Så er vi nået til årets sidste store stjerneskudssværm, Geminiderne.
Geminiderne har maksimum på søndag omkring middag, vi vil derfor opleve natten mellem lørdag og søndag og natten søndag og mandag som værende lige gode, med op til 90 stjerneskud i timen fra de mørkest steder i Danmark.
Geminiderne er en familievenlig stjerneskudssværm, for den er aktiv allerede efter kl. 18 og bliver blot bedre frem til kl. 2, hvor radianten står højest på himlen. Børnene kan derfor også være med.
Månen som er tæt på sidste kvarter, den vil derfor genere en lille smule med sit lys. Lørdag kommer Månen op omkring kl. 23.40 vi har derfor 3-4 gode mørke timer om aftenen til at kigge stjerneskud. Søndag når at blive til mandag inden månen kommer op omkring kl. 00.30, så her er en time mere at kigge i.
Der er ikke nogen bestemt retning du skal kigge i for at se stjerneskud, de kommer over hele himlen. I aftentimerne vil jeg dog vælge at fiksere mit blik i retningen syd eller nord og cirka 45 grader over horisonten, det vil give marginalt flere stjernskud i synsfeltet end i andre retninger.
Husk når du er derude i natten:
At tage masser af varmt tøj på, inklusiv vanter og hue.
Vælg en synsretning, hvor du ikke er generet at gadelamper og andre lyskilder i dit synsfelt.
Og endelig at være afslappet når du kigger, så brug en liggestol, et tykt liggeunderlag eller til nød en havestol til at gøre det lidt behageligt at kigge op ad i lang tid.
God fornøjelse!