Sildevejen

Sildevejen - Står klar lysende på den mørke mønske nattehimmel i efterårsmånederne.

Klip fra Folk og fauna 1, med det lokale mønske navn for Mælkevejen - Sildevejen.

Jeg hører en del radio, når jeg kører til og fra arbejde. I dag spidsede jeg ørerne ekstra meget for Thomas Neumann, Naturvejleder ved Danmarks Naturfredningsforening, fortalte om sildestimer på P1.

Ja, sildestimer! Hvad pokker har det med denne blog at gøre?

Det Thomas fortalte var, at i gamle dage blev Mælkevejen lokalt på Møn, Nyord og Bogø kaldt for Sildevejen. Grunden var at om efteråret når sildestimerne trak gennem Øresund, så lyste Mælkevejen særlig klart, og det mente man var genskæret fra de store stimer af fede høstsild.

Sildene er her endnu og Mælkevejen lyser stadig klar over Møn.

Så hermed et nyt-gammelt lokalt navn for Mælkevejen – Sildevejen :-)

Du kan læse om silden, Sildevejen og mange andre spændende dyr og folketro her på Folk og fauna 1.

Her er et link til Bogøs brug af Sildevejen Link til Kgl. Bibliotek – Folketro, sol, måne og stjerner

 

Fomalhaut – Efterårets stjerne

Vi lægger alle mærke til årstidernes skiften i naturen. Når man har gået og kigget op på stjernehimlen i mange år, kommer visse stjerner og stjernebilleder til at fungere som store visere på himlens kalender. Stjerner der signaler årstidernes skiften.

En af de stjerner som hvert år fanger min opmærksomhed og for mig er indbegrebet af efterår er Fomalhaut.

Fomalhaut lyser i ensom majestæt langt nede på himlen. Fomalhaut er den blåhvide stjerne lige over træerne og skyerne, midt i billedet. Kameraet har fanget mange flere stjerner end jeg kunne se med det blotte øje. Samtidig har det fanget den svage glød af airglow, som har givet nattehimlen et let grønligt skær.

Fomalhaut er den klareste stjerne i stjernebilledet Sydlige fisk. Stjernebilledet kan lige netop snige sig op over vores sydlige horisont, men de fleste stjerner i stjernebilledet er svage og bliver derfor dæmpet til usynlighed af disen. Undtagelsen er Fomalhaut der hænger og blinker ganske alene. Langt nede på sydhimlen, kun 6 grader over Østersøens horisontlinje, når stjernen står højest.

Der er ikke andre klare stjerner i Fomalhauts umiddelbare nærhed, så den hænger der i ensom majestæt.

Det og stjernens lave højde over horisonten, synes jeg, giver stjernen en lidt melankolsk stemning. En stemning som passer godt til den følelse, der kan snige sig ind på en om efteråret, når sommerens lange lyse dage er afløst af efterårets lidt for mange mørke og regnvåde dage.

Her i ugerne omkring d. 1. oktober finder du Fomalhaut, lavt på himlen i syd, omkring kl. 23. Midt i oktober er det allerede kl. 22 du kan kigge efter Fomalhaut. Den 1. november springer vi frem til kl. 20  for at have Fomalhaut i syd, for da har vi stillet urene om fra sommertid til normaltid.

P.S.
Fomalhaut er i øvrigt en ganske spændende stjerne. Den befinder sig i en afstand af ”kun” 25 lysår. Er ung, kun 440 millioner år. Og så er stjernen omgivet af en skive af støv. Det var i denne skive af støv at Hubble Space Telescope i 2008 tog det første billede af en planet om en anden stjerne – Fomalhaut b.

En september nat

Det dufter af frost! Var min første tanke, da jeg i fredags slæbte mit gamle 80 mm Vixen teleskop ud under stjernehimlen. En passende påmindelse om at de lune nætter i august og starten af september nu definitivt var forbi og de kølige, men klare efterårsnætter venter forude.

Det var nu ikke vejrudsigten som stod på min meget korte observationsliste, men M13, den klareste kuglehob som er synlig fra vores breddegrader og en lille planetarisk tåge i Dragen (Draco), NGC 6543. En liste med plads til svinkeærinder.

Aftenens første objekt var da heller ikke på listen. Men mens jeg ventede på at øjnene vænnede sig til mørket kastede jeg et blik på M57 – Ringtågen i Lyren. En klar planetarisk tågen som det altid er værd at kigge på. Ringen var tydelig ved 150 ganges forstørrelse og jeg kunne tydelige se, at lysfordelingen i den let ovale ring ikke var jævn, men var lidt klarere på nord og syd siden (de to “lang” sider). Tæt på ringen kunne jeg se en lille stjerne af 11,8 størrelsesklasse. Stjernen kunne nemt fastholdes ved indirekte syn.

Nå, nok opvarmningsobservation, i gang med nattens første objekt – M13!

Den smukke kuglehob M13. Tegnet med et synsfelt på 32 bueminutter og 75x forstørrelse.

M13 kunne uden problemer fastholdes konstant ved indirekte syn og det var før jeg kiggede i teleskopet. I teleskopet var kuglehoben allerede ved 75 ganges forstørrelse, et mylder af små nåleprikker til stjerner, som pakkede sig tættere og tættere sammen ind mod hobens midte. Ved højere forstørrelse, 150 gange, var den tætte klynge i midten bedre opløst og mængden af bittesmå stjerner på grænsen af det synlige,  var fascinerende stor. Mit flotteste kig på M13 var i Urania Observatoriets store 25 cm refraktor, hvor de  tusindvis af stjerner lignede en skefuld små diamanter på sort fløjl. Der var ikke helt den samme effekt i min 80 mm refraktor, men flot var det!

Selvom at mængde af små stjerner var stor, så kastede jeg mig ud i at lave en skitse af M13. Det tog sin tid, og jeg tog mig den kunstneriske frihed kun at placere stjernerne yderst i hoben præcis. Resten (kun nogle hundrede stykker!) var håbløs at placere præcis. Mens jeg sad der og skitserede, dukkede der flere detaljer op i hoben. Detaljer jeg ikke havde lagt mærke til tidligere. Blandt andet dukkede der en mørk tåge(?) op foran hoben. Tågen er nok mere en illusion som følge af stjernernes placering end et reelt objekt, men jeg har se den beskrevet andre steder, så det var meget sjovt at se den med egne øjne. En anden detalje var arme/bånd af stjerner som strakte sig ud fra hoben, I alt fire styk kunne jeg se og som jeg har inkluderet på tegningen.

Fascinerende som et gammelkendt objekt viser nye sider af sig, blot fordi jeg giver mig tid til at skitserede den. Det er en reminder til mig om, at man nu en gang ser mere, når man også skitsere objektet!

Efter M13 var det NGC 6543’s tur, men jeg gjorde lige et stop ved Nu Draco. Mest fordi jeg ville bruge stjernen som udgangspunkt til et stjernehop til Draco Galaksen, som naturligvis ikke kunne ses i mit lille teleskop. At jeg startede ved Nu Draco var til gengæld en positiv overraskelse. Ved 48 gangs forstørrelse var stjernen splittet i en fin vidt adskilte dobbeltstjerne. To hvide og lige klare stjerner. Flot! Og med den store adskillelse, helt sikkert et objekt egnet til en almindelig håndkikkert.

Den lille, men klare planetariske tåge NGC 6543 også kendt under navnet "Cats Eye". Det viste synsfelt er ved 240x og er kun 7,5 bueminut i diameter.

Nå, men det var NGC 6543, jeg egentlige skulle finde i Draco. Svingede teleskopet op til Zeta Draco, som var udgangspunkt for mit stjernehop til NGC 6543. Et lille nøk op fra Zeta og så eller 4-5 grader mod vest indtil en tydelig linje af fire lige klare (9. størrelsesklasse) stjerner dukkede op. NGC 6543 var tæt på nordenden af denne linje. Den planetariske tåge poppede med det samme frem, klarere end stjernerne og med en lille bitte skive ved 48 ganges forstørrelse. Tågen er lille, men klar og tåler derfor rigtig meget forstørrelse. Så jeg endte med at bruge 240 ganges forstørrelse på tågen. Men ak, selv dette var ikke nok til at afsløre andre detaljer end en lysende oval skive.
Centralstjernen i tågen er af 11. størrelsesklasse, men selvom at den svageste feltstjerne var af 13. størrelsesklasse, så var centralstjernen ikke synlig for mig, i denne omgang.

Efter NGC 6543 nærmede klokken sig 01, men på kortet med NGC 6543 i Uranometria 2000.0 havde jeg på et tidspunkt tegnet et stjernehop til en galakse (NGC 6503) nogle grader nordfor NGC 6543. Så den satte jeg mig for at opsøge som nattens sidste objekt.

Et halvt synsfelt tilbage mod øst, ved 48 gange, og så ellers stille og roligt stjernehop mod nord. Indtil en tåget plet tæt på en relativ klar stjerne dukkede op i synsfeltet. Et tjek i Uranometria 2000.0 viste at det passede med NGC 6503.

NGC 6503 var alt det M57, M13 og NGC 6543 ikke var. Svag, diffus og uden detaljer. Kunne blot konstatere en svagt lysende plet, nogle bueminutter øst for den relative klare stjerne. Den oval plet var ca. 4 gange så lang som høj. Og ganske diffus. Altså en typisk svag galakse, som jeg har set så mange af.

Med en svagt lysende plet på nethinden og minderne om en flot M57, en endnu flottere M13, en overraskende dobbeltstjerne og en kompakt planetarisk tåget, var det nu tid til at pakke samme og styre mod sengen. Nattefrosten, den nåede vist ikke til Møn i denne omgang. Men det gør den nok en anden nat.