Med det blotte øje og en prismekikkert

Du behøver ikke at investere i et teleskop for at kigge stjerner. Med det blotte øje og en almindelig prismekikkert kommer du rigtig, rigtig langt, især hvis du har adgang til en mørk nattehimmel. 

Nedenfor finder du en beretning fra november, som giver en ide om hvor meget du kan se fra et mørkt sted; med så lidt som dine øjne og en prismekikkert.

Den 25. november var det utrolig nok klart for anden aften i træk, det sker ikke så tit i november måned, men man kan jo være heldig.

Det blev lidt sent inden jeg slap ud under stjernerne. Igen “kun” med en prismekikkert som optisk hjælp.

Der var ikke nogle plan for aftenen, men planen udviklede sig som tiden gik.

Startede med et kig på M45 og M31, mens øjerne vænnede sig til mørket. Svingede dernæst over til M1, som ved 21-tiden stadig stod relativ lavt på himlen. Skulle lige tjekke om jeg kunne skelne den fra stjernerne i prismekikkerten. M1 var synlig som en lillebitte let diffus plet, ikke en stjerne, men tæt på. Så det kunne jeg godt.

Nu jeg var i det område kiggede jeg også på M37, som var en flot, meget rig, sværm af ganske svage stjerner, som lå på grænsen af det synlige i prismekikkerten. Flot, men ikke helt på højde med synet gennem et større wide-field teleskop. M36 var en kompakt sværm af svage stjerner, men dog klarere end stjernerne i M37. M36 virker næste fattig på stjerner i forhold til M37. M38 er helt anderledes igen. Lige så stor som M37 i udstrækning, men med lige så “klare” stjerner som M36. M38 har ganske mange stjerner, men slet ikke på højde med M37. M38 var derfor nem opløst i prismekikkerten.

Området i Tyren, som jeg observerede. De blå tåger omkring M45 er synlig på billedet og de mørk gas- og støvskyer som jeg "så" er tydelige på billedet. Klik på billedet for at se det i stor størrelse med nogle af de objekter jeg nævner i teksten markeret.

Nu jeg havde fundet hobene i prismekikkerten, så skulle jeg da også lige se om jeg kunne finde dem med det blotte øje. M37 var nemt fundet som en tåget plet. M38 var vanskelig, men jeg fandt den, som en ganske svag tåget plet. M36 fik jeg blandet sammen med nogle af de svage (6-7 mag. ) i området, så jeg blev aldrig sikker på at jeg så den med det blotte øje.

Nå, videre til M45 igen. Den er altså fantastisk smuk den hob! Nu var mine øjne godt mørketilvænnet, så der dukkede blå tåger op om alle fire stjerner i M45’s vognkasse. Huh! De fleste af de blå tåger affærdigede jeg som farvefejl i prismekikkerten, men tågen omkring Merope, var aflang og strakte sig ned mod SØ (himlen). Præcis som på billeder. Så måtte den tåge da være ægte og ikke en farvefejl. Har tidligere set tågen i min 80mm Vixen, men havde ikke forventet at den ville være synlig i en 10×50 prismekikkert! Fantastisk, så fik hoben lige en ekstra dimension.

Nu viste jeg ikke helt hvad jeg skulle kigge på / efter. Prøvede Califonia tågen. Men var ikke sikker på noget her. Rodede dernæst rundt i området med Taurus Molecular Clouds og endte ved stjernen 52 Taurus, som sammen med fire andre stjerner lå som en aflang ø midt i alt det mørke “tomhed”, absolut ingen stjerner. Men bevægede jeg synsfeltet et halvt synfelt (ca. 3 grader) væk fra 52 Tau, dukkede stjerneskyerne fra Mælkevejen op igen. Undtaget mod SØ her forsatte manglen på stjerner i endnu to fulde synsfelter, mens jeg krydsede henover B19. Det område brugte jeg lang tid på at udforske og skal helt sikkert tilbage og kigge igen. Utroligt at manglen på stjerner kan virke så fascinerende.

Således ladet op med nye synsindtryk var det på tide at vende næsen og de dybtfrosne fingre med husets varme igen.

Geminider i månelys

Månen genere Geminierne med sit lys i år. Månen går ned kl. 5.15, hvilket giver en mørk time mellem kl. 5.15 og 6.15. Tabellen gælder for natten 13. til 14. december. Farvekoden for dit observationssted finder du på kortet nedenfor.
Find din farvekode på dette kort. Farvekoden bruger du i tabellen. Credit: P. Cinzano, F. Falchi (University of Padova), C. D. Elvidge (NOAA National Geophysical Data Center, Boulder). Copyright Royal Astronomical Society. Reproduced from the Monthly Notices of the RAS by permission of Blackwell Science.

Stjerneskudssværmen Geminiderne topper lørdag d. 14. december om morgen. Derfor er det natten mellem d. 13. og 14. december at du vil se flest stjerneskud fra Geminiderne.

Desværre er Månen kun tre døgn fra fuldmåne, så den vil give en masse lys på nattehimlen. Lys som vil genere udsigten til Geminiderne. Månens lys vil svare til at vi har en landsdækkende lysforurening med farvekode gul på kortet – Iøvrigt en skræmmende tanke!!

Det betyder, at uanset om du bor på landet eller i udkanten af en by, så kan du forvente at se maksimalt 16 stjerneskud pr. time om aftenen. Antal stjerneskud pr. time vil stige frem til midnat, hvor antallet vil stabiliserer sig på 27 stjerneskud pr. time. Et antal som er stabilt frem til Månen går ned kl. 5.15 Efter månenedgangen vil antallet af stjerneskud stige markant i timen mellem kl. 5.15 og 6.15. Efter kl. 6.15 begynder daggryet at gøre sig gældende på østhimlen. 

Bor du inden i byen, hvor lysforureningen altid svarer til farvekode gul eller værre, vil Månens lys ikke genere og du kan forvente at se det antal stjernskud du i forvejen vil kunne have set.

Geminiderne er aktive i perioden 7-17. december og derfor kan du også gå ud og observere dagene før og efter. Dog giver det ikke så meget mening at kigge i dagene efter d. 14., da Månen er endnu tættere på fuldmånen og derfor vil genere endnu mere. Samtidig med at stjerneskudsværmen er aftagende.

Bedre vil det være at kigge natten mellem d. 12. og 13. december. Fordi Geminiderne denne nat stadig er et døgn fra maksimum kan du ikke forvente at se det antal som tabellen angiver, men nærmere det halve. Den største forskel vil være at månen går ned kl. 4 og der derfor vil være to timer med mørke inden daggryet bryder frem.

God fornøjelse!

 

 

Uranus med det blotte øje

Alle bøger om astronomi skriver det – At Uranus kan ses med det blotte øje fra et mørkt sted. Men begynder man at undersøge det nærmere, er der uhyr langt mellem positive observationer af Uranus, med det blotte øje.

Prolog

I sensommeren, da de mørke nætter lige var vendt tilbage, dukkede overstående “problematik” op i mit hoved. Åbenbart er det universelt vedtaget, at Uranus kan ses med det blotte øje. Men de meget få positive søgeresultater fra min googlesøgning, viser at virkeligheden forholder sig anderledes. Det er de færreste amatørastronomer, som gør sig den ulejlighed at opsøge Uranus med det blotte øje. Jeg er selv medskyldig, for på det tidspunkt havde jeg nok set Uranus et par gange i teleskopet, men aldrig med det blotte øje. Da tænkte jeg, at det måtte jeg ændre, om ikke andet så for “udfordringens” skyld. Så mit mål for efterårssæsonen var, at jeg ville se Uranus med det blotte øje.

Men det var ikke nok at finde Uranus med hjælp af et stjernekort. For så ville jeg helt sikkert kun se Uranus én gang med det blotte øje. Nej, sjovest ville det være at forsøge at bekræfte dens vandrestjernestatus, ved at observere dens skiftende positioner mellem stjernerne. Og hvis jeg også kunne udpege hvilken stjerne der var Uranus, uden brug af kort, ville det være fantastisk.

Jeg viste at det ville være svær eller umulig at udpege hvilken stjerne der var Uranus, fordi planeten er så svag. Men der er tre kriterier som kan bruges.

  • Det vigtigste kriterie er Uranus’s skiftende positioner mellem stjernerne. Det kriterie er sikker, men tager sin tid, fordi Uranus bevæger sig så langsom imellem stjernerne.
  • Det andet kriterie, som også er sikker, er Uranus’s grønblå farve. Men det kriterie er udelukket at bruge med det blotte øje, fordi planeten er så svag, så farvesynet ikke kan bruges.
  • Det tredje kriterie, Uranus vil blinke mindre end stjernerne. Jeg har altid haft svært ved at se, at de svage stjerner blinker. Så jeg var ikke sikker på om det kriterie ville fungere for mig.

Natten d. 6. til 7. september 2013

Uranus's position mellem stjernerne. Noteret ned de to aftener hvor jeg var ude for at spotte planeten. Dette er kun to af mange gange jeg har set Uranus i løbet af efteråret.

Første nat hvor jeg var ude at kigge efter Uranus. Udstyret med mine øjne og en liggestol. Efter at øjene have vænnet sig til mørket, startede “jagten” som hurtig var overstået. Da Uranus var synlig som en svag stjerne tæt på den position som jeg havde set at planeten skulle have i følge Cartes du Ciel. “Stjernen” var lidt klarere end nabostjernerne og jeg bildte mig ind at den ikke blikkede så meget som de andre stjerner. Jeg var dog ikke sikker.

Efter at have noteret positionen af Uranus og den svage nabostjerner ned på mit medbragte stjernekort, tjekkede jeg farve med min 20×80 prismekikkert. Her i var det tydeligt at Uranus havde en grønblå farve.

Mellemtid

Efter den første observation har jeg fulgt Uranus hver gang jeg var ude at kigge. Uden dog at tegne planetens position ind på kortet, da den ikke flyttede sig ret meget fra gang til gang.

En af de bedre observationer var til Astro-træf på Avnø Naturcenter, hvor vi natten mellem d. 5. og 6. oktober observerede Uranus med Claus Baggers store 20″ (50 cm) Obsession teleskop. I det teleskop var tre af Uranus’s måner nemme at se, mens en fjerde måne var på kanten af det synlige. Du kan læse om den nat her på Clauses blog.

Aftenen d. 24. november 2013

Det primære mål den 24. var at afslutte mit projekt med at se Uranus med det blotte øje. Kortet som jeg havde markeret Uranus’s position på tilbage i september, blev fundet frem og taget med ud under stjernerne. Med næsten tre måneder mellem de to observationer vil det være åbenlyst at Uranus havde flyttet sig i forhold til stjernerne.

Foto fra d. 4. december, som viser Uranus (turkis pil). Udsnitte som er vis på min skitse er markeret med turkis firkant og så er stjernebilledet Fiskene markeret med de grå linjer.

Mine øje behøvede ikke lang tid til at vænne sig til mørket, så Uranus var synlig. Som en svag, men nem stjerne. Det mest vanskelig var, at Uranus stod tæt på 44 Pisces som er lige så klar, så et øjeblik var jeg i tvivl om hvilken af de to der var Uranus. Dog bestemte jeg mig hurtigt for at det var den østlige af de to stjerner som var Uranus – Der var et eller andet over den stjerne som gjorde at det måtte være Uranus.

Efter at jeg havde markeret Uranus’s position på kortet, så rettede jeg prismekikkerten mod “stjernen” og det var nu åbenlyst at jeg havde ret, den østlige “stjerne” var tydelig grønlig i farve. Så det var Uranus.

Epilog

Uranus er svag, men bestemt ikke umulig fra et mørkt sted. Det som efter min mening gør den vanskelig at se, er det faktum at der er mange stjerner som er lige så svage, så hvilken af dem er Uranus? Ligesom stjernerne, tåler Uranus ikke ret meget lysforurening. Så at se Uranus visuelt kræves et mørkt observationssted.

At følge Uranus henover efteråret har været fornøjeligt og glædeligt. Fornøjeligt, fordi hver gang jeg har været ude under stjernerne, har jeg kigget op og set Uranus, der blandt stjernerne. Så ligesom jeg de sidste 27 år har fulgt Jupiter, Mars og de andre planeter i deres evige ballet mellem stjernerne, er Uranus nu føjet til “vennerne” som jeg følger.

Glædeligt har det været for mig, endelig efter 27 år at have inkluderet Uranus i gruppen af planeter jeg har set og følger med det blotte øje. Dog er jeg lidt spændt på, hvor nemt jeg genfinder Uranus til næste år.