En passende undertitle til dette indlæg kunne være – Hvor lidt skal der til, for en positiv observation?

Mange amatørastronomer stifter bekendtskab med Messierobjekterne, når de begynder at observere deep-sky, et begreb som dækker over galakser, gaståger og andet godt, langt udenfor solsystemet. Listen som Charles Messier stykkede sammen i den sidste halvdel af 1700-tallet, indeholder mange af de klareste og flotteste deep-sky objekter og er derfor et godt sted at begynde ens eventyr ud i universet.

Fra Danmark er vi dog lidt begrænset af at seks til syv af objekterne ligger meget langt nede på himlen og er derfor svære eller umulige at se for rigtig mange, da objekterne kræver en fri sydhorisont uden træer, huse eller lysforurening. Jeg har længe haft et lille projekt med at se så mange Messier-objekter fra Danmark som muligt og der mangler kun nogle få, som alle er langt nede på himlen. To af dem M6 og M7 er bedst at se her i de første dage af juni.

Klart vejr mod syd, til langt ned i Tyskland. Vejret d. 31. maj til 1. juni var perfekt til at jage “umulige” Messier-objekter.

Den 31. maj tegnede vejret lovende. Det var klaret op i løbet af morgen og luften var klar og tør. Østersøens horisont som som en skarp, kontrastrig linje. Et kig på satellitbillederne viste da også, at det klare vejr uden Cirrusskyer eller andet “snavs” forsatte mindst 400 km ned i Tyskland. Så forholdene kunne næsten ikke være bedre.

Sent om natten eller tidligt om morgen d. 1. juni kulminerede M6 i syd lidt før kl. 2.

Jeg begyndte opsøgningen ca. 1:30 ved Epsilon Scorpius, en formodentlig klar stjerne som på dette tidspunkt stod en sølle grad over sydhorisonten. Stjernen kunne skimtes med det blotte øje og var nem i 10×50. I  mit gamle Vixen teleskopet var horisonten knap et synsfelt nedenfor Epsilon Scorpius, så jeg var rigtig langt nede på himlen. Fra Epsilon Scorpius, lavede jeg en famlende stjernehop, med opslaget i Uranometria som guide, mod øst og lidt opad på himlen. Så langt nede på himlen, er der langt mellem stjernerne, men utrolig nok, så lykkes det at holde styr på, hvor jeg var!

Teleskopet står næsten vandret i jagten på M6. Normalt peger den højere på himlen.

Pludselig dukkede der to relativt nemme stjerner i synsfeltet og lige øst for disse to, en trekant af lidt svagere stjerner. Kortet viste at stjernerne var et synsfelt stik vest for M6, nu blev det spændende, for ville der være noget at se?

Flyttede teleskopet det sidste synsfelt, der var en lille spredt gruppe af stjerner. Søgte videre mod øst, intet. Flyttede synsfeltet frem og tilbage nogle gange og besluttede så at denne “spredte” gruppe af 6-7 stjerner, som udgjorde den absolutte største koncentration af stjerner i området måtte være M6!

Min skitse af M6.

NASA foto af M6, de stjerner jeg observerede er markeret med en gul ring.

Ved 37½× var der 3 – 4 stjerner synligt, med 120× kunne jeg se 8 stjerner. Ikke noget imponerende antal. Naturligvis lavede jeg en skitse af synsfeltet, så jeg efter følgende kunne sammenligne med et foto. Skitsen hører ikke til blandt de mest imponerende i detaljerigdom eller skønhed, men det er nok et af de mest eksotiske objekter som jeg har observeret med mit gamle Vixen teleskop. M6 fra Danmark kun 2 grader over horisonten.

Efter at have observeret M6 forsøgte jeg at kigge på Jupiter, her opdagede jeg at linsen var dugget til, hvilket har dæmpede eller slugt lyset fra de svageste stjerner. Så hvis linsen har været dugfri, havde jeg set flere stjerner i M6 end de sølle otte.

De otte stjerner, betragter jeg som en positiv observation, fordi de mønstre jeg skitserede, matcher mønstrene på fotoet. Dette besvare også mit spørgsmål fra toppen, otte stjerner er nok.