Du behøver ikke at investere i et teleskop for at kigge stjerner. Med det blotte øje og en almindelig prismekikkert kommer du rigtig, rigtig langt, især hvis du har adgang til en mørk nattehimmel. 

Nedenfor finder du en beretning fra november, som giver en ide om hvor meget du kan se fra et mørkt sted; med så lidt som dine øjne og en prismekikkert.

Den 25. november var det utrolig nok klart for anden aften i træk, det sker ikke så tit i november måned, men man kan jo være heldig.

Det blev lidt sent inden jeg slap ud under stjernerne. Igen “kun” med en prismekikkert som optisk hjælp.

Der var ikke nogle plan for aftenen, men planen udviklede sig som tiden gik.

Startede med et kig på M45 og M31, mens øjerne vænnede sig til mørket. Svingede dernæst over til M1, som ved 21-tiden stadig stod relativ lavt på himlen. Skulle lige tjekke om jeg kunne skelne den fra stjernerne i prismekikkerten. M1 var synlig som en lillebitte let diffus plet, ikke en stjerne, men tæt på. Så det kunne jeg godt.

Nu jeg var i det område kiggede jeg også på M37, som var en flot, meget rig, sværm af ganske svage stjerner, som lå på grænsen af det synlige i prismekikkerten. Flot, men ikke helt på højde med synet gennem et større wide-field teleskop. M36 var en kompakt sværm af svage stjerner, men dog klarere end stjernerne i M37. M36 virker næste fattig på stjerner i forhold til M37. M38 er helt anderledes igen. Lige så stor som M37 i udstrækning, men med lige så “klare” stjerner som M36. M38 har ganske mange stjerner, men slet ikke på højde med M37. M38 var derfor nem opløst i prismekikkerten.

Området i Tyren, som jeg observerede. De blå tåger omkring M45 er synlig på billedet og de mørk gas- og støvskyer som jeg "så" er tydelige på billedet. Klik på billedet for at se det i stor størrelse med nogle af de objekter jeg nævner i teksten markeret.

Nu jeg havde fundet hobene i prismekikkerten, så skulle jeg da også lige se om jeg kunne finde dem med det blotte øje. M37 var nemt fundet som en tåget plet. M38 var vanskelig, men jeg fandt den, som en ganske svag tåget plet. M36 fik jeg blandet sammen med nogle af de svage (6-7 mag. ) i området, så jeg blev aldrig sikker på at jeg så den med det blotte øje.

Nå, videre til M45 igen. Den er altså fantastisk smuk den hob! Nu var mine øjne godt mørketilvænnet, så der dukkede blå tåger op om alle fire stjerner i M45’s vognkasse. Huh! De fleste af de blå tåger affærdigede jeg som farvefejl i prismekikkerten, men tågen omkring Merope, var aflang og strakte sig ned mod SØ (himlen). Præcis som på billeder. Så måtte den tåge da være ægte og ikke en farvefejl. Har tidligere set tågen i min 80mm Vixen, men havde ikke forventet at den ville være synlig i en 10×50 prismekikkert! Fantastisk, så fik hoben lige en ekstra dimension.

Nu viste jeg ikke helt hvad jeg skulle kigge på / efter. Prøvede Califonia tågen. Men var ikke sikker på noget her. Rodede dernæst rundt i området med Taurus Molecular Clouds og endte ved stjernen 52 Taurus, som sammen med fire andre stjerner lå som en aflang ø midt i alt det mørke “tomhed”, absolut ingen stjerner. Men bevægede jeg synsfeltet et halvt synfelt (ca. 3 grader) væk fra 52 Tau, dukkede stjerneskyerne fra Mælkevejen op igen. Undtaget mod SØ her forsatte manglen på stjerner i endnu to fulde synsfelter, mens jeg krydsede henover B19. Det område brugte jeg lang tid på at udforske og skal helt sikkert tilbage og kigge igen. Utroligt at manglen på stjerner kan virke så fascinerende.

Således ladet op med nye synsindtryk var det på tide at vende næsen og de dybtfrosne fingre med husets varme igen.