Mange mennesker forbinder de lune augustnætter med stjerneskud. Og det med god grund. For stjerneskudssværmen Perseiderne, som er en af årets bedste sværme, topper natten mellem d. 12. og 13. august. Fra de bedste steder i Danmark, såsom Møn, Langeland og Thy vil vi kunne se 45-57 stjerneskud i timen. Desværre bor de fleste danskere steder, hvor de ikke ser så mange stjerneskud. Hvor mange du kan forvente at se, kan du læse om i denne artikel.

Allerede mens jeg sad og skrev dette i slutningen af juli, var støvkornene fra Perseiderne begyndt at ramme Jordens atmosfære. D. 17. juli ramte de første støvkorn og brændt op som stjerneskud og det vil de forsætte med at gøre frem til d. 24. august.

Perseiderne har maksimum natten mellem d. 12. og 13. august. Og 2013 tegner til at blive et godt år for Perseiderne. Ikke fordi der forventes flere stjerneskud end andre ”normale” år, men fordi Månen ikke vil genere med sit lys. Forholdene for at se mange stjerneskud er derfor optimale fra naturens side. Faktisk er Perseiderne den eneste stor stjerneskudssværm som ikke er generet af Månens lys i år.

Som sagt så forventes Perseiderne at opføres sig ”normalt” i år, det vil sige at det teoretiske antal stjerneskud i timen (ZHR) er omkring 100 stjerneskud. Men dette er et teoretisk værdi! Omregnes ZHR til mere praktiske værdier, som også tager højde for lysforureningen det sted du kigger fra, så får vi tallene i tabellen, som gælder i perioden 8. til 16. august.

Tabel med forventelig antal stjerneskud i timen du kan se. Farvekoden er et udtryk for lysforureningen det sted du kigger fra og din farvekode finder du på korten nedenfor.

Find din farvekode på kortet. Klik på det for at se det i læsbar størrelse! Credit: P. Cinzano, F. Falchi (University of Padova), C. D. Elvidge (NOAA National Geophysical Data Center, Boulder). Copyright Royal Astronomical Society. Reproduced from the Monthly Notices of the RAS by permission of Blackwell Science.

Farvekoden for det sted du kigger fra, finder du på kortet til højre. Klik på kortet for at se det i læsbar størrelse. Noter dig farven for det sted du kigger fra. Gå dernæst ind i tabellen. Tallet du aflæser udfor farvekoden er det antal stjerneskud du kan forvente at se pr. time.

Det fremgår tydeligt af tabellen, at det er bedst at opholde sig steder med hvid eller lysegrøn farvekode, som er steder med ingen eller minimal lysforurening. Så vil du se rigtig mange stjerneskud kan det anbefales at opsøge et af disse, desværre alt for få, steder med naturlig nattemørke.

Hvor på himlen skal du kigge og hvornår

Stjerneskud kommer over hele himlen og derfor er der i princippet ikke nogle ”bedste” steder. Men når det så er sagt, så skal det med det samme siges at de to dårligste steder at kigge, med længst tid mellem stjerneskuddene, er himlen lige over dit hoved og så i retningen af Perseidernes radiant. Perseidernes radiant befinder sig lidt under stjernebilledet Cassiopeia (det W-formet stjernebillede) på nordøsthimlen.

Billede med alle fem perseider jeg fotograferede i 2012. Mens kameraet knipsede billeder talte jeg stjerneskud for IMO og i løbet af to timer så jeg i alt 88 stjerneskud.

Når du bevæger dig ud i natten fra at kigge, så sørg for at være afslappet. Det nytter ikke at stå op og kigge med bøjet nakke, sørg i stedet for at sidde ned eller endnu bedre ligge ned i en liggestol eller drømmeseng. Hvis du fryser så slapper du heller ikke af, så klæd dig varmt på. Og skal dine øjne vænne sig til mørket, giv dem mindst 15 minutter til dette.

Perseiderne kan ses så snart det bliver mørkt nok. I Danmark hvor de lyse nætter kun lige er overstået d. 12., er det mørkt nok i tidsrummet 23.30 til 2.30. Fordi Perseidernes radiant stiger højere op på himlen i løbet af natten, vil antallet af stjerneskud du kan se stige. Så stjerneskud komme oftest sidst i tidsrummet.

Det er ikke alle mennesker som kan holde sig vågne kl. 2 om natten, så du kan også nøjes med at være ude mellem midnat og kl.1. Tallene i tabellen gælder for dette tidsrum og viser at der vil være nok at se.

Antallet af stjerneskud svinger fra år til år

Jeg har gravet lidt i IMO’s data for de sidste seks år og de år illustrere fint hvor stor variationen i antallet af stjerneskud er fra år til år.

Gennemsnitlig for perioden var en ZHR på 108 stjerneskud i timen, hvilket passer ganske godt med de 100 som IMO bruger som værdi for Perseiderne. De 108 dækker dog over en stor variation fra ZHR på 58 i 2011 til 173 i 2009.

Korrigeret ZHR som viser hvor meget ZHR svingede fra time til time i 2009. Kilde: www.imo.net

Inden for et enkelt maksimum kan der også være store variationer. 2009 er det år med den største variation i perioden, se til højre. Her varierede ZHR fra 50-60 til 200-225 indenfor en periode på otte timer! Det er en markant variation og Jorden har tydeligvis bevæget sig igennem forskellige bånd af støv det år.

De fleste år udviser ikke så store variationer indenfor få timer som 2009 eller så lav ZHR som 2011. Men de store variationer indenfor blot seks år og et enkelt maksimum er en påmindelse om, at du skal gå ud og kigge stjerneskud med åbent sind. Måske ser du flere stjerneskud end tallene i tabellen angiver, måske færre.

Kilden til Perseiderne

Perseiderne er støvkorn og det man med et almindelig udtryk kan beskrive som småsten fra komet 109P/Swift-Tuttle. Komet 109P/Swift-Tuttle er en periodisk komet, så den returnerer regelmæssigt til vores del af solsystemet. Når kometen kommer i nærheden af solen bliver dens kerne opvarmet af solen. Ved opvarmningen begynder gasser og vand på og lige under kernes overflade at fordamper og det river så nyt støv og småsten ud i og omkring kometens omløbsbane. Gasserne og støvet danner den flotte hale som kometerne er kendte for at have.

Gasserne forsvinder ganske hurtigt ud i verdensrummet, mens støv og småsten forsætter med at cirkle om solen. Og på et tidspunkt, det kan være mange hundrede år senere, rammer støvet og småstenen Jorden og bliver til stjerneskuddene vi kender som Perseiderne.

109P/Swift-Tuttle blev opdaget i 1862, men man har fundet kinesiske optegnelser som sandsynligvis er observationer af kometen i år 68 f.Kr. og 188 e.Kr. Kometen har dermed været en regelmæssig gæst i vores del af solsystemet i mindst 2000 år.

Komet Swift-Tuttle i november 1992. Den lange lige hale er gashalen, mens støvet som giver os Perseiderne, ses som en kort og meget diffus hale til højre for den lange gashale. Billedet er venligst stillet til rådighed af den canadiske astrofotograf John C. Mirtle. © 1992 John C. Mirtle

Sidst kometen var synlig, var i 1992. Hvor jeg observerede og tegnede kometen fra en baghave i Aalborg, med det lille 60 mm linseteleskop, jeg havde på det tidspunkt. Min logbog fra dengang er imidlertid blevet væk i en af mine mange flytninger, så i stedet har jeg fundet et flot billede af kometen, som den så ud midt i november 1992. Billedet taget af den canadisk astrofotograf John C. Mirtle. Hans hjemmeside, hvor han har mange andre flotte billeder finder du her http://www.astrofoto.ca/john/