Guide til Gegenschein

Et af de vanskeligste og dermed også mest oversete objekter på nattehimlen er Gegenschein. Gegenschein er kendetegnet ved et næsten spøgelsesagtigt svagt lys som kun kan ses under de allerbedste betingelser.

Fordi lysfænomenet er så svagt og overset, har kun få mennesker hørt om fænomenet og endnu færre har set det! At spotte Gegenschein er derfor et af de største trofæer du kan ”fange” med det blotte øje. I denne artikel vil du, udover en forklaring af fænomenet Gegenschein, få tips til hvordan du selv optimerer dine chancer for at se dette næsten spøgelsesagtige svage lys på nattehimlen.

Gegenscheinet er den meget svag plet midt i billedet. Det er ikke sikkert at du kan se pletten på din skærm. Klik på billedet for at se et farvekodet billede, hvor Gegenscheinet er tydeligere.

Hvor vanskeligt fænomenet er at se, kan illustreres ved at vi kun er to personer i Danmark som har set Gegenschein! Og så vidt jeg ved er billedet til højre, det første som er taget af Gegenschein fra Danmark. Billedet er taget midt i oktober 2012, hvor Gegeschein lige er kommet op over airglow og lysforurening. Gegenschein er vanskelig at se og det er ikke spor nemmere at fotografere! Hvilket også fremgår af billedet.

Gegenschein – Helligt lys i et støvet solsystem

Heiligenschein, den jordiske variant af Gegenschein. Ses som en lysende område omkring en ballonkurv. Marken er en kornmark, men kan også være andre afgrøder eller underlag.

Lad os starte med benene på jorden. Måske kender du allerede fænomenet Heiligenschein? Heiligenschein kan du se som en lysende ring omkring skyggen af dit hoved, hvis du står og kigger udover en kornmark, græsplæne eller lignende. En direkte oversættelse af det tyske navn giver et godt billede af hvad det er du ser – Helligt lys – tænk på den lysende ring du ser på billeder af Jesusbarnet og Jomfru Marie! Et mere nutidigt billede kan ses ovenfor, hvor Heilingenschein ses omkring en ballonkurv over en kornmark.

Gegenschein er det samme fænomen blot på solsystemskala. I stedet for skyggen af dit hoved, så er det nu Jorden som er skyggegiver. Og det fine støv, som svæver rundt i solsystemet, er reflektor i stedet for kornet i kornmarken. Der er dog den variation, at støvet er så lang væk, at vi ikke kan se Jordens skygge på støvet, men kun den lysende plet.

Forhindringerne hober sig op!

Et af de første forhindringer vi støder på i jagten på Gegenschein skyldes støvet. For det er spredt og meget fint. Lyset der reflekteres af støvet er derfor tilsvarende svagt.

Et andet fænomen som påvirker synligheden af Gegenschein er Airglow. Airglow er en svag glød som findes højt oppe i Jordens atmosfære. Airglow er som nævnt svag, men jo længere nede på himlen du kigger, jo mere luft og dermed airglow, er der mellem dig og støvet ude i solsystemet. Så for at se Gegenschein, skal Gegenschein være så højt på himlen, at det er over det værste airglow. Derfor er de bedste perioder for at se Gegenschein fra Danmark fra midt september til udgangen af november og igen i februar og marts. I december og januar er Gegenschein for tæt på Mælkevejen og drukner derfor i stjernernes baggrundslys.

Fordi Gegenschein er lyssvagt, så er der strenge krav om at der skal være ingen eller absolut minimal lysforurening i det område som du observere fra. Her hjælper det også hvis luften er exceptionel klar den nat du er ude og kigge.

Og så er det naturligvis et krav at Månen ikke er på himlen, når du er ude at kigge. Bare lige for at nævne den.

Sidst, men ikke mindst, så skal du være øvet i at spotte svagt lysende, kontrastløse objekter på nattehimlen. Hvis du allerede har set zodikallyset, er du godt hjulpet, da de yderste dele af Zodiakallyset også er svagt lysende og kontrastløse.

Godt, så har jeg vist fået skræmt de fleste potentielle observatører væk! Men Gegenschein er et svært fænomen at se, så derfor den lange forklaring om de forhindringer du vil støder på i jagten på Gegenschein!

Langt, langt ude på landet

Lad os starte med at finde et observationssted. Observationsstedet skal som nævnt være uden eller med absolut minimal lysforurening, specielt i retningen syd er det vigtigt, da det er sydhimlen som skal være så mørk som muligt. Dette krav udelukker rigtig meget af Danmark som observationssted for Gegenschein!

Dine chancer er bedst for at se Gegenschein, hvis du observere fra de hvide eller lys grønne zoner. Credit: P. Cinzano, F. Falchi (University of Padova), C. D. Elvidge (NOAA National Geophysical Data Center, Boulder). Copyright Royal Astronomical Society. Reproduced from the Monthly Notices of the RAS by permission of Blackwell Science.

Jeg har selv set Gegenschein fra Møn og Avnø Naturcenter (Sydsjælland) og vil på den baggrund anbefale at du finder et observationssted som ligger i hvid eller grøn zone. Se kortet til højre. Desuden er det et krav, at der syd for observationsstedet er mindst 30 km med hvid eller grøn zone.

Når du er nået frem til dit observationssted, så giv dine øjne mindst 20 minutter til at vænne sig til mørket; 30 eller 40 minutter er endnu bedre.

Selve observationen sker bedst når Gegenschein står højeste på himlen, hvilket er kl. 01, når vi har sommertid, og kl. 00 når vi har skiftet tilbage til normal tid i slutningen af oktober. Du er ikke begrænset til at kigge kl. 01, men kan starte allerede 1½ time før eller efter. Det har jeg selv haft held med.

At spotte et spøgelse

Nu har du så sat dig til rette i den medbragt liggestol og øjnene har vænnet sig til mørket i 20-30 minutter. Så kan du endelig begynde at kigge efter Gegenschein.  Det du skal kigge efter, er en stor oval, uhyre svagt lysende område som er ca. 10 grader i længde og ca. 5 grader i højde.

Det ovale område vil være centreret på ekliptika, stik modsat solen, så det er en hjælp hvis du ved cirka hvor ekliptika er placeret i forhold til stjernebillederne.

Ekliptikas placering mellem stjernerne. Gegenschein vil altid være centreret omkring ekliptika. Billedet viser stjernehimlen d. 4-5. oktober, kl 00.00.

Gegenschein er kun en anelse lysere end den øvrige nattehimmel og flyder nærmest umærkeligt over i det øvrige baggrundslys på nattehimlen. Det vil kun være synlig med dit indirekte syn, så den teknik skal du også have godt styr på at anvende.

Jeg bruger selv en metode med at bevæge blikket henover himlen. Fra syd til øst og tilbage igen, hvis det er 1½ time før midnat at jeg kigger, så vil Gegenschein træde lidt tydeligere frem. Men det er stadig en udfordring at spotte det.

Første gang du er ude og kigge efter Gegenschein er det svært at se og du vil nok være i tvivl om du virkelig har set det, for det er på grænsen af det synlige. Så noter dig hvilke stjerner lyset ser ud til at være centreret i mellem. Du kan evt. printe billedet med ekliptika ud og tegne på det.

En uge eller to senere kan du returnere og forsøge igen. Denne anden gang vil du måske opleve at det oval område er lidt nemmere at spotte og så har det flyttet sig mellem stjernerne!

Tillykke du har lige spotte Gegenschein 🙂

Det er ikke sikkert at du spotter Gegenschein første gang du er ude for at spotte det. Men det skal du ikke lade dig skræmme af. Måske var vejret ikke optimal; måske var der for meget airglow eller lysforurening på sydhimmelen; måske er du ikke nok øvet i at spotte svage kontrastløse objekter på nattehimmelen. Der er kun et at gøre og det er at prøve igen og igen.

Jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du har held til at spotte Gegenschein, for som nævnt i starten er vi en meget lille eksklusiv skare som har spottet Gegenschein fra Danmark.

God jagt!