Kategoriarkiv: Under stjernerne – Med kikkert

Beretninger fra natten med et teleskop eller prismekikkert (håndkikkert). Det gennemgående tema vil være visuel astronomi, kort sagt – Universet set gennem et teleskop med mine øjne.

Over kanten og ned i tidsafgrunden – i faldskærm

Udgivet den af

Aftenen d. 5. januar 2019 var smuk. Ingen vind, køligt og klart, med undtagelse af nogle lurende skybanker i nordøst. Og så var der en natugle i godt humør, den nåede rundt til alle nabolagets trætoppe inden aftenen var omme.

Jeg havde stillet det store teleskop op, for at finde og se en quasar, så ufattelig langt væk, at det er som at stirre ned i en svimlende tidsafgrund. Andromeda’s faldskærm, en fire-linset quasar i en afstand af 10.900.000.000 lysår, var aftenens primære objekt.

Quasaren er et rumfatamogana og består af fire billeder af den samme quasar, linsen er en galakse kun et par milliader lysår fra os, som med sin tyngdekraft bøjer rummet, så lyset fra quasaren bliver forstærket og danner fire billeder af den samme quasar, set her fra Jorden. De fire billeder benævnes A, B, C og D, fra den klarest til den svagest.

Startede mit stjernehop fra Gamme Andromeda, med søgekortet var det nemt at finde det rigtige område, hvor to stjerner i en skæv firkant peger på en mag. 12-stjerne tæt på quasaren.

Digital skitse af den fire-linset quasar “Andromedas faldskærm” og de få stjerner, der er synlige i det mikroskopiske synsfelt, som et Supermonocentrisk okular giver ved 726x. På grund af seeing, så jeg stjernerne og quasaren som diffuse skiver. Kun A & B komponenterne blev observeret

 

Ved 73x var mag. 12-stjernen nem at se, en svag stjerne tæt på den var også synlig, men quasaren sås ikke med sikkerhed. Skifte forstørrelse til 363x, nu var quasaren nemt synlig, kunne fastholde den konstant ved indirekte syn, overraskende klar. Med 363x sås quasaren tydeligt som en lidt aflang stjerne, i forhold til andre stjerner i synsfeltet. Prøvede også højere forstørrelser, 498x, 726x og vanvittige 996x, ved alle forstørrelser, var quasaren synlig som en aflang stjerne.

I nogle meget korte øjeblikke, hvor seeingen spillede med, sås ved 498x to stellare prikker i den aflange ”stjerne”, A og B komponenten i rumfatamorganaet. C komponenten så jeg ikke, men den kunne nemt være gemt i seeingen, dug og dis. D var for svag til at spotte, selv i et 20″ teleskop.

Føles 10.900.000.000 år gamle fotoner anderledes, når de rammer øjets retina, end yngre fotoner? Nja… egentlig ikke, men de tanker som fotonerne sætter i gang… De skal først tænkes når man er kravlet ned fra observationsstigen!! Svimlende!

De fotoner som ramte mit øje, blev sendt af sted længe før solen og solsystemet blev dannet! Ja faktisk kunne solsystemet være opstår og gået til i den tid der er forløbet mens fotonerne har været undervejs!

For at gøre afstanden endnu mere uforstålig, så har universet udvidet sig mens fotoerne har været undervejs, så afstanden, her og nu, til quasaren er faktisk 19.000.000.000 lysår.

Nu kan man jo så begynde at filosofere over, at de få fotoner, af mig som kigger tilbage på Andromeda’s faldskærm, hvor længe vil de være om at nå frem….? Helt sikkert meget, meget længere end 19.000.000.000 år.

Det er så her at jeg vågner af tankespinnet og opdager at jeg er faldet udover kanten til tidsafgrunden… uden faldskærm.

Utrolig at to svage stjerner kan sætte så mange tanker i gang. Tanker som er svære at forstå, men som også åbner ens øjne og sind for at forstå hvor utrolig Universet er. Det er til at blive meget ydmyg, svimmel, en smule skræmt, glad og trist af, på en gang. Glad for at leve i en tid, hvor vi kan opdage, se og forstå, hvor utrolig universet vi lever i er. Trist fordi vi ikke passer bedre på vores planet og nattemørket, så alle kan mærke suset af at kigge ned i tidsafgrunden.

Venus som aften- og morgenstjerne

Udgivet den af
Venus_web

Venus lyser lavet på himlen som aftenstjernen, den 18. marts 2017. Da billedet blev taget stod Venus 3 grader over horisonten og var nem at se, da himlen var fri for dis.

Venus har det sidste 3/4 år, lyst smukt på aftenhimlen som Aftenstjernen, om få dage er dette dog ovre, da Venus overhaler Jorden og dermed bevæger sig over på morgenhimlen, som Morgenstjernen.

I år er denne overgang lidt speciel, for i en kort periode på cirka en uge, kan du opleve Venus både som Aften- og Morgenstjerne. Hvert 8. år står Venus placeret,således at vi kan opleve dette fænomen.

Tabellen viser op- og nedgangstiderne for solen og Venus, i de kommende 9 døgn. Tabellen er udregnet for Møn, så tiderne vil være lidt anderledes i andre dele af landet.

I tabellen til højre finder du op- og nedgangstiderne for solen og Venus. De bedste datoer og tider er markeret med orange. Venus er synlig på morgenhimlen cirka 45-50 minutter før solen i kompasretningen 82 grader (d.v.s. cirka øst) . Planeten er synlig på aftenhimlen 45 minutter til 1½ time efter solnedgangen i kompasretningen 278 grader (d.v.s. cirka vest).

Sidste gang dette fænomen var synlig havde jeg fornøjelsen at se det. Det kræver en lav, horisont, hvor der er mindst 500 meter til nærmeste træer / huse. Og, så meget klart vejr uden dis og skyer. Lidt efter at Venus er kommet op om morgen kan du begynde at kigge efter den lavt over horisonten. En håndkikkert hjælper meget, men har du almindelig syn, så vil du også være i stand til at se Venus med det blotte øje. Husk at stoppe før solen kommer op!

Om aftenen begynder du at kigge efter Venus, så snart solen er gået ned. Venus står ved solnedgang cirka 8 grader over horisonten. Venter du til 20-30 minutter efter solnedgang, vil Venus være nemmere at se, men måske også længere nede i disen.

God fornøjelse!

 

Venus og Jupiter

Udgivet den af

I søndags d. 28. passerede Venus og Jupiter tæt forbi hinanden på himlen. Tættest (ca. 4 buemintter) var de på hinanden kl. 00.30 CEST, men set fra Danmark, var de forlængst gået ned på det tidspunkt. Fra Danmark var det bedst kig lørdag d. 27. frem til de to planeter gik ned omkring kl. 20.50.

Digital skitse af Venus og Jupiter blandt Cirrusskyer, d. 27. august ca. kl. 20:15. Venus er den hvide prik til venstre og Jupiter den mere uldne blågrå plet til højre. Observationen skete med et zenitprisme, så højre/venstre er byttet om i forhold til uden teleskop.

Digital skitse af Venus og Jupiter blandt Cirrusskyer, d. 27. august ca. kl. 20:15. Venus er den hvide prik til venstre og Jupiter den mere uldne blågrå plet til højre. Observationen skete med et zenitprisme, så højre/venstre er byttet om i forhold til uden teleskop.

Jeg var i sommerhus ved Storebælt, men havde dog taget et lille teleskop og et solidt fotostativ med. Lørdag oprandt med flot blå himmel, dog om eftermiddagen med nogle spredte lammeskyer. Omkring kl. 16.50, efter at aftensmaden, der skulle blive til grydestegte and, var sat over, fandt jeg Venus som en “klar” hvid “stjerne” på den blå himmel blandt lammeskyer. Jupiter er meget svagere og den var da også kun at se som et svagt blågråt “spøgelse” af sig selv. Frem til kl. 20.25 fulgte jeg Venus og Jupiter, mens de to langsomt krøb tættere på hinanden og Jorden drejede planeterne langt ned på vesthimlen.

Aftenen var iøvrigt magisk, med havblik og krystalklart sigt til skibene på Storebælt og Fynsværkets skorsten, 50 km borte.

Skitsen er som jeg husker at de to planeter så ud ca. kl. 20.15, hvor de var 6 grader over horisont og orangefarvede cirrusskyer blandede sig i synsfeltet. På det tidspunkt var afstanden mellem Venus og Jupiter 11-12 bueminutter.