Sæson for zodiakallyset

Zodiakallys…. prøv at udtal ordet for dig selv, smag lidt på det. Det virker eksotisk og fremmedartet ik’?

Lysfænomenet som ordet dækker over er da også eksotisk og fremmedartet. Stor nok til at du nemt overser det. Svag nok til at du ikke kan se det fra byerne, men skal en tur på landet. Altid til stede, men dog bedre på nogle årstider end andre.

Zodiakallyset fra Aborrebjerg på Østmøn, d. 1. marts 2013. Zodiakallyset var meget stor og nem at se fra Aborrebjerg som er et af de mørkeste sted.

Måden hvorpå zodiakallyset opstår er da også lidt eksotisk, da lyset består af sollys som er reflekteret i alt det fine støv der svæver rundt det samme plan som planeterne og de fleste asteroider og kometer bevæger sig rundt i – Det plan som vi fra Jorden ser som ekliptika eller zodiak. Heraf kommer navnet zodiakallys, fordi lyset ser ud til at være begrænset til et område på himmel omkring zodiak eller dyrekredsen.

Støvet som giver os zodiakallyset er meget fint, fra 0,01 til 0,3 mm i diameter. Støvpartiklerne stammer fra kometer som kaster en masse vand og støv af sig, når de passere tæt forbi solen og så asteroider der bliver ramt af små og store meteorer der slår endnu finere støv af asteroiderne.

Hvis du bor i troperne, vil du kunne se zodiakallyset hver aften året rundt. Men nu bor vi i Danmark og her afhænger udsynet til zodiakallyset af årstiden.

Om foråret står ekliptika i en stejl vinkel på horisont om aften. Så da er zodiakallyset stadig fri af disen ved horisonten, når det er blevet helt mørkt. Omvendt så ligger ekliptika ret fladt med horisonten om morgen, så zodiakallyset når knap nok at komme op over disen, før daggryet melder sig i øst. Så en forårsmorgen vil du næppe kunne se zodiakallyset, selvom at det er der.

Skitse som illustrerer hvorfor vi nemmere ser zodiakallyset en forårsaften end en efterårsaften. Ekliptikas vinkel med horisonten er afgørende for om zodiakallyset drukner i disen eller det står højt og flot.

Om sommeren drukner det svage lys fra zodiakallyset, i de lyse nætter.

Efteråret er det stik modsat foråret. Ekliptika ligger ret fladt med horisonten om aftenen, så da vil der ikke være noget at se. Om morgen står ekliptika i en stejl vinkel med horisonten og er nem at se. Eneste – men – Du skal tidligt op!

Vinteren er lidt en overgang mellem efterår og forår. Så først på vinteren er det forsat om morgen du skal kigge, mens sidst på vinteren er det bedst om aftenen.

Derfor er den bedste sæson for at se zodiakallyset, fra medio februar til udgangen af april. I hvert fald for os som ikke kan komme op om morgen!

Se zodiakallyset

Zodiakallyset er stort. Det eneste lysfænomen som er større på nattehimlen er Mælkevejen. Alene størrelsen af zodiakallyset kan snyde en til at tænke at det er den sidste glød af solnedgangen man står og kigger på.

Den nemmeste måde at omgå den tvivl på, er ved at vente med at kigge til 2 – 2½ timer efter solnedgang. På det tidspunkt er astronomisk tusmørke ophørt og den sidste glød på vesthorisonten efter solnedgangen vil være slukket. Så det du ser er zodiakallyset.

Et andet trick som kan hjælpe, er ved at bevæge dit syn fra syd over vest til nord og tilbage igen, alt i mens du lægger mærke til hvor lys eller mørk himlen er. Så vil zodiakallyset også ”poppe” frem.

Illustration af trick til at detektere zodiakallyset. Den blå streg omkranser zodiakallyset og den gule streg viser hvorledes du bevæger øjene fra syd til nord og tilbage. Alt i mens du lægger mærke til hvor lys eller mørk himmelen er, så vil zodiakallyset "poppe" frem. Klik på billedet for at se panoramaet uden de grimme streger!

 

Det lys du skal kigge efter, er lige så klar eller svag om du vil, som Vintermælkevejen, der står højt på sydhimlen, når du går ud 2 – 2½ timer efter solnedgang.

Meget vigtigt for din succes med at se zodiakallyset er at vælge en aften, hvor månen ikke er fremme eller kun er få dage gammel, så den ikke genere. De bedste perioder i 2013 er fra d. 1. marts til 12. eller 13. marts og så igen fra d. 30. marts til 12. eller 13. april.

Og så er der lige det med lysforureningen! Find et sted at kigge fra, nogle kilometer vest for den nærmeste større by og hvor der er minimalt med andre større byer mod vest. Det f.eks. være ved en vestvendt kyst. Sådanne steder vil der ikke være en lyskuppel fra en by til at genere dit udsyn til zodiakallyset.

Når du har gjort alt dette arbejde, med at vælge tidspunkt og sted, så burde du have en god chance for at se det eksotiske og fremmedartet zodiakallys.

God fornøjelse!

Lidt tanker om De Mørkeste Steder

Hvis du aldrig har været et sted hvor det naturlige nattemørke hersker, kan det være svært at forstå min og andre ligesindets begejstring for sådanne steder!

At forklare begejstringen med ord, for andre mennesker som ikke har oplevet det naturlige nattemørke og derfor ikke har nogen referenceramme, er utrolig svært. Måske umuligt?? Men det skal nu ikke afholde mig fra at gøre et forsøg på at forklare hvorfor jeg synes det naturlige nattemørke er fantastisk.

Skyer i silhuet mod stjernevrimlen. Et syn forbeholdt de mørkeste steder.

At stå under en nattehimmel som ikke er ødelagt af menneskeskabt lys er vild fascinerende. Landskabet er ikke sort og ufremkommelig, som man kunne forvente. Stjernerne og Mælkevejen giver lys nok til at du kan fornemme landskabet, stier og buske, så du stille og roligt kan gå rundt i mørket uden at falde over ting og sager. Hvis en eller flere af planeterne er fremme så er der endnu mere lys at orientere sig ved.

Nattehimlen er mildest talt spektakulær fra et mørkt sted. Mælkevejen er ikke et smalt svagt lysende og stukturløst bånd. Men en klar, og meget bred flod af svage stjerner. Med tydelige støvskyer og støvbånd blandet i mellem de ufattelige mængder af svage stjerner. Stjernehobe som ellers er forbeholdt teleskoper, popper ud af Mælkevejen som små lysende og tågede pletter.

Bredden af Mælkevejen er svært at beskrive, men den er bred, rigtig bred. Svanen (stjernebilledet) kan lige netop ikke række henover Mælkevejen, ikke engang med sine yderste vingetipper. I efteråret og vinteren kan man se at Mælkevejen i Cephus og Cassiopeia bredder sig ud og nå op til, og på de bedste nætter forbi Nordstjernen – En strækning på 20-25°!

Mælkevejen er et ubeskriveligt smukt syn fra de mørkeste steder.

Og det var bare Mælkevejen. Så er der lysfænomener som Zodiakallyset og Gegenschein. Ja, jeg bliver lige nød til at stoppe op og smage lidt på de to ord, Zodiakallys og Gegenschein…. de oser jo af mystik og noget eksotisk, gør de ikke?

Zodiakallyset var og er ifølge de få astronomibøger, der var i mit skolebibliotek og som jeg i øvrigt var den eneste der lånte, meget svær, måske grænsende til umulig at se fra vores breddegrader. Hmmm…. gad vide hvor forfatterne til de bøger boede, måske i byen?

I hvert fald så er Zodiakallyset nem at se fra de mørkeste steder, som en stor bred pyramide af lys et par timer efter solnedgangen (om foråret). Pyramiden er tydeligt vælte mod venstre. Selv om at Zodiakallysets rygte fortæller noget andet, så er det altså ikke svært at se fra et mørkt sted. Her er Zodiakallyset blot en del af nattenhimlen, ikke svær og egentlig blot noget som er der og er en del af skuet. Hvis Zodiakallyset er svær at se, så er Gegenscheins ry og lod, at det er umuligt at se fra Danmark – Det er ikke sandt – Fra de mørkeste steder er Gegenschein en lige så almindelig del af nattehimlen som Zodiakallyset, blot meget svagere og dermed ekstra svær at se. Men ved du hvad du skal kigge efter, så er Gegenschein ikke sværere end de yderste dele af Mælkevejen.

Når jeg står under sådan en nattehimmel, så føler jeg mig “hjemme”! Med de ufattelig mange stjerner, Mælkevejen, Zodiakallyset og Gegenschein som nattehimlen er fyldt med, er det umuligt at fare vild mellem stjernerne. Helt sikkert spiller min erfaring også med i denne følelse, men det er en mærkelig betryggende følelse i at kigge op i en stjernefyldt himmel.

Jeg er ikke den eneste, som er vild fascineret af en uspoleret nattehimle. At se den rigtige nattehimmel for første gang, uden byens ødelæggende lysskær, kan få følelserne frem selv ved mest ihærdige amatørastrofotograf. Morten alias EDBBOB på astro-forum, giver en rigtig god beskrivelse af hans første møde med den rigtige nattehimmel her:

“Hej astronomer.

Efter at have rodet med astrofoto i lidt over et år, fik jeg i denne weekend, chancen for at se stjerner, i rigtigt mørke fra Møn. Jeg var overvældet!

Selvfølgelig har jeg før været på landet og set stjerner i mørket, men dengang var det bare hvide prikker. Nu stod jeg med tårer i øjnene, og et smil fra øre til øre, og så Svanen sprede sine vinger ud på hver sin side af mælkevejen. Man kunne tydeligt se struktur i mælkevejen, næsten hele vejen over himlen. For en lysforurenet bybo, var det storslået. Som at hænge frit i rummet og se universet.

Double clusteren var meget tydelig, og der var så mange stjerner, at jeg havde svært ved at finde meget af det jeg normalt nemt kan genkende fra byen, fordi det hele druknede i stjerner.….”

Det er da smukt skrevet 🙂

Du finder hele tråden på www.astro-forum.dk

At se den rigtige stjernehimmel er en vild flot oplevelse. Og jeg ønsker virkelig, at mange, mange flere mennesker prøver den oplevelse det er, at stå under den rigtige nattehimmel og bare lade sig fascinere – ikke tænke – men bare lade sig fascinerer og benover. Så vil de måske begynde forstå, hvorfor det her forsøg på at beskrive min fascination af den naturlige nattehimmel er dømt til at fejle.