Venus og Jupiter

I søndags d. 28. passerede Venus og Jupiter tæt forbi hinanden på himlen. Tættest (ca. 4 buemintter) var de på hinanden kl. 00.30 CEST, men set fra Danmark, var de forlængst gået ned på det tidspunkt. Fra Danmark var det bedst kig lørdag d. 27. frem til de to planeter gik ned omkring kl. 20.50.

Digital skitse af Venus og Jupiter blandt Cirrusskyer, d. 27. august ca. kl. 20:15. Venus er den hvide prik til venstre og Jupiter den mere uldne blågrå plet til højre. Observationen skete med et zenitprisme, så højre/venstre er byttet om i forhold til uden teleskop.

Digital skitse af Venus og Jupiter blandt Cirrusskyer, d. 27. august ca. kl. 20:15. Venus er den hvide prik til venstre og Jupiter den mere uldne blågrå plet til højre. Observationen skete med et zenitprisme, så højre/venstre er byttet om i forhold til uden teleskop.

Jeg var i sommerhus ved Storebælt, men havde dog taget et lille teleskop og et solidt fotostativ med. Lørdag oprandt med flot blå himmel, dog om eftermiddagen med nogle spredte lammeskyer. Omkring kl. 16.50, efter at aftensmaden, der skulle blive til grydestegte and, var sat over, fandt jeg Venus som en “klar” hvid “stjerne” på den blå himmel blandt lammeskyer. Jupiter er meget svagere og den var da også kun at se som et svagt blågråt “spøgelse” af sig selv. Frem til kl. 20.25 fulgte jeg Venus og Jupiter, mens de to langsomt krøb tættere på hinanden og Jorden drejede planeterne langt ned på vesthimlen.

Aftenen var iøvrigt magisk, med havblik og krystalklart sigt til skibene på Storebælt og Fynsværkets skorsten, 50 km borte.

Skitsen er som jeg husker at de to planeter så ud ca. kl. 20.15, hvor de var 6 grader over horisont og orangefarvede cirrusskyer blandede sig i synsfeltet. På det tidspunkt var afstanden mellem Venus og Jupiter 11-12 bueminutter.

 

Planetdanse på morgenhimlen

Venus lyser skyerne op over Østmøn, d. 19. oktober. Jupiter og Mars er de to klare stjerner mellem skyerne i retningen "kl. 7" fra Venus.

Venus lyser skyerne op over Østmøn, d. 19. oktober. Jupiter og Mars er de to klare stjerner mellem skyerne i retningen “kl. 7” fra Venus.

I de kommende uger er der en god grund til at stå tidligt op, f.eks. kl. 5. De tre klare planeter Venus, Jupiter og Mars opfører en flot planetdans på østhimlen, når Venus passere forbi de to andre.

Det bedste tidspunkt på morgen til at kigge, er fra kl. 5.30 til 6.15 sommertid, da er morgendæmring så småt i gang og vil give lidt farve på himlen. Kl. 5 sommertid, hvor det stadig er mørkt, er den strålende Venus meget imponerende! Planetdansen opføres på østhimlen.

Husk efter d. 25. at trække en time fra de angivne tider, for da er vi gået over til vintertid.

Dansen er allerede i gang, for Mars passerede tæt forbi Jupiter i dagene 17-18. oktober, men da var der et solidt skydække som forhindrede enhver udsyn til planeterne.

I de kommende dage vil planeterne stå på en linje, mens Venus indhenter de to andre planeter. Den 26. oktober passere Venus en grad syd for Jupiter. Den 26. er også den morgen hvor planetsamlingen er tættest, med alle tre planeter indenfor 3½ grad. Det er tæt nok sammen til at de alle kan være i synsfeltet på en håndkikkert på en gang!

Efter d. 26. vil samlingen stå tæt samme i en flad trekant frem til udgangen af oktober. D. 31. oktober er afstanden mellem Venus og Jupiter så stor, at oplevelsen af at se en gruppering går lidt fløjten. Men Venus har endnu ikke indhente Mars, det sker først d. 3. november, hvor Venus passere Mars i en afstand på 41 bueminutter eller lidt under 1½ fuldmånediameter. Husk at sammenlign de to planeters farve!

Lidt andre fakta

Både Venus og Jupiter er så klare at du kan følge planeter  med det blotte øje til kort før solopgang . Faktisk kan du også se Venus efter solopgang. Venus er så klar at planeten er i stand til at kaste en skygge.

Stille, stille nat

Det er efterhånden et stykke tid siden at jeg sidst har observeret med mit teleskop, mest fordi vejret har vist sig fra sin mere skyfyldte side i november. Nu traf det sig så heldigt at lørdag d. 8. december var skyfri. Så jeg benyttede mig straks af chance til at observere lidt med mit 15 cm-teleskop. Som blev sat op i et tyndt lag sne, bragende kulde og en helt fantastisk stille nat. Faktisk var det så koldt og stille, så jeg kunne høre højspændingsledningerne, der løber forbi ejendommen, stå og knirke og knage i kulden.

Endnu længere væk, ude over markerne, kunne jeg høre en natugle tude sit sædvanlige uh-hu. Og et eller andet sted ude mod Østmøn bjæffede en hund. Skønt med lidt stemningslyde.

Efter at teleskopet var sat op og justeret, svingede jeg det over på aftenes første objekt, Jupiter. Her havde Den Store Røde plet passeret central medianen af Jupiter en time før, så der måtte være noget at se. Og det var der! Hold da! Jupiters skive stod knivskarp i okularet og helt stille, næsten ingen lufturo til at sløre detaljerne. Og detaljer var der masser af, specielt nu hvor jeg havde fået repareret teleskopet, så det tegnede skarpt.

Okay, mængden af detaljer var ikke på Hubbel niveau. Ej heller sammenlignelig med det større teleskoper kan levere. Men i forhold til det slørede og kontrastløse billede som jeg var blevet vant til at teleskopet leverede, var det en markant forbedring.

Heldigvis, havde jeg taget tegnerekvisitterne med ud, da jeg havde planer om at øve mine evner med blyanten, papir på Jupiter. En af udfordringerne ved at tegne Jupiter er at man skal helst nå at tegne planetens skyformationer på 10 minutter, ellers har planeten drejet så meget så billedet har ændret sig. Så nu var der også et tidspres at tage højde for. Nå, men blyanten blev sat til papiret. Mens jeg sad og nussede med min tegning nåede natuglen at flyve langt mod øst, stadig tudende. Faktisk nussede jeg så længe så der gik 15 minutter før tegningen færdig. Måske ikke helt korrekt, men det gør ikke den store forskel på tegningen.

Skitse af Jupiter som set i mit 15 cm spejlteleskop ved 150x forstørrelse, d. 8. december 2012 kl 22.20. N, S, Ø og V referer til retningerne på himlen.

Tegningen jeg lavede ved teleskopet, rentegnede jeg senere, inddørs. Da skitsen ved teleskopet var blevet lidt for nusset.

Efter Jupiter havde jeg en ide om, at jeg ville se på lidt forskellige deep-sky objekter, men det blev ikke til noget, da teleskopets korrektorlinse allerede var rimmet til på det tidspunkt. Det gjorde at f.eks. Oriontågen, blot var en skygge af sig selv, uden den sædvanlig mængde strukturer.

I stedet nød jeg bare at være ude i natten. Suge lydindtrykkene fra natten til mig og holde øje med himlen, om der skulle være et stjerneskud eller to. Endte faktisk med at se et par stykker. Alt i mens de første cirrusskyer, som varslede den snestorm DMI havde lovet til søndagen, bevægede sig henover stjernehimmelen.

Skøn nat, selv om at det blev lidt kold til sidst.