I morges da jeg stod op, blev jeg mødt af et smukt syn i vinduet.
Venus og Månens tynde segl lyste smukt gennem morgentågen. Soveværelsesvinduet blev hurtigt skiftet ud med en tur ud i haven, hvor en pragtfuld stille og kølig septembermorgen mødte mig.
Det blev til et par snapshots af trioen, for faktisk står Månen ganske tæt på den klare stjerne Regulus – Løvens hjerte. Regulus kunne skimtes med det blotte øje, men synet var meget bedre og flottere i håndkikkerten.
Næste gang Venus og Månen står tæt sammen er om morgen d. 18. oktober.