Jeg var så heldig at holde ferie i juli. En måned som ikke just var præget af flot sommervejr med masser af sol og klare nætter. Det gjorde da også at jeg kun kom ud med mit teleskop en enkelt gang, i slutningen af måneden.
Målet denne nat var nogle spændende dobbeltstjerner og et par andre objekter omkring Væversken, bedre kendt under navnet Vega, som er den klareste stjerne i stjernebilledet Lyren og en af de tre stjerner i Sommertrekanten.
Turen blandt stjernerne, kan du finde på dette kort.
Kortet er genereret i Cartes du Ciel. Klik på kortet for at download det i pdf-format.
Natten startede lidt over kl. 23 hvor det endelig var ved at være mørkt nok og Mælkevejen var så småt ved at titte frem på den dybsortblå himle. Jeg havde valgt at sætte mit teleskop op i ”køkkenhaven”, her kunne den lune brise nemt komme til og holde noget af duggen på afstand. Fred, ro og lunt vejr, så kan det næsten ikke være bedre at kigge stjerner.
Efter at have foretaget de sidste indstillinger af monteringen og tjekket at søgekikkerten stadig pegede i samme retning som hovedteleskopet, var jeg klar til nattens første objekt – Vega.
Som en af klareste stjerner på himlen var Vega nemt fundet i søgekikkerten, i hovedkikkerten kom den lavest forstørrelse på 48x i det gamle linseteleskop. Ikke ret meget forstørrelse, men nok til at kunne nyde synet af Vega som en blå-hvid, skarptlysende diamant med en himmelblå halo rundt om. Haloen gjorde at det så ud som lå diamanten Vega på en himmelblå velourpude – Vild flot!
Vegas lille kompagnon, som egentlig var målet med at kigge på Vega, stod som et lille skarp prik i Vegas velourpude, et godt stykke syd for Vega. Selvom at de to ikke var en rigtig dobbeltstjerne, men en optisk dobbeltstjerne, så var der ingen tvivle om at de to ”hørte sammen”. Okay det var den første. Ifølge Burnhams, skulle Vega have endnu en kompagnon, lidt tættere på og lidt svagere. Så nemt som den første kompagnon var kunne den næste ikke være så svær! Godt nok var den ikke synlig ved 48x, men jeg satte blot den næste forstørrelse i teleskopet, mærkeligt heller ingenting og således forsatte jeg til 170x. Der blev stirret længe og intenst ved denne forstørrelse og en gang i mellem, i små glimt, dukkede der en ganske svag stjerne frem i position ”kl. 2”, dybt begravet i Vegas simrende himmelblå velourpude. Hmmm… kunne det virkelig være den?
Her var det at nattens ro blev flænget af den mest rygmavsrislende brøl ude fra markerne! Et splitsekund senere stod jeg og brølede med! 1/10 sekund senere erkendte jeg at det bare var et advarselsbrøl, fra et rådyr 50-100 meters væk. Pyha! For et chok, det tog nogle sekunder før pulsen kom ned og jeg kunne sætte mig ned og opdage at jeg havde stået og trykket på fjernbetjeningen til monteringen under hele rådyrsseancen. Så jeg måtte starte genfinde Vega igen, før jeg kunne forsætte.
Nå, men det var den lille drilske C-komponent (kompagnon nr. 2). Op i forstørrelse igen og endnu en gang bekræfte at den var der og ja i den ”rigtige” positionsvinkel (PA).
I min forvirring fik jeg forbyttet hvilken retningen PA måles i, så faktisk var det ikke den komponent jeg ledte efter, at jeg så! Men det opdagede jeg først næste morgen, da jeg slog PA op på nettet og opdagede min fejl. Her var det så at Cartes du Ciel reddede min fornuft, for jeg havde jo set en stjerne! Ifølge Cartes du Ciel har Vega endnu en kompagnon i den PA som jeg så min stjerne i og i samme afstand som min. Pyha – fornuften reddet. Eneste ”men” er at Cartes du Ciel opgiver komponenten til at være lige så klar som den nemme komponent som jeg startede med. Det synes jeg ikke ligefrem at den var klar nok til at være, måske nærmere en størrelsesklasse svagere. Hvorfor denne forskel? Der kan være mange årsager. Jeg har fejlvurderet kompagnons størrelsesklasse, druknet som den var i Vegas lys. Der kan være opgivet en forkerte størrelsesklasse i Cartes du Ciel. Eller en helt tredje årsag.
Nå, men tilbage til min hyggelige nat ude under stjernerne.
Fra Vega stjernehoppede jeg videre til T Lyra, som kun er et par grader sydvest for Vega. T Lyra er en variable stjerne og den tilhøre en speciel gruppe som hedder karbonstjerner. Det gør de fordi der er masser af kulstof i deres atmosfære, noget som man kan se i deres spektra, men også på deres farve. Karbonstjernerne er dybrøde. T Lyra har jeg rigtig svær ved at finde, men med dobbelttjek af dens nabostjerner på et godt stjernekort, nåede jeg frem til at den overraskende svage, rødlige stjerne midt i mit synsfelt, var T Lyra. Farven kunne mere fornemmes end ses. Mærkelig stjerne som jeg helt sikkert skal kigge på igen senere på året, hvor den måske er klarer, det er jo en variabel stjerne.
Fra T Lyra svingede jeg teleskopet over på Zeta (ζ) Lyra, den klare stjerne et par grader SØ for Vega. ζ Lyra er en nem dobbeltstjerne og håbløs quadruple i linsekikkerten. De to klare A og B stjerner var flot adskilt ved den laveste forstørrelse på 48x og de stod begge og lyste flot med kontrastrige farver. A var klar gul og B orange, meget flot.
ζ Lyra farver undre mig lidt. For stjernernes spektraltyper er opgivet til hhv. A0 og F0 som jeg burde have set som hhv. blåhvid og hvid! Mystisk at jeg så dem som gul og orange, men det er det der gør det sjovt at observere dobbeltstjerner. Og jeg skal med sikkerhed have et kig på ζ Lyra igen, evt. med et andet teleskop, måske giver det nogle andre farvenuancer.
Min ”ven” rådyret gav sig stadig til kende en gang i mellem, nu heldigvis et par kilometer væk, så dets brøl var ikke nær så chokerende.
Efter ζ Lyra svingede jeg teleskopet ned til M57, ikke fordi at jeg ville kigge så meget på Ringtågen, men mere fordi at den var et passende udgangspunkt for min næste dobbeltstjerne – STT525. STT525 var knap et synsfelt diameter (ca. ¾ grad) NØ for Ringtågen, så STT525 var hurtig fundet. Igen en dobbeltstjerne med god afstand mellem komponenterne og en rigtig flot farvekontrast. A stjernen var flot orange, mens B var blå med et strejf af grå. Meget flot.
Efter en afbrydelse af katten, der mente at han skulle tørre hans våde poter i mit skød, svingede jeg teleskopet over til Theta (θ) Lyra. Igen en dobbeltstjerne som ikke tåler ret meget forstørrelse, omkring 66x synes jeg var det maksimale. Men den lave forstørrelse gør at θ Lyra virkelig kommer til sin ret, midt i et flot stjernefelt, med mange svage stjerner. Farvekontrasten mellem A og B er også tydelig, A er bleggul og B er blå. Dog skulle jeg hæve forstørrelsen til 96x for at se farverne tydeligst.
θ Lyra var udgangspunkt for nattens første deep-sky objekt NGC6791, når jeg lige ser bort fra smutturen omkring M57. NGC6791 var et synsfelt øst for θ Lyra og en anelse nedenfor. Snublede nærmest over 6791, mens jeg svinger teleskopet mod øst, da der pludselig dukkede et stort, tåget og svagt objekt op i synsfeltet. Ved 48x var der ikke nogen detaljer at se. Men ved 96x var der nogle få meget svage stjerner at se. Bestemt ikke noget publikumsmagnet!!
Videre til nattens sidste objekt, for nu var daggryet så småt ved at gøre sig gældende. Tilbage til θ Lyra og så stik syd på indtil jeg stødte ind i M56 en kugleformet stjernehob. M56 var ligesom 6791 en svag og tåget plet. Tilgengæld kunne M56 klare lidt mere forstørrelse og ved 120x dukkede der svage stjerner op langs kanten af hoben, de første antydninger af en opløsning. Det kunne være interessant at se M56 i min 6” Schmidt-Newton, men det måtte blive en anden gang. For klokken var nu ved at være 2.30 og jeg var mættet med indtryk og sengen kaldet.
