Over kanten og ned i tidsafgrunden – i faldskærm

Aftenen d. 5. januar 2019 var smuk. Ingen vind, køligt og klart, med undtagelse af nogle lurende skybanker i nordøst. Og så var der en natugle i godt humør, den nåede rundt til alle nabolagets trætoppe inden aftenen var omme.

Jeg havde stillet det store teleskop op, for at finde og se en quasar, så ufattelig langt væk, at det er som at stirre ned i en svimlende tidsafgrund. Andromeda’s faldskærm, en fire-linset quasar i en afstand af 10.900.000.000 lysår, var aftenens primære objekt.

Quasaren er et rumfatamogana og består af fire billeder af den samme quasar, linsen er en galakse kun et par milliader lysår fra os, som med sin tyngdekraft bøjer rummet, så lyset fra quasaren bliver forstærket og danner fire billeder af den samme quasar, set her fra Jorden. De fire billeder benævnes A, B, C og D, fra den klarest til den svagest.

Startede mit stjernehop fra Gamme Andromeda, med søgekortet var det nemt at finde det rigtige område, hvor to stjerner i en skæv firkant peger på en mag. 12-stjerne tæt på quasaren.

Digital skitse af den fire-linset quasar “Andromedas faldskærm” og de få stjerner, der er synlige i det mikroskopiske synsfelt, som et Supermonocentrisk okular giver ved 726x. På grund af seeing, så jeg stjernerne og quasaren som diffuse skiver. Kun A & B komponenterne blev observeret

 

Ved 73x var mag. 12-stjernen nem at se, en svag stjerne tæt på den var også synlig, men quasaren sås ikke med sikkerhed. Skifte forstørrelse til 363x, nu var quasaren nemt synlig, kunne fastholde den konstant ved indirekte syn, overraskende klar. Med 363x sås quasaren tydeligt som en lidt aflang stjerne, i forhold til andre stjerner i synsfeltet. Prøvede også højere forstørrelser, 498x, 726x og vanvittige 996x, ved alle forstørrelser, var quasaren synlig som en aflang stjerne.

I nogle meget korte øjeblikke, hvor seeingen spillede med, sås ved 498x to stellare prikker i den aflange ”stjerne”, A og B komponenten i rumfatamorganaet. C komponenten så jeg ikke, men den kunne nemt være gemt i seeingen, dug og dis. D var for svag til at spotte, selv i et 20″ teleskop.

Føles 10.900.000.000 år gamle fotoner anderledes, når de rammer øjets retina, end yngre fotoner? Nja… egentlig ikke, men de tanker som fotonerne sætter i gang… De skal først tænkes når man er kravlet ned fra observationsstigen!! Svimlende!

De fotoner som ramte mit øje, blev sendt af sted længe før solen og solsystemet blev dannet! Ja faktisk kunne solsystemet være opstår og gået til i den tid der er forløbet mens fotonerne har været undervejs!

For at gøre afstanden endnu mere uforstålig, så har universet udvidet sig mens fotoerne har været undervejs, så afstanden, her og nu, til quasaren er faktisk 19.000.000.000 lysår.

Nu kan man jo så begynde at filosofere over, at de få fotoner, af mig som kigger tilbage på Andromeda’s faldskærm, hvor længe vil de være om at nå frem….? Helt sikkert meget, meget længere end 19.000.000.000 år.

Det er så her at jeg vågner af tankespinnet og opdager at jeg er faldet udover kanten til tidsafgrunden… uden faldskærm.

Utrolig at to svage stjerner kan sætte så mange tanker i gang. Tanker som er svære at forstå, men som også åbner ens øjne og sind for at forstå hvor utrolig Universet er. Det er til at blive meget ydmyg, svimmel, en smule skræmt, glad og trist af, på en gang. Glad for at leve i en tid, hvor vi kan opdage, se og forstå, hvor utrolig universet vi lever i er. Trist fordi vi ikke passer bedre på vores planet og nattemørket, så alle kan mærke suset af at kigge ned i tidsafgrunden.

En smuk septembermorgen

I morges da jeg stod op, blev jeg mødt af et smukt syn i vinduet.

Venus, Månen og Regulus over morgentågen d. 18. september.

Venus og Månens tynde segl lyste smukt gennem morgentågen. Soveværelsesvinduet blev hurtigt skiftet ud med en tur ud i haven, hvor en pragtfuld stille og kølig septembermorgen mødte mig.

Venus, Månen og Regulus. Regulus er stjernen til venstre og tæt på Månen. Synet i håndkikkerten lignede dette foto taget med en 200mm telelinse.

Det blev til et par snapshots af trioen, for faktisk står Månen ganske tæt på den klare stjerne Regulus – Løvens hjerte. Regulus kunne skimtes med det blotte øje, men synet var meget bedre og flottere i håndkikkerten.

Næste gang Venus og Månen står tæt sammen er om morgen d. 18. oktober.

 

 

Venus som morgen- og aftenstjerne II

Kan du spotte Venus? Et tip, den er i venstre billedehalvdel. "Bjergkæden" i baggrunden af billedet er Høje Møn, hvor en del af International Dark Sky Park Møn og Nyord ligger.

Kan du spotte Venus? Et tip, den er i venstre billedehalvdel. “Bjergkæden” i baggrunden af billedet er Høje Møn, hvor en del af International Dark Sky Park Møn og Nyord ligger.

Som jeg skrev om i forrige indlæg, så kan Venus i disse dage ses som både aften- og morgenstjerne. Morgen d. 21. marts var klar på Møn og jeg benyttede derfor chancen for at kigge efter Venus på morgenhimlen.

Planeten var ikke nemt at find, nok mest fordi den var længere mod nord end jeg kiggede, første da jeg skannede horisonten med håndkikkerten dukkede Venus op. Efterfølgende, da jeg vidste hvor jeg skulle kigge, var planeten nem nok at spotte med det blotte øje.

Et zoom fra det store billede, her er Venus nemmere at finde.

Et zoom fra det store billede, her er Venus nemmere at finde. Venus er prikken midt i og ca. 3/4 over bunden af billede.

Kl. 5:45, det tidspunkt hvor jeg fandt Venus, finder du Venus 2 3/4 grader over horisonten i kompasretning 74 grader.

Nu krydser jeg fingre for at det klare vejr holder til i aften, hvor Venus kl. 19:00 vil være at finde 4 grader over horisonten i kompasretning 283 grader.

….Senere på dagen

Venus om aftenen d. 21. marts 2017. Planeten var nem at se med det blotte øje.

Venus om aftenen d. 21. marts 2017. Planeten var nem at se med det blotte øje. Venus er midt i billedet.

Dagen gik og det blev aften, heldigvis forblev vejret klart. Kl. 19:00 var jeg ude for at kigge efter Venus igen, men nu som aftenstjerne. Venus var nem at se. Så snart jeg var forbi det sidste træ på grunden, så jeg Venus klar og tydelig, nogle få grader over vesthorisonten. Således med cirka 13 timers mellemrum og indenfor det samme døgn, har jeg set Venus både som morgen- og aftenstjerne.