Af ren nysgerrighed prøvede jeg her ved årsskiftet at sætte min ”mørkemåler” op og måle mørket mens året skiftede. Jeg havde ikke forventet at se den store variation, men årsskiftet er meget tydelig i målingen.
Målingen viser at fyrværkeriet ved årsskiftet kommer i to bølger. Den først bølge starter mellem kl. 00.05 og 00.08. Jeg vil gætte på, at det er alle de som har set rådhusklokkerne slå nytåret ind på TV’et, som på dette tidspunkt er nået ud og har tændt deres fyrværkeri.
En lige så stor eller en anelse større lysstigning sker igen ca. 00.15. Denne bølge er alle os, som lige skal synge og brumme med på “Vær velkomme, Herrens år” og ”Kong Christian stod ved højen mast”, som kl. 00.15 er nået udenfor med vores nytårskrudt og champagne.
7-10 minutter senere begynder baggrundslyset at falde kraftigt og kl. 00.30 er størstedelen af krudtet brændt af.
Sjovt at kunne se den danske befolknings vaner på denne måde!
Godt Nytår til alle læsere af grib-stjernerne.dk!