Oplev Natten på Møn

Natten er fantastisk. Især hvis du kan opleve den fra et sted uden lys- og støjforurening.

Hvis du er regelmæssig gæst på min blog vil du sikkert have bemærket min begejstring for den mønske nat. Med god grund, for den mønske nattehimmel er tæt på den naturlige mørke nattehimmel; et stykke natur som er forsvundet fra eller truet i størstedelen af Danmark.

Mælkevejen, et overvældende og smukt syn over Møn om efteråret.

Nu er det så blevet muligt at bestille forskellige oplevelsespakker til natten på Møn. Det gør du via denne hjemmeside www.oplevnatten.dk

Min andel af de seks pakker, som tilbydes p.t., er Mælkevejen.

Mælkevejspakken er en guidet tur rundt på årstidens stjernehimmel. Den guidet tur foregår dels med det blotte øje, prismekikkert og teleskop.

Før vi kaster os ud i at observere med teleskopet vil jeg bruge tid på at udpege de forskellige stjernebilleder, som er synlig den pågældende aften. Og helt afhængigt af årstiden, vil jeg udpege andre spændende objekter som er synlige. Det kan være planeter, Mælkevejen, Andromedagalaksen (det fjernest objekt vi kan se uden teleskop), Zodiakallys og meget meget andet.

Undervejs i turen med det blotte øje vil jeg supplere med en prismekikkert (håndkikkert), så vi kan få et klarere blik på Andromedagalaksen, Oriontågen eller andre klare objekter der gør sig godt i en håndkikkert.

Fra Møn, er Zodiakallysets store lyskegle ikke til at overse i februar og marts.

Efter den guidet tur, med kun prismekikkert til hjælp, vil vi dykke ned i detaljerne med det store teleskop. Med teleskopet bliver der pludselig mange detaljer synlig på planeterne, f.eks. Saturns ringe og skybælter på Jupiter. Mange af stjernerne på himlen bliver til farverige dobbeltstjerner, der lyser som små ædelsten. Og døde stjerner vil hænge som tågede røgringe eller æbleskrog mellem de andre stjerner.

Er månen fremme vil dens bjergkæder og tusindtal af kratere være et imponerende syn at “svæve henover” i teleskopet. Er månefasen rigtig, vil vi gøre et forsøg på at spotte nogle af de steder hvor amerikanerne landede med deres Apollo-missioner tilbage i 1969-1972. Og nej, vi kan ikke se landingsmodulerne eller flagene 🙂

Mere info om overnatningssteder, priser, bookning osv. finder du på www.oplevnatten.dk

En tur på stranden

Jeg var en tur på stranden d. 1. april. Det var ikke for at vinterbade eller for at sole mig i den spæde forårssol, for turen var om aftenen, længe efter at solen var gået ned.

Næh, turen var egentlig for at tage nogle billeder af strandkanten med stjerner. Stranden ved Møns sydkyst, mere specifikt omkring Tøvelde stenen, er spændende fordi der er så mange store sten nær strandkanten og det er med til at gøre billederne lidt mere spændende at kigge på.

PanSTARRS og Andromeda galaksen

PanSTARRS og Andromeda galaksen står flot over skrænten ved Tøvelde stenen.

Jeg nåede først ned på stranden 1½ time efter solnedgangen, så det var allerede ved at være dejligt mørkt. Mens jeg gik langs stranden, på vej til mit motiv jeg havde spottet tidligere på dagen, huskede jeg på PanSTARRS.

Kometen var stadig synlig uden kikkert, som en tåget stjerne, med en kort og bred hale. Kometen stod tæt på Andromeda galaksen, men selvom at galaksen er klar, så var det kometen jeg så først. Efter at have taget et par billeder af parret som de stod over skrænten, gik jeg videre til det motiv jeg var kommet efter.

Motivet viste sig at være knap så spændende om natten, som det havde været om dagen. Men mens jeg stod der på stranden og tog billeder og mine øjne blev mørketilvænnet. Så var det at stjernehimlen virkelig åbenbarede sig, i en af de virkelig klare og flotte nætter der er så få af i løbet af året.

Vinterudgaven af Mælkevejen, hang halvvejs nede på nordvest- og nordhimmelen, hvilket på ingen måde er optimal, da den udover at tabe lys og kontrast til den ekstra atmosfære, også skal kæmpe sig igennem lysforureningen fra Stege, København og alle de andre byer på Sjælland.

Alligevel, trods disse odds, var Mælkevejen et væld af stjerneskyer og mørke tåger der som guirlander snoede sig mellem stjerneskyerne. Mængden af detaljer i Mælkevejen i Cepheus, Cassiopieia og Persues var næsten skræmmende, især når tanken om at tegne den strejfede mig.

Skitse af Mælkevej observation

Skitse som viser udstrækningen af Mælkevejen, samt nogle af de andre områder og objekter jeg nævner i dette indlæg.

Faktisk så fik jeg lidt den oplevelse at stjerneskyerne i Mælkevejen mindede om de hvirvler du ser i røgfaner eller cumulus skyerne.

Efter mængden af detaljer i Mælkevejen var det næste der slog mig, hvor udstrakt vinterudgaven af Mælkevejen egentlig er.

Fra Cassiopeia, hvor Mælkevejen er tættest på Nordstjernen, bredte Mælkevejen sig ud til at omslutte Nordstjernen og videre derfra til det nordligste par af stjerner i Lille bjørns kasse (Ursa Minor), en strækning på ca. 40 grader!

Fra de to stjerner forsatte Mælkevejens nordlige kant videre til stjernen Muscida, som udgør bjørnens næse i stjernebilledet Stor bjørn (Ursa Major), videre fra næsen gik det til Talitha som er bjørnens ene forpote. Videre herfra forsatte Mælkevejen ned til stjernehoben Praesepe eller Bikuben som lå på kanten af Mælkevejen i stjernebilledet Krebsen (Cancer).

Herefter fadede Mælkevejens nordlige grænse ude i himlens baggrundslys. Om det var zodiakal båndet (et ekstremt svagt lysende bånd mellem Zodiakal lyset og Gegenschein) eller det var det spredte lys fra Rostock, der fik mig til at tabe sporet af Mælkevejen ved jeg ikke. Det var for svært at vurdere.

For lige at vende tilbage til området mellem Cassiopeia og Nordstjernen. Så var der en ret påfaldende mørk tåge synlig her. Tågen havde form som et stort spejlvendt J. Og den strakte sig fra ca. 5 grader nordfor stjernen Segin i Cassiopeia til halvvejs mod Nordstjernen, en strækning på ca. 10 grader.

Hvad er der så at se udover Mælkevejen? Stjerner, masser af stjerner! Faktisk så er der så mange stjerner synlig at der ikke er nogle mørke huller mellem de klare stjerner, der udgør stjernebilleder. I alle huller var der mange svage stjerne synlig. F.eks. kunne jeg ret nemt se 8-9 stjerner i Karlsvognens vognkasse. Et område, hvor du normalt kun vil se et par stjerner eller hvis du bor i byen – ingen stjerner!

Området mellem vognstangen og Canis Venatici (Jagthunden), som ”normalt” kun har et par svage stjerner, havde mange svage stjerner. Jeg talte dem ikke, så jeg kan ikke sætte tal på. Men det var mærkelig at se et ”normalt” øde område, fyldt med små stjerner.

Sådan var det alle steder på himlen, lige meget hvor jeg kiggede, så var det fyldt med svage stjerner, hvor der ”normalt” kun er tomme huller mellem de klare stjerner.

Østersøen med lyset over Tyskland

Østersøen med det fjerne lys over Tyskland. Dette var et af de billeder jeg var taget på stranden for at fotografere.

Sikker en tur! Det var så fascinerende og flot at stå under denne himmel, så det er svært at sætte ord på. Og ord er kun beskrivelser. Beskrivelser, som er fattige i forhold til at under den rigtige stjernehimmel.

Og så vil jeg lige slå fast endnu engang, at dette indlæg IKKE er beskrivelsen af stjernehimmelen set fra en bjergtop i et fjernt land! Nej, det er beskrivelsen af stjernehimmelen over en strand på Møn, i Danmark!!

Hvor er jeg heldig at bo så tæt på en næsten uberørt nattehimmel. En himmel som burde beskyttes mod alt det lys som vi formålsløst sender til himmels, så fremtidens generationer også kan opleve, den umådelige fascination det er at stå under den ægte nattehimmel.

 

Lidt tanker om De Mørkeste Steder

Hvis du aldrig har været et sted hvor det naturlige nattemørke hersker, kan det være svært at forstå min og andre ligesindets begejstring for sådanne steder!

At forklare begejstringen med ord, for andre mennesker som ikke har oplevet det naturlige nattemørke og derfor ikke har nogen referenceramme, er utrolig svært. Måske umuligt?? Men det skal nu ikke afholde mig fra at gøre et forsøg på at forklare hvorfor jeg synes det naturlige nattemørke er fantastisk.

Skyer i silhuet mod stjernevrimlen. Et syn forbeholdt de mørkeste steder.

At stå under en nattehimmel som ikke er ødelagt af menneskeskabt lys er vild fascinerende. Landskabet er ikke sort og ufremkommelig, som man kunne forvente. Stjernerne og Mælkevejen giver lys nok til at du kan fornemme landskabet, stier og buske, så du stille og roligt kan gå rundt i mørket uden at falde over ting og sager. Hvis en eller flere af planeterne er fremme så er der endnu mere lys at orientere sig ved.

Nattehimlen er mildest talt spektakulær fra et mørkt sted. Mælkevejen er ikke et smalt svagt lysende og stukturløst bånd. Men en klar, og meget bred flod af svage stjerner. Med tydelige støvskyer og støvbånd blandet i mellem de ufattelige mængder af svage stjerner. Stjernehobe som ellers er forbeholdt teleskoper, popper ud af Mælkevejen som små lysende og tågede pletter.

Bredden af Mælkevejen er svært at beskrive, men den er bred, rigtig bred. Svanen (stjernebilledet) kan lige netop ikke række henover Mælkevejen, ikke engang med sine yderste vingetipper. I efteråret og vinteren kan man se at Mælkevejen i Cephus og Cassiopeia bredder sig ud og nå op til, og på de bedste nætter forbi Nordstjernen – En strækning på 20-25°!

Mælkevejen er et ubeskriveligt smukt syn fra de mørkeste steder.

Og det var bare Mælkevejen. Så er der lysfænomener som Zodiakallyset og Gegenschein. Ja, jeg bliver lige nød til at stoppe op og smage lidt på de to ord, Zodiakallys og Gegenschein…. de oser jo af mystik og noget eksotisk, gør de ikke?

Zodiakallyset var og er ifølge de få astronomibøger, der var i mit skolebibliotek og som jeg i øvrigt var den eneste der lånte, meget svær, måske grænsende til umulig at se fra vores breddegrader. Hmmm…. gad vide hvor forfatterne til de bøger boede, måske i byen?

I hvert fald så er Zodiakallyset nem at se fra de mørkeste steder, som en stor bred pyramide af lys et par timer efter solnedgangen (om foråret). Pyramiden er tydeligt vælte mod venstre. Selv om at Zodiakallysets rygte fortæller noget andet, så er det altså ikke svært at se fra et mørkt sted. Her er Zodiakallyset blot en del af nattenhimlen, ikke svær og egentlig blot noget som er der og er en del af skuet. Hvis Zodiakallyset er svær at se, så er Gegenscheins ry og lod, at det er umuligt at se fra Danmark – Det er ikke sandt – Fra de mørkeste steder er Gegenschein en lige så almindelig del af nattehimlen som Zodiakallyset, blot meget svagere og dermed ekstra svær at se. Men ved du hvad du skal kigge efter, så er Gegenschein ikke sværere end de yderste dele af Mælkevejen.

Når jeg står under sådan en nattehimmel, så føler jeg mig “hjemme”! Med de ufattelig mange stjerner, Mælkevejen, Zodiakallyset og Gegenschein som nattehimlen er fyldt med, er det umuligt at fare vild mellem stjernerne. Helt sikkert spiller min erfaring også med i denne følelse, men det er en mærkelig betryggende følelse i at kigge op i en stjernefyldt himmel.

Jeg er ikke den eneste, som er vild fascineret af en uspoleret nattehimle. At se den rigtige nattehimmel for første gang, uden byens ødelæggende lysskær, kan få følelserne frem selv ved mest ihærdige amatørastrofotograf. Morten alias EDBBOB på astro-forum, giver en rigtig god beskrivelse af hans første møde med den rigtige nattehimmel her:

“Hej astronomer.

Efter at have rodet med astrofoto i lidt over et år, fik jeg i denne weekend, chancen for at se stjerner, i rigtigt mørke fra Møn. Jeg var overvældet!

Selvfølgelig har jeg før været på landet og set stjerner i mørket, men dengang var det bare hvide prikker. Nu stod jeg med tårer i øjnene, og et smil fra øre til øre, og så Svanen sprede sine vinger ud på hver sin side af mælkevejen. Man kunne tydeligt se struktur i mælkevejen, næsten hele vejen over himlen. For en lysforurenet bybo, var det storslået. Som at hænge frit i rummet og se universet.

Double clusteren var meget tydelig, og der var så mange stjerner, at jeg havde svært ved at finde meget af det jeg normalt nemt kan genkende fra byen, fordi det hele druknede i stjerner.….”

Det er da smukt skrevet 🙂

Du finder hele tråden på www.astro-forum.dk

At se den rigtige stjernehimmel er en vild flot oplevelse. Og jeg ønsker virkelig, at mange, mange flere mennesker prøver den oplevelse det er, at stå under den rigtige nattehimmel og bare lade sig fascinere – ikke tænke – men bare lade sig fascinerer og benover. Så vil de måske begynde forstå, hvorfor det her forsøg på at beskrive min fascination af den naturlige nattehimmel er dømt til at fejle.