Tag-arkiv: kuglehob

Ældgamle fotoner

Udgivet den af

Jeg var ude at lufte mit gamle 80 mm Vixen teleskop natten mellem d. 29. og 30. marts. Det var ikke en af de klareste nætter, da der var en tidlig udgave af påskeøsten i gang. En vind, som på denne årstid bringer relativ lun, men diset luft op fra Mellemeuropa. Så stjernehimlen virkede lidt mat.

Før jeg gik ud, havde jeg forberedt et par søgekort til et par fjerne quasar, som jeg ville forsøge at finde og se i mit teleskop. Udover quasarene var det kun Mars som stod på ”observationslisten”, da jeg gik ud.

M53 som set i 80 mm Vixen-teleskopet ved 96 og 125 ganges forstørrelse. Kuglehoben havde et let grynet udseende.

Efter at have vænnet øjnene til mørket var det dog ikke objekterne fra min ”observationsliste” jeg startede med, da de stod lavt på sydøsthimlen. I stedet startede jeg med M53. En kugleformet stjernehob i stjernebilledet Berenikes lokker (Coma Berenices), som jeg sidst så i en 10×50 håndkikkert.

Med den ekstra forstørrelse og lyssamlendeevne som teleskopet levere i forhold til håndkikkerten, kunne jeg se en begyndende opløsning af hobens tusindtallige stjerner, den tågede plet virkede grynet. Slet ikke så flot som M13, men alligevel ganske godt for så lille et teleskop. Og tankevækkende at M53 overhovedet virkede grynet for mig. Et kig på hobens color-magnitude diagram (CMD) viser at de klareste stjerner ligger mellem 14. og 15. størrelsesklasse. Hvilket er mindst 2 størrelsesklasser svagere, end de ”officielle” angivelser af hvad man ”burde” se i et 80 mm teleskop. Heldigt at træning, erfaring og en mørk nattehimmel betyder mere end en ”officiel angivelse”.

M64, galaksen er berømt for sit mørke støvbånd tæt på dens kerne. Jeg troede, at jeg så antydning af støvbåndet, men tog fejl. Skitsen er lavet ved hhv. 96 og 125 ganges forstørrelse.

Efter M53 svingede jeg teleskopet over på M64 ”Black-eye” galaksen. Ville forsøge at se den støvsky som udgør det blå øje. Mente da også at jeg indirekte kunne se støvskyet, da den sydvestlige kant af galaksen virkede skarp. Sådan har jeg tit og ofte se støvskyerne i Andromeda galaksen (M31). Senere på natten da jeg kom indendørs til de gamle kataloger, viste billeder heri, at støvskyet i M64 lå på modsatte side af M64’s kerne. Altså så jeg ikke støvskyen og dermed det blå øje i denne omgang – Øv. Men jeg skal ud og prøve igen, for John H. Malles skriver i ”The Messier Album” at han har set støvskyen i en 2,4 tomme (60 mm) teleskop, så det burde være muligt at se støvskyen i mit 80 mm teleskop.

Ældgammelt lys ramte mit øje da jeg fandt 3C 273. Fotonerne havde været 2,44 mia. år undervejs, førend de endte deres rejse i mit øje. Underligt at tænke på! Skitsen er lavet ved 125x forstørrelse i min 80 mm Vixen-teleskop. Stjernen som er mærket med 1025 er blot en note om stjernens størrelsesklasse på 10,25.

Nu var det gået så længe siden jeg at kom ud under stjernerne, at Jorden i dens evindelig drejende om sig selv, havde svinget den første quasar fra min ”observationsliste” højt op på sydhimlen. Quasaren har det poetisk navn 3C 273 og er den klareste quasar på himlen. Med en deklination indenfor en grad af stjernen Beta Jomfruen, stjernehoppede jeg fra denne stjerne. Med jævnlige tjek på det medbragte stjernekort, så jeg ikke hoppede for langt, endte jeg på den rigtige position. Ved den laveste forstørrelse (48x) var der ikke noget at se på 3C 273 position, men allerede ved 96x forstørrelse poppede en svag stjerne frem på den rigtige position. Med en størrelsesklasse på ca. 12,9 og et udseende som alle andre svage stjerner, var 3C 273 bestemt ikke imponerende i teleskopet. Men til gengæld er det svimlende at tænke på, at de fotoner fra 3C 273 som ramte mit øje var ældgamle. Faktisk har de været 2.440.000.000 eller 2 milliarder 440 millioner år undervejs. Det vil sige at de forlod 3C 273 da Jorden og solsystemet, kun godt og vel havde den halve at den nuværende alder – Helt tilbage i Paleoproterozoic perioden, hvor livet stadig var yderst primitivt og kun eksisterede i havet.

Svimlende at tænke på!

Efter 3C 273 var det på tide virkelig at presse teleskopet næsten ud til grænsen af universet. Jeg gik på jagt efter den anden quasar, velvidende at den ville være ekstrem svær at se, da den var 1½ størrelsesklasse svagere end 3C 273. Fandt relativt hurtigt frem til quasaren Q1634+706’s position mellem stjernerne. Men der var ikke noget at se. Brugte en del tid på at kigge efter den, men den svagest stjerne jeg kunne spotte i synsfeltet var af 12,8 størrelsesklasse. Så jeg besluttede mig for at droppe Q1634+706 for den nat på vende tilbage med min 15 cm spejlteleskop en anden aften.

Nu var Mars kommet højt på sydhimlen, op over den værste lufturo. Et kig på Mars var en passende måde at ødelægge nattesynet på, så den ville jeg slutte af med at kigge på.

Mars som jeg så planeten d. 30. marts kl. 00.50 CEST. De tre mest markante områder er navngivet på billedet. Billedet viser Mars ret stor og tydelig, i virkelighedens verden, så er Mars ganske lille og svær at se noget på, selv ved 150 ganges forstørrelse! Billedet er fra programmet Cartes du Ciel, et gratis program som jeg godt kan anbefale.

Mars vendte ikke sin mest spændende side mod os. Men jeg kunne dog se nogle lysninger ved Mars morgenterminator, sikkert nogle formationer af skyer og morgendis. Mars’s nordpol med den strålende hvide is- og kulsyresnekalot var tydelig. Det samme var Arcadia Planitia der dannede en mørk bue udenom Nordpolskalotten. På Mars’s sydlige halvkugle, næsten ude ved kanten kunne jeg se Daedalia Planum. I det store område mellem Arcadia Planitia og Daedalie Planum var der tilsyneladen tomt. Og dog. I øjeblikke med god seeing kunne jeg skimte nogle lavkontrast strukturer, som var svære at få styr på, da jeg så dem i så korte øjeblikke. Men det har sikkert drejet sig om områderne Elysium Planitia, Nepenthes Mensea og Phlegra Montes med flere.

Mens jeg sad der og kiggede på Mars, blev jeg pludselig oplyst af et projektørlignende lys, fra vest. Hvilket er i retningen af haven!?! Nåede lige at snurre en kvart omgang på stolen og se en meget klar meteor fare henover vesthimlen under Jupiter, forbi toppen af Orion for at forsvinde bag hustaget.

Billede af meteoret d. 30. marts kl. 00:53 fra ildkuglekameraet på Orion Planetariet. Klik på billedet for at downloade video. Kilde www.stjerneskud.info

Vild flot! Klar hvid, med grønne og blålig farvenuancer. Kunne se at der faldt nogle småstykker af hovedmeteoret, stykkerne slukkes dog hurtigt. I løbet af et til to sekunder var det hele overstået. Klokken var da 00:53 og rundt om i Danmark registrerede ildkuglekameraer også meteoret. Muligvis har dele af meteoret overlevet turen ned gennem atmosfæren og er landet et sted i Vestjylland mellem Videbæk og Holstebro. Ingen ved det med sikkerhed, men sandsynligheden taler for det. Læs mere på Geologisk Museums hjemmeside.

Hvis du skulle være så heldig også at se et meget klart stjerneskud, også kaldet ildkugle, så husk at indberet din observation på www.ildkugle.dk

Fantastisk aften, hvor jeg så himmellegemer i en afstand af svimlende 2,44 milliarder lysår til et lige så svimlende muligt meteoritnedfald kun 250 km væk.

Galaksejagt med en 10×50 håndkikkert

Udgivet den af

Jeg fandt tid til en kort tur under stjernehimlen i aftes. Udstyresmæssigt var det en simpel tur for jeg havde kun min 10×50 håndkikkert, stjernekortet Uranometria 2000.0 og en liggestol med ud.

En af håndkikkertens fordele er at de kan gribes på vejen ud og bruges mindre end 2 minutter senere, når du er nået udenfor. En anden fordel ved håndkikkerten er at du kan se utrolig meget i den!

Da jeg gik ud i aftes, havde jeg ikke nogen klar ide om hvad jeg ville se på. Så det blev noget med at kigge lidt her og der på himlen, indtil jeg begyndte at finde Messier galakser med min 10×50 håndkikkert. Med mit trofaste stjernekort, Uranometria 2000.0, som guide, hoppede jeg fra den ene Messier galakse til den næste blandt forårets stjernebilleder. Det blev til mange galakser og andre objekter.

Om alle de objekter jeg så var der ingen der var store og prangende, men de var alle tydeligt ikke stjerneformet og viste en lille skive med varierende former. Så selvom at 10×50 ikke lyder af meget, så kommer man langt med dette simple udstyr.

Nå, men her kommer listen med alle objekterne og tilhørende beskrivelse. Listen er lidt indforstået, så den kan du jo hoppe over J Blot du notere dig disse ord: En håndkikkert er basisudstyr for amatørastronomen. Og det er bedre at du som det første, starter med at købe en håndkikkert af god kvalitet, end at kaste en tilsvarende sum penge efter et teleskop!

Du kan finde billeder og mere info om hvert objekt på Wikipedia, her Messier-liste.

Listen:

M108, lille, men tydelig aflang i Ø-V retning.

M97, Ugletågen, en planetarisk tåge, ses som en svag rund skive.

M109, svag diffus skive, klods op af en 9 mag. Stjerne.

M51, klar og veldefineret. M51 er oval i N-S retning, skyldes dens nabo galakse der tydelig fornemmes som en bule i kanten af M51.

M101, klar, stor og rund. Har ikke et klart central område som M51.

M81, klar, stor og tydelig oval i NV-SØ retning.

M82, klar, ses som en aflang cigar nordfor M81.

M106, klar kerne med svagt lysende diffuse områder mod NNV og SSØ. Kernen virker rund og med de diffuse områder (spiralarmene) er M106 oval med forholdet 1:2.

M94, lille, men klar galakse. Rund.

M63, svag, diffus og lidt oval skive i Ø-V retning. I yderkanten af galaksen er der en stjerne af 9. mag.

M53, en kuglehob. M53 var klar med en tydelig rund skive.

NGC 5053, endnu en kuglehob, nabo til M53. Meget svag og diffus objekt, cirka samme diameter som M53. NGC 5053 mere fornemmes, som en uregelmæssighed i himlens baggrundslys, end som et egentlig objekt. Klart den vanskeligste objekt i aftes.

M64, klar og relativ stor galakse. Oval skive.

NGC 4725, endnu en galakse. Cirka samme størrelse som M64, men ikke så klar. Også oval.

NGC 4565, ”The Needle galaxy”, jeg så nu ikke galaksen som en nål. Kun kernen var synlig, hvilket overraskede mig. Kernen var lille og svag.

M105, svag lille og rund skive. Kan godt forveksles med en svag stjerne, men M105 har en lille skive.

M95, er tæt på M96 og M105. Ligner M105.

M96, er tæt på M95 og M105. Ligner M105.

M65, klar oval i N-S retning skive.

M66, klar, oval i NNV og SSØ retning. Virker større og klarere end M65.

NGC 3628, meget svag og diffus galakse. Aflang i Ø-V retning.

M3, klar kuglehob. Stor og rund. Kunne skimte en stjerne med det blotte øje på det rigtige sted, men det kan have været en stjerne af 6,2 magnitude kun 1/3 grad fra M3, at jeg så.

Nå ja, så var der også et par klare asteroider synlig. Vesta og Ceres. Begge asteroider befinder sig ca. 10 grader øst for Mars og var nemt fundet i håndkikkerten. Faktisk skulle Vesta allerede nu og de næste 4 uger kunne ses med det blotte øje. Jeg forsøgte ikke at spotte Vesta med det blotte øje i aften, dertil stod asteroiden for lavt på himlen. Men det skal prøves i de kommende uger.

Det blev til en lang liste, alt sammen set i løbet af en enkelt time fra et mørkt sted. Så jeg vil endnu en gang understrege, at du kommer rigtig langt med en simpel håndkikkert, bare den er i god kvalitet. Og så er en håndkikkert nemmere at transportere og opbevare end et stort teleskop.

P.S. Så to langsomme stjerneskud, flyve igennem synsfeltet af håndkikkerten, mens jeg kiggede på galakser. De var flotte. Og det var det enlige klare og langsomme stjerneskud jeg så med det blotte øje også!

En september nat

Udgivet den af

Det dufter af frost! Var min første tanke, da jeg i fredags slæbte mit gamle 80 mm Vixen teleskop ud under stjernehimlen. En passende påmindelse om at de lune nætter i august og starten af september nu definitivt var forbi og de kølige, men klare efterårsnætter venter forude.

Det var nu ikke vejrudsigten som stod på min meget korte observationsliste, men M13, den klareste kuglehob som er synlig fra vores breddegrader og en lille planetarisk tåge i Dragen (Draco), NGC 6543. En liste med plads til svinkeærinder.

Aftenens første objekt var da heller ikke på listen. Men mens jeg ventede på at øjnene vænnede sig til mørket kastede jeg et blik på M57 – Ringtågen i Lyren. En klar planetarisk tågen som det altid er værd at kigge på. Ringen var tydelig ved 150 ganges forstørrelse og jeg kunne tydelige se, at lysfordelingen i den let ovale ring ikke var jævn, men var lidt klarere på nord og syd siden (de to “lang” sider). Tæt på ringen kunne jeg se en lille stjerne af 11,8 størrelsesklasse. Stjernen kunne nemt fastholdes ved indirekte syn.

Nå, nok opvarmningsobservation, i gang med nattens første objekt – M13!

Den smukke kuglehob M13. Tegnet med et synsfelt på 32 bueminutter og 75x forstørrelse.

M13 kunne uden problemer fastholdes konstant ved indirekte syn og det var før jeg kiggede i teleskopet. I teleskopet var kuglehoben allerede ved 75 ganges forstørrelse, et mylder af små nåleprikker til stjerner, som pakkede sig tættere og tættere sammen ind mod hobens midte. Ved højere forstørrelse, 150 gange, var den tætte klynge i midten bedre opløst og mængden af bittesmå stjerner på grænsen af det synlige,  var fascinerende stor. Mit flotteste kig på M13 var i Urania Observatoriets store 25 cm refraktor, hvor de  tusindvis af stjerner lignede en skefuld små diamanter på sort fløjl. Der var ikke helt den samme effekt i min 80 mm refraktor, men flot var det!

Selvom at mængde af små stjerner var stor, så kastede jeg mig ud i at lave en skitse af M13. Det tog sin tid, og jeg tog mig den kunstneriske frihed kun at placere stjernerne yderst i hoben præcis. Resten (kun nogle hundrede stykker!) var håbløs at placere præcis. Mens jeg sad der og skitserede, dukkede der flere detaljer op i hoben. Detaljer jeg ikke havde lagt mærke til tidligere. Blandt andet dukkede der en mørk tåge(?) op foran hoben. Tågen er nok mere en illusion som følge af stjernernes placering end et reelt objekt, men jeg har se den beskrevet andre steder, så det var meget sjovt at se den med egne øjne. En anden detalje var arme/bånd af stjerner som strakte sig ud fra hoben, I alt fire styk kunne jeg se og som jeg har inkluderet på tegningen.

Fascinerende som et gammelkendt objekt viser nye sider af sig, blot fordi jeg giver mig tid til at skitserede den. Det er en reminder til mig om, at man nu en gang ser mere, når man også skitsere objektet!

Efter M13 var det NGC 6543’s tur, men jeg gjorde lige et stop ved Nu Draco. Mest fordi jeg ville bruge stjernen som udgangspunkt til et stjernehop til Draco Galaksen, som naturligvis ikke kunne ses i mit lille teleskop. At jeg startede ved Nu Draco var til gengæld en positiv overraskelse. Ved 48 gangs forstørrelse var stjernen splittet i en fin vidt adskilte dobbeltstjerne. To hvide og lige klare stjerner. Flot! Og med den store adskillelse, helt sikkert et objekt egnet til en almindelig håndkikkert.

Den lille, men klare planetariske tåge NGC 6543 også kendt under navnet "Cats Eye". Det viste synsfelt er ved 240x og er kun 7,5 bueminut i diameter.

Nå, men det var NGC 6543, jeg egentlige skulle finde i Draco. Svingede teleskopet op til Zeta Draco, som var udgangspunkt for mit stjernehop til NGC 6543. Et lille nøk op fra Zeta og så eller 4-5 grader mod vest indtil en tydelig linje af fire lige klare (9. størrelsesklasse) stjerner dukkede op. NGC 6543 var tæt på nordenden af denne linje. Den planetariske tåge poppede med det samme frem, klarere end stjernerne og med en lille bitte skive ved 48 ganges forstørrelse. Tågen er lille, men klar og tåler derfor rigtig meget forstørrelse. Så jeg endte med at bruge 240 ganges forstørrelse på tågen. Men ak, selv dette var ikke nok til at afsløre andre detaljer end en lysende oval skive.
Centralstjernen i tågen er af 11. størrelsesklasse, men selvom at den svageste feltstjerne var af 13. størrelsesklasse, så var centralstjernen ikke synlig for mig, i denne omgang.

Efter NGC 6543 nærmede klokken sig 01, men på kortet med NGC 6543 i Uranometria 2000.0 havde jeg på et tidspunkt tegnet et stjernehop til en galakse (NGC 6503) nogle grader nordfor NGC 6543. Så den satte jeg mig for at opsøge som nattens sidste objekt.

Et halvt synsfelt tilbage mod øst, ved 48 gange, og så ellers stille og roligt stjernehop mod nord. Indtil en tåget plet tæt på en relativ klar stjerne dukkede op i synsfeltet. Et tjek i Uranometria 2000.0 viste at det passede med NGC 6503.

NGC 6503 var alt det M57, M13 og NGC 6543 ikke var. Svag, diffus og uden detaljer. Kunne blot konstatere en svagt lysende plet, nogle bueminutter øst for den relative klare stjerne. Den oval plet var ca. 4 gange så lang som høj. Og ganske diffus. Altså en typisk svag galakse, som jeg har set så mange af.

Med en svagt lysende plet på nethinden og minderne om en flot M57, en endnu flottere M13, en overraskende dobbeltstjerne og en kompakt planetarisk tåget, var det nu tid til at pakke samme og styre mod sengen. Nattefrosten, den nåede vist ikke til Møn i denne omgang. Men det gør den nok en anden nat.