehovedet var tæt på NGC 2023, som var tydelig. Placerede nu synsfeltet så den skarpe side af IC 434 løb ned gennem midten af synsfeltet og NGC 2023 ude i kanten. Forøgede også forstørrelsen en smule til 86x, det gør det nemmere at detekter lavkontrast detaljer. Sad nu og kiggede på den svage stribe af lys i lang tid, intet at se.

Efter en rum tid, dukkede der i flimrende glimt en mørk plamage op midt i synsfeltet. En mørk plamage som strakte sig ind foran IC 434, ja faktisk virkede plamagen i nogle af glimtene til at starte lidt øst for den ”skarpe” østkant af IC 434. Det måtte være Hestehovedtågen, andet kunne det ikke være!

En skitse blev kradset ned, for senere at kunne sammenlignes med et foto. Mens jeg skitserede, så jeg mange gange i okularet, og hver gang var Hestehovedtågen lidt nemmere at se, så da jeg henved 22.30 pakkede teleskopet ned, var jeg allerede sikker på, at det var Hestehovedtågen som jeg havde set. Hvilket sammenligningen mellem skitse og foto også bekræftede!

At se Hestehovedtågen er faktisk lidt af et antiklimaks. For lige siden jeg så et billede af tågen første gang, tilbage i midten af 1980’erne, har jeg betragtet Hestehovedtågen som et af de ultimative trofæer indenfor visuel astronomi. Nu har jeg set tågen i et teleskop på ”sølle” 180 mm eller 7”, tilmed uden brug af filtre, så hvad nu?

Heldigvis er der så meget andet, flot, fascinerende og utroligt at kigge på blandt stjernerne, så den følelse vil hurtig forsvinde, om ikke andet så næste gang jeg kigger på Månen.

Email, RSS Follow

Tauriderne 2015 – Et sværmår?

Udgivet den af

Stjerneskudssværmen Tauriderne er allerede aktive, men perioden med de flest stjerneskud løber fra d. 1. til 10. november. Det er også i denne periode at chancen for at se et virkelig klart stjerneskud er størst. Månen vil i starten af perioden genere om aftenen, men fra d. 5. november kommer den aftagende måne først op efter midnat og vil ikke genere.

Find din farvekode på dette kort. Farvekoden bruger du i tabellen. Credit: P. Cinzano, F. Falchi (University of Padova), C. D. Elvidge (NOAA National Geophysical Data Center, Boulder). Copyright Royal Astronomical Society. Reproduced from the Monthly Notices of the RAS by permission of Blackwell Science.

Find din farvekode på dette kort. Farvekoden bruger du i tabellen. Credit: P. Cinzano, F. Falchi (University of Padova), C. D. Elvidge (NOAA National Geophysical Data Center, Boulder). Copyright Royal Astronomical Society. Reproduced from the Monthly Notices of the RAS by permission of Blackwell Science.

Tauriderne er en spøjs stjerneskudsværm. For partiklerne i sværmen menes at stamme fra en stor kometkerne der brød op i mindre stykker for 20.000 til 30.000 år siden. En af de bedst kendte brokker der er tilbage af den store komet er komet Encke, som er den komet der har den korteste omløbstid. Kun 3,3 år bruger Encke på en tur rundt om solen og ud til Jupiter. Udover komet Encke har man fundet tre til fire andre kometer / asteroider, som man mener stammer fra den store komet. Og så er der alt gruset og støvet der udgør stjerneskudssværmen Tauriderne.

Hvor mange Taurider kan du forvente at se? Find din farvekode fra kortet, i tabellen. Tallene udfor farvekoden, vil være det antal stjerneskud du kan forvente at se, med den lysforurening du har i lokalområdet.

Hvor mange Taurider kan du forvente at se? Find din farvekode fra kortet, i tabellen. Tallene udfor farvekoden, vil være det antal stjerneskud du kan forvente at se, med den lysforurening du har i lokalområdet.

Fordi Tauriderne har cirklet i solsystemet i så mange år, har tyngdekraftspåvirkningerne fra de andre planeter sorteret støvet, så de større partikler er blevet koncentreret i nogle områder af sværmen, så at sige sværme i sværmen. Disse koncentrationer af større partikler giver anledning til forøget aktivitet, d.v.s. op til 50% flere stjerneskud end normalt. Her i blandt flere klare stjerneskud. I 1998 og 2005 var der forud for Tauriderne forudsat forøget aktivitet, hvilket observationer bekræftede. Sådanne år med forøget aktivitet kaldes også for sværmår. Næste gode sværmår er forudsagt til i år – 2015.

Det lyder jo forjættende!! Og visse medier vil med sikkerhed også bruge store ord om dette, såsom storm – SUK!

Rolig nu! Her er et par kedelige fakta til at skyde de store tomme ord ned med:

Tauriderne ikke er den mest aktive sværm, så en 50% højere aktivitet bliver ”kun” til en ZHR på ca. 15. Husk at ZHR er det teoretiske antal stjerneskud du kan se fra et perfekt sted . Og udtrykket ”Her i blandt flere klare stjerneskud” dækker over cirka et meget klart stjerneskud (mindst lige så klar som Venus), pr. nat.

Det lyder… suk… kedeligt. Til trods for dette synes jeg faktisk at Tauriderne er en hyggelig og flot stjerneskudssværm. Stjerneskud fra sværmen er synlig fra cirka kl. 19 og hele natten. Bedst er tidsrummet mellem kl. 23 og 1. Stjerneskuddene er langsomme. Selvom at der måske kun er et enkelt meget klart stjerneskud pr. nat, så er der alligevel mange andre klare stjerneskud fra sværmen, som kan give et gib i en, når de pludselig dukker op og langsomt trækker deres lysende spor mellem stjernerne.

Ligesom alle andre stjerneskudssværme, så dukker Tauriderne op overalt på himlen, så der er ikke nogen bestemt retning du skal kigge i. Du skal blot være tålmodig, klæd dig varmt på og gøre det lidt mageligt, gerne med en liggestol, en havestol eller noget helt tredje, så du ikke skal stå og knække nakken.

Go’ fornøjelse.

 

P.S. Vi skal tilbage til 1954 for at finde tilsvarende forhold for Jordens passage igennem sværmen og de få “data” fra dengang jeg har kunnet finde online, kan koges til, at der var mange meget klare stjerneskud. Desværre ikke nogen antal.

Så måske bliver der mere end et meget klart stjerneskud pr. nat? Måske bliver ZHR på 20 eller 25? Der er kun en måde at finde ud af det på og det er ved at være ude og kigge.

Email, RSS Follow