Hestehovedet

Da jeg kom hjem fra arbejdet onsdag d. 9. december, var det på forunderlig vis klart over Møn. Det usædvanlige vejrlig skulle selvfølgelig udnyttes på bedst vis, så teleskopet blev slæbt ud og jeg var klar til at gå på opdagelse i himmelrummet lidt over kl. 20. Glæden varede dog kun kort tid, for jeg havde ikke mere end fået mig sat bag teleskopet, før tykke og truende cirrusskyer viste sig på nordvesthimlen.

Dø og pine, efter at have vansmægtet i gråvejr, mudder og blæst i flere uger, ville jeg se lidt stjernelys. Så teleskopet blev rettet mod Cassiopeia, hvor planen var at kigge på nogle fjerne stjernehobe i den næste galaksearm. Først gik der lidt tid med at kigge efter IC59 og IC60, et par svage gaståger tæt på Gamma Cassiopeia. Gastågerne var ikke at se, men det var de striber af cirrusskyer, som prøvende blev sendt henover stjernehimlen. På forunderligvis, gik cirrusskyerne i opløsning, så jeg gik videre på jagt efter stjernehobene. Stjernehobene, tre stk., blev fundet, samtidig med at cirrusskyerne på ny tyknes. Så det var ikke det bedst kig jeg fik af dem.

Skitse af IC 434, en svagt lysende gaståge hvor Hestehovedtågen stikker ind over IC 434 som en mørk silhuet.  den mørke bugt

Skitse af IC 434, en svagt lysende gaståge.  Hestehovedtågen (B33) stikker ind over IC 434 som en mørk silhuet. B33 er den mørke bugt midt på skitsen. Øverst til venstre er NGC 2023.

Klokken nærmere sig nu 22 og en stor del af stjernehimlen var nu fedtet ind i cirrusskyer, så det var på tide at pakke sammen. Jeg skulle dog lige have et kig på Oriontågen, her var cirrusskyerne endnu ikke nået over.

Oriontågen var flot og ”Fish mouth” var helt tydelig, ja faktisk burde hele den centrale del af Oriontågen omdøbes til ”Fish Head”, for det lignede det! Videre gik det til Alnitak, stjernen yderst til venstre i Orions bælte. Her er der også en fin gaståge NGC 2024, ganske tæt på den klare stjerne, så gastågen drukner lidt i lyset fra stjernen. Men NGC 2024 var tydelig og den mørke støvsky der dele tågen i to-tre klumper var tydelig.

Syd for Alnitak finder vi en svag gaståge IC 434, tågen er så svag at den for sig selv er temmelig uinteressant. Nej, det der gør IC 434 spændende, er at den fungerer som baggrund for en mørk tåge, Barnard 33, bedre kendt som Hestehovedtågen, fordi det er det tågen ligner. Fordi IC 434 er så fordømt svagt er Hestehovedtågen bedst kendt fra fotos. Folk med store teleskoper og tit med hjælp af filtre har dog set Hestehovedtågen visuelt. Lidt roderi på internettet har i tidens løb bragt spredte beretninger frem, af folk som har set Hestehovedtågen i mindre teleskoper, helt ned til 8” eller 203 mm i spejldiameter og meget få tilfælde endnu mindre teleskoper.

Velvidende dette og med et par mislykkes forsøg i baghovedet, først med mit ”kæmpe” 60 mm begynderteleskop tilbage i sidste halvdel af 80’erne og senere endnu med min 152 mm Schmidt-Newton, svingede jeg nu Mewlon’en ned syd for Alnitak. Intet at se! Og dog! Bevægede jeg teleskopet fra side til side, så kunne jeg faktisk se en meget svagt lysende tåget stribe, som var relativ skarp på østsiden og diffus mod vest. Tilmed var denne svage, svage stribe af lys placeret på det rigtige sted blandt stjernerne. Holy smoke – IC 434!

Okay, når jeg kan se IC 434, så må jeg også kunne se Hestehovedtågen. Men hvor hestehovedet var på denne tåget stribe af lys, det havde jeg glemt. Jeg kunne dog huske at Hestehovedet var tæt på NGC 2023, som var tydelig. Placerede nu synsfeltet så den skarpe side af IC 434 løb ned gennem midten af synsfeltet og NGC 2023 ude i kanten. Forøgede også forstørrelsen en smule til 86x, det gør det nemmere at detekter lavkontrast detaljer. Sad nu og kiggede på den svage stribe af lys i lang tid, intet at se.

Efter en rum tid, dukkede der i flimrende glimt en mørk plamage op midt i synsfeltet. En mørk plamage som strakte sig ind foran IC 434, ja faktisk virkede plamagen i nogle af glimtene til at starte lidt øst for den ”skarpe” østkant af IC 434. Det måtte være Hestehovedtågen, andet kunne det ikke være!

En skitse blev kradset ned, for senere at kunne sammenlignes med et foto. Mens jeg skitserede, så jeg mange gange i okularet, og hver gang var Hestehovedtågen lidt nemmere at se, så da jeg henved 22.30 pakkede teleskopet ned, var jeg allerede sikker på, at det var Hestehovedtågen som jeg havde set. Hvilket sammenligningen mellem skitse og foto også bekræftede!

At se Hestehovedtågen er faktisk lidt af et antiklimaks. For lige siden jeg så et billede af tågen første gang, tilbage i midten af 1980’erne, har jeg betragtet Hestehovedtågen som et af de ultimative trofæer indenfor visuel astronomi. Nu har jeg set tågen i et teleskop på ”sølle” 180 mm eller 7”, tilmed uden brug af filtre, så hvad nu?

Heldigvis er der så meget andet, flot, fascinerende og utroligt at kigge på blandt stjernerne, så den følelse vil hurtig forsvinde, om ikke andet så næste gang jeg kigger på Månen.

Blink blink

Den grønne linje viser banen for strejfokkultation af Aldebaran d. 21. april 2015. Nordfor linjen var det en normal okkultation, sydfor linjen en tæt passage. Som det ses af det venstre kort passere banen lige nordfor Sjælland. Det højre viser hvor banen passerede fast grund på Sjælland, Gilleleje havn.

Den grønne linje viser banen for strejfokkultation af Aldebaran d. 21. april 2015. Nordfor linjen var det en normal okkultation, sydfor linjen en tæt passage. Som det ses af det venstre kort passere banen lige nordfor Sjælland. Det højre viser hvor banen passerede fast grund på Sjælland, Gilleleje havn.

Hver aften og nat passere månen foran stjerner. For det meste er stjernerne svage, men en gang i mellem er de klare. Endnu sjældnere snitter månen lige akkurat den klare stjerne, så kun månens bjergtoppe dækker stjernen i nogle sekunder, det hedder en strejfokkultation.

En strejfokkultation er kun synligt fra et smalt landområde. D. 21. april havde vi en af disse strejfokkultationer. Tilmed en strejfokkultation af den klareste stjerne som Månen kan passere foran, nemlig Aldebaran. Området hvor strejfokkultation kunne ses, passerede henover Midtjylland og strejfede kun Sjælland i det allernordligste punkt – Gilleleje havn.

Herfra så vi strejfokkultationen af Aldebaran. Længere nordpå kan vi ikke komme på Sjælland.

Herfra så vi strejfokkultationen af Aldebaran. Længere nordpå kan vi ikke komme på Sjælland.

Det er en sjælden begivenhed at se en strejfokkultation af Aldebaran, hvis vejret samarbejdede, skulle denne ses!

D. 21. oprandt med en flot blå himmel og kl. 17 kørte jeg fra arbejdet i København med kursen nordpå. Jeg var fremme, kl. 18, i god tid til strejfokkultationen som skulle finde sted kl. 19.44.11. På www.astro-forum.dk var vi en lille gruppe, som planlagde at skulle se denne sjældne begivenhed fra Gilleleje havn og de fem andre dukkede nu løbende op over den næste time.

Teleskoperne var hurtigt stillet op og Månen og Aldebaran var begge hurtig fundet på den blå himmel. Nu var det blot at vente.

Nogle minutter før strejfokkultationen, satte jeg mig til okularet og begyndte at holde øje. Pludselig var Aldebaran væk og alle råbte op. Der gik nogle lange sekunder, så blinkede Aldebaran i et kort sekund gennem en dal på månen, så var stjernen væk igen og alle råbte endnu en gang. Der gik noget det føltes som lang tid, men det var reelt kun 15 sekunder, så tændtes stjernen igen. Åbenbart lyset Aldebaran nu ned til os gennem en bred dal, for der gik tæt på 30 sekunder før stjernen forsvandt igen. Nu gik der lang tid, faktisk viste tidsmålinger på de optagne videoer, at der gik 2 minutter før Aldebaran pludselige tændte igen. Denne gang forblev stjernen tændt, strejfokkultationen var over.

Det var en meget speciel oplevelse at se en strejfokkultation af Aldebaran, en begivenhed der ikke gentager sig fra dansk område de næste mange år. Med til at gøre oplevelse ekstra sjov var at opleve den sammen med andre amatørastronomer. Så tak til Niels, Michael, Henrik, Finn og frue for en hyggelig aften. Det skal prøves igen.

Note om videoen: Så er det den video som Niels Haagh optog gennem hans teleskop. Videoen afspilles i fem gange normale hastighed. Nielses video i normal hastighed finder du her: Grazing Occultation of Aldebaran

Komet Lovejoy d. 24. januar

På forunderligvis klarede det op over Møn i går aftes, så jeg var en tur ude med håndkikkerten og et kameraet, for at kigge på komet Lovejoy.

Komet Lovejoy d. 24. janaur 2015 fra Møn. Billedet er en stak af 15 billeder, hvert billede med en eksponeringstid på 3 minutter. Linsen var en 200mm f:4 telelinse. Linse og kamera fulgte stjernerne ved hjælp af en ækvatorialmontering.

Kometen var synlig med det blotte øje som en ulden stjerne, måske lidt svagere end tidligere på måneden, men det er kun en mavefornemmelse, for jeg lavede ingen estimat af dens størrelsesklasse. I håndkikkerten var det lidt mere interessant for her havde den ulden stjerne en tydelige grønlig kulør og en svag hale strakte sig ud fra kometens hoved. Halens kunne følges over det halv synsfelt i håndkikkerten, det vil sige at halens længde var ca. 3,5 grader (7 fuldmånediametre). På billedet kunne jeg følge det stykke som strækker sig fra kometens hoved til den første klare stjerne i kometens hale.

Mens jeg kiggede på kometen i håndkikkerten, tog kameraet billeder, ført af en ækvatorialmontering. Ialt 15 billeder, som jeg i løbet af i dag har fået stakket og behandlet i PC’en. Det blev til billedet her i indlægget. Stjernerne er trukket ud til korte streger, da billederne er stakket på kometen.

Herligt med en klar komet!