Stjerner om dagen

I går var jeg tidlig hjemme, da jeg havde et møde på Møn. Det gav mig lejlighed til at forberede mig lidt til Kulinarisk Rosenfeldt, ved at sætte teleskopet op fra “scratch” og finde Venus ved hjælp af teleskopmonteringens kredse. Præcis som jeg gjorde i lørdags.

Venus var hurtigt fundet. Så det tegner godt for Kulinarisk Rosenfeldt på søndag!

Efter at have fundet Venus brugte jeg en time eller to på at kigge efter de svage skystrukturer som jeg havde spottet i lørdags. En sjælden gang i mellem holdt lufturoen en pause og i de få splitsekunder lykkes det mig at spotte skystrukturerne igen.

En skitse af Arcturus, som set i mit 80 mm Vixen teleskop ved 120x. Jeg fandt Arcturus i går d. 28. august kl. 17.25 cirka 2 timer, 50 minutter før solnedgangen.

Efter at have stirret på en masse lufturo i over en time, trængte jeg til at se noget andet. F.eks. en stjerne. Ja du kan faktisk se de klare stjerner om dagen!

Det sværeste ved at se stjerner om dagen er at finde dem! Stjernernes lys er normalt overvældet af lyset fra den blå himmel, men ved at kigge efter de klareste stjerner og bruge relativ høj forstørrelse, er det faktisk muligt at se nogle stjerner, selv midt på dagen.

Nå, men den klarste stjerne som stod belejligt højt på himmelen i går eftermiddag, var Arcturus i Bootes – Bjørnevogteren.

Efter at have fundet Arcturus’s koordinater startede jeg ud ved solen. Indstillede kredsene på monteringen og svingede teleskopet over på Arcturus’s koordinater – Ingenting. Søgte lidt rundt, men fandt ikke noget.

Tilbage til solen og starte forfra. Svingede teleskopet over hvor Arcturus skulle være og Bingo! Der ved 48x forstørrelse var en lille gullig bleg stjerne på en lyseblå himmel.

Efter at have skiftet til en højere forstørrelse på 120x, stod Arcturus klar og tydelig gullig-orange i okularet på en blå himmelbaggrund. Et smuk og spøjst syn! Jeg kunne se den første diffraktionsring ved 120x, synligheden af ringen varierede dog meget sammen med lufturoen.

En herlig oplevelse at se en stjerne om dagen, som jeg kan anbefale andre at prøve.

 

P.S. Arcturus er den klare gullig-orange stjerne du kan se på vesthimlen her i august og september, ca. 1½ time efter solnedgang.