Sådan finder du komet Lovejoy – Opdateret

Komet Lovejoy har flyttet sig siden jeg skrev om hvordan du finder kometen.

Søgekort til komet Lovejoy i dagene 28. januar til 3. februar 2015. Print kortet ud og tag det med ud under stjernerne, når du vil finde kometen. Klik på kortet for at åbne en pdf-version.

Det er nu blevet tid til en opdatering af opdateringen om hvordan du finder kometen. Den beskrevne metode passer bedst indenfor en time af kl. 20 i dagene 28. januar til 3. februar. For at gøre det hele vanskeligere, så nærmere Månen sig fuldmåne. Så brugen af en håndkikkert er nu påkrævet for at se komet Lovejoy, på den stadig lysere himmel.

Lovejoy har nu flyttet sig et godt stykke væk fra Syvstjernen, hvilket gør turen blandt stjernerne til den mere spændende! (Lykkes det at finde kometen?)

Komet Lovjoy d. 17. januar. Halen er meget lang på billedet, i håndkikkerten, ser du i bedste fald en meget svag hale på 2-3 grader, uden farver. Billedet er taget fra Møn.

Det er nu tid til at tage den rigtige stjernehop-metode i brug! Kan du først metoden, så er det ikke så svært at finde rundt på stjernehimlen, men det tage lidt øvelse.

Udgangspunktet er stadig Syvstjernen (1) på kortet og cirklerne på kortet viser cirka synsfeltet i en almindelig håndkikkert.

Centre håndkikkertens synsfelt på Syvstjernen og løft det nu cirka 1½ synsfelt, så vil der dukke en flad trekant af to relative klare og en lidt svagere stjerne op (2). Centre synsfeltet på trekanten.

Flyt nu synsfeltet stille og roligt vandret mod højre, efter lidt mere end et synsfelt vil der dukke en misformet rombe af fire svage stjerner og en femte, som en lille hale, op (3). Så er du på rette vej!

Forsæt stille og roligt mod højre. Efter cirka endnu to synsfelter dukker der en større rombe af fire stjerner op (4). Placere denne rombe til venstre i synsfeltet, så skulle der gerne være en lille bue af fire stjerner synlige lidt til højre for midten af synsfeltet (5).

Nu er du meget tæt på kometen!

Centrer du på (5) i dagene 28. – 30. vil kometen være synlig som en tåget plet nederst eller i højre side af synsfeltet.

Efter d. 30. januar skal du centre på (5) og forsætte lidt mod højre, så vil kometen dukke op i synsfeltet.

Når du til en klare stjerne som danner en spids trekant (6), så er du kommet for langt. Men (6) er også et udmærket udgangspunkt til at finde kometen fra. Så kender du i forvejen Beta Andromeda, så tag udgangspunkt i denne stjerne og bevæg håndkikkertens synsfelt 1-1½ synsfelt mod venstre, så vil kometen dukke op.

Husk at printe kortet ud og tage det med ud under stjernerne, så du hele tiden kan tjekke på stjernekortet hvor du er blandt stjernerne.

Hvis du farer vild blandt stjernerne på vejen til komet Lovejoy, så gå tilbage til udgangspunkt og start igen. Tålmodigheden lønner sig!

 

 

Lovejoys hale slår Tyren i ansigtet

Jeg var lidt desperat i aften efter at få et godt billede af komet Lovejoy, for vejret har været lidt drilsk har nede på Møn de sidste mange dage.

Komet Lovejoy d. 14. januar. Kometens hale når hele vejen til Tyren ansigt, en strækning på ca. 11 grader. Cirrusskyerne har på en meget effektfuld måde fået de klare stjerner til at blive store og farvefulde.

Nå, men til trods for en hel del høje cirrusskyer, rester af nogle byger over Tyskland, lykkes det mig at tage 9 billeder. De er nu behandlet i computeren og resultatet er et billede af komet Lovejoy som slår Tyren i ansigtet med sin hale.

På billedet strækker halen sig over 11 grader, visuelt i håndkikkerten var jeg i tvivl, om jeg overhovedet kunne se halen p.g.a. af cirrusskyerne. Men halen er der, for igår d. 13. så jeg halen i håndkikkerten, dens længde var her i ca. 3,5 grader. Svag, men en tydelig diffus stribe.

 

Komet Lovejoys hale

Onsdag d. 7. var det klart da jeg kom hjem fra arbejd. Selvom at mine øjne, efter at have stirret ud i lyskeglerne fra bilens lygter, ikke var ordentlig mørketilvænnet, kunne jeg ikke lade være med at kiggede efter komet Lovejoy, straks jeg steg ud af bilen. Og kometen var synlig med det blotte øje! Som en svag ulden stjerne. Ikke imponerende klar, men så tydelige at der ikke var noget at tage fejl af.

I håndkikkerten, som jeg hentede kort efter, var kometens koma imponerende stor, 20-25 bueminutter, altså lidt mindre end månens diameter. Klarheden vurderede jeg til cirka 5,3, men den kan godt have været klarere.

Komet C/2014 Q2 Lovejoy d. 8. januar 2015. Halen er tydelig som en svag blålig stribe i retningen "kl. 10". Længden er mindst 5 grader. Visuelt kunne halen også skimtes, men her var den noget kortere, cirka 1,5 grad.

Månen var ikke nået op over horisonten da jeg så kometen, så det tegner godt for de næste uger, hvor månen ikke vil genere med sit lys.

Kort efter min observation kom aftens skyer.

Torsdag d. 8. klarede det op sidst på aftenen. Det gav mig lejlighed til igen at tage et kig på komet Lovejoy med håndkikkerten og nu havde jeg også kameraet med.

Visuelt, så kunne jeg svagt skimte kometen med det blotte øje, ikke så tydelige som dagens før, men det skyldtes månen som i modsætning til dagen før, hang højt på østhimlen som en fed aftagende måne. I håndkikkerten var kometens hoved stor og klar. Ganske svagt kunne jeg skimte en hale, som en kort forlængelse i retningen “kl. 10”. Halen havde en længde på cirka 1,5 grader i håndkikkerten.

Med kameraet på et almindelig fotostativ tog jeg en serie billeder, som jeg efterfølgende har behandlet i IRIS, et gratis program til behandling af astrobilleder. På billedet er halen tydelig og har en længde på mindst 5 grader, noget længere end i håndkikkerten.

Det bliver spændende at se hvor lange halen er uden månelys i de kommende uger.