Lysende natskyer d. 8-9. juni

Så fik jeg set mine første lysende natskyer (NLC), denne sommer.

Panorama af de lysende natskyer. Smukke er de.

Skyerne var i følge NASA allerede på spil medio maj og den første observation i Danmark var d. 24. maj. Det er tidligere end nogensinde før. Og endnu mere usædvanlig er at NLC indtil i år, har fuldt solens cyklus i modfase. Således at NLC-sæsonen starter tidligt og der er mange NLC når der er solminimum (mindst aktivitet på solen) og starter sent med få skyer når der er solmaksimum. Men solminimum var i 2008/09 og nu har vi solmaksimum hvor solen er mest aktiv.

Udsnit af panoramaet ovenfor. Det er lysende fra Stege du kan se i bunden af billedet. Læg mærke til de flotte strukturer der er i de lysende natskyer.

Og NLC-sæsonen burde derfor i år starte senere end gennemsnitlig, ikke slå rekorden i tidligst start!

Så der er noget i gære! Om det er klimaforandringerne der slår igennem eller solens afdæmpede maksimum er det vist for tidligt at udtale sig om.

Men usædvanligt og interessant er det.

Og mens forskerne diskuterer årsag og virkning, så kan vi andre nyde synet af de smukke skyer. Husk at hold øje med dem her i sommer.


En tur på stranden

Jeg var en tur på stranden d. 1. april. Det var ikke for at vinterbade eller for at sole mig i den spæde forårssol, for turen var om aftenen, længe efter at solen var gået ned.

Næh, turen var egentlig for at tage nogle billeder af strandkanten med stjerner. Stranden ved Møns sydkyst, mere specifikt omkring Tøvelde stenen, er spændende fordi der er så mange store sten nær strandkanten og det er med til at gøre billederne lidt mere spændende at kigge på.

PanSTARRS og Andromeda galaksen

PanSTARRS og Andromeda galaksen står flot over skrænten ved Tøvelde stenen.

Jeg nåede først ned på stranden 1½ time efter solnedgangen, så det var allerede ved at være dejligt mørkt. Mens jeg gik langs stranden, på vej til mit motiv jeg havde spottet tidligere på dagen, huskede jeg på PanSTARRS.

Kometen var stadig synlig uden kikkert, som en tåget stjerne, med en kort og bred hale. Kometen stod tæt på Andromeda galaksen, men selvom at galaksen er klar, så var det kometen jeg så først. Efter at have taget et par billeder af parret som de stod over skrænten, gik jeg videre til det motiv jeg var kommet efter.

Motivet viste sig at være knap så spændende om natten, som det havde været om dagen. Men mens jeg stod der på stranden og tog billeder og mine øjne blev mørketilvænnet. Så var det at stjernehimlen virkelig åbenbarede sig, i en af de virkelig klare og flotte nætter der er så få af i løbet af året.

Vinterudgaven af Mælkevejen, hang halvvejs nede på nordvest- og nordhimmelen, hvilket på ingen måde er optimal, da den udover at tabe lys og kontrast til den ekstra atmosfære, også skal kæmpe sig igennem lysforureningen fra Stege, København og alle de andre byer på Sjælland.

Alligevel, trods disse odds, var Mælkevejen et væld af stjerneskyer og mørke tåger der som guirlander snoede sig mellem stjerneskyerne. Mængden af detaljer i Mælkevejen i Cepheus, Cassiopieia og Persues var næsten skræmmende, især når tanken om at tegne den strejfede mig.

Skitse af Mælkevej observation

Skitse som viser udstrækningen af Mælkevejen, samt nogle af de andre områder og objekter jeg nævner i dette indlæg.

Faktisk så fik jeg lidt den oplevelse at stjerneskyerne i Mælkevejen mindede om de hvirvler du ser i røgfaner eller cumulus skyerne.

Efter mængden af detaljer i Mælkevejen var det næste der slog mig, hvor udstrakt vinterudgaven af Mælkevejen egentlig er.

Fra Cassiopeia, hvor Mælkevejen er tættest på Nordstjernen, bredte Mælkevejen sig ud til at omslutte Nordstjernen og videre derfra til det nordligste par af stjerner i Lille bjørns kasse (Ursa Minor), en strækning på ca. 40 grader!

Fra de to stjerner forsatte Mælkevejens nordlige kant videre til stjernen Muscida, som udgør bjørnens næse i stjernebilledet Stor bjørn (Ursa Major), videre fra næsen gik det til Talitha som er bjørnens ene forpote. Videre herfra forsatte Mælkevejen ned til stjernehoben Praesepe eller Bikuben som lå på kanten af Mælkevejen i stjernebilledet Krebsen (Cancer).

Herefter fadede Mælkevejens nordlige grænse ude i himlens baggrundslys. Om det var zodiakal båndet (et ekstremt svagt lysende bånd mellem Zodiakal lyset og Gegenschein) eller det var det spredte lys fra Rostock, der fik mig til at tabe sporet af Mælkevejen ved jeg ikke. Det var for svært at vurdere.

For lige at vende tilbage til området mellem Cassiopeia og Nordstjernen. Så var der en ret påfaldende mørk tåge synlig her. Tågen havde form som et stort spejlvendt J. Og den strakte sig fra ca. 5 grader nordfor stjernen Segin i Cassiopeia til halvvejs mod Nordstjernen, en strækning på ca. 10 grader.

Hvad er der så at se udover Mælkevejen? Stjerner, masser af stjerner! Faktisk så er der så mange stjerner synlig at der ikke er nogle mørke huller mellem de klare stjerner, der udgør stjernebilleder. I alle huller var der mange svage stjerne synlig. F.eks. kunne jeg ret nemt se 8-9 stjerner i Karlsvognens vognkasse. Et område, hvor du normalt kun vil se et par stjerner eller hvis du bor i byen – ingen stjerner!

Området mellem vognstangen og Canis Venatici (Jagthunden), som ”normalt” kun har et par svage stjerner, havde mange svage stjerner. Jeg talte dem ikke, så jeg kan ikke sætte tal på. Men det var mærkelig at se et ”normalt” øde område, fyldt med små stjerner.

Sådan var det alle steder på himlen, lige meget hvor jeg kiggede, så var det fyldt med svage stjerner, hvor der ”normalt” kun er tomme huller mellem de klare stjerner.

Østersøen med lyset over Tyskland

Østersøen med det fjerne lys over Tyskland. Dette var et af de billeder jeg var taget på stranden for at fotografere.

Sikker en tur! Det var så fascinerende og flot at stå under denne himmel, så det er svært at sætte ord på. Og ord er kun beskrivelser. Beskrivelser, som er fattige i forhold til at under den rigtige stjernehimmel.

Og så vil jeg lige slå fast endnu engang, at dette indlæg IKKE er beskrivelsen af stjernehimmelen set fra en bjergtop i et fjernt land! Nej, det er beskrivelsen af stjernehimmelen over en strand på Møn, i Danmark!!

Hvor er jeg heldig at bo så tæt på en næsten uberørt nattehimmel. En himmel som burde beskyttes mod alt det lys som vi formålsløst sender til himmels, så fremtidens generationer også kan opleve, den umådelige fascination det er at stå under den ægte nattehimmel.

 

Sæson for zodiakallyset

Zodiakallys…. prøv at udtal ordet for dig selv, smag lidt på det. Det virker eksotisk og fremmedartet ik’?

Lysfænomenet som ordet dækker over er da også eksotisk og fremmedartet. Stor nok til at du nemt overser det. Svag nok til at du ikke kan se det fra byerne, men skal en tur på landet. Altid til stede, men dog bedre på nogle årstider end andre.

Zodiakallyset fra Aborrebjerg på Østmøn, d. 1. marts 2013. Zodiakallyset var meget stor og nem at se fra Aborrebjerg som er et af de mørkeste sted.

Måden hvorpå zodiakallyset opstår er da også lidt eksotisk, da lyset består af sollys som er reflekteret i alt det fine støv der svæver rundt det samme plan som planeterne og de fleste asteroider og kometer bevæger sig rundt i – Det plan som vi fra Jorden ser som ekliptika eller zodiak. Heraf kommer navnet zodiakallys, fordi lyset ser ud til at være begrænset til et område på himmel omkring zodiak eller dyrekredsen.

Støvet som giver os zodiakallyset er meget fint, fra 0,01 til 0,3 mm i diameter. Støvpartiklerne stammer fra kometer som kaster en masse vand og støv af sig, når de passere tæt forbi solen og så asteroider der bliver ramt af små og store meteorer der slår endnu finere støv af asteroiderne.

Hvis du bor i troperne, vil du kunne se zodiakallyset hver aften året rundt. Men nu bor vi i Danmark og her afhænger udsynet til zodiakallyset af årstiden.

Om foråret står ekliptika i en stejl vinkel på horisont om aften. Så da er zodiakallyset stadig fri af disen ved horisonten, når det er blevet helt mørkt. Omvendt så ligger ekliptika ret fladt med horisonten om morgen, så zodiakallyset når knap nok at komme op over disen, før daggryet melder sig i øst. Så en forårsmorgen vil du næppe kunne se zodiakallyset, selvom at det er der.

Skitse som illustrerer hvorfor vi nemmere ser zodiakallyset en forårsaften end en efterårsaften. Ekliptikas vinkel med horisonten er afgørende for om zodiakallyset drukner i disen eller det står højt og flot.

Om sommeren drukner det svage lys fra zodiakallyset, i de lyse nætter.

Efteråret er det stik modsat foråret. Ekliptika ligger ret fladt med horisonten om aftenen, så da vil der ikke være noget at se. Om morgen står ekliptika i en stejl vinkel med horisonten og er nem at se. Eneste – men – Du skal tidligt op!

Vinteren er lidt en overgang mellem efterår og forår. Så først på vinteren er det forsat om morgen du skal kigge, mens sidst på vinteren er det bedst om aftenen.

Derfor er den bedste sæson for at se zodiakallyset, fra medio februar til udgangen af april. I hvert fald for os som ikke kan komme op om morgen!

Se zodiakallyset

Zodiakallyset er stort. Det eneste lysfænomen som er større på nattehimlen er Mælkevejen. Alene størrelsen af zodiakallyset kan snyde en til at tænke at det er den sidste glød af solnedgangen man står og kigger på.

Den nemmeste måde at omgå den tvivl på, er ved at vente med at kigge til 2 – 2½ timer efter solnedgang. På det tidspunkt er astronomisk tusmørke ophørt og den sidste glød på vesthorisonten efter solnedgangen vil være slukket. Så det du ser er zodiakallyset.

Et andet trick som kan hjælpe, er ved at bevæge dit syn fra syd over vest til nord og tilbage igen, alt i mens du lægger mærke til hvor lys eller mørk himlen er. Så vil zodiakallyset også ”poppe” frem.

Illustration af trick til at detektere zodiakallyset. Den blå streg omkranser zodiakallyset og den gule streg viser hvorledes du bevæger øjene fra syd til nord og tilbage. Alt i mens du lægger mærke til hvor lys eller mørk himmelen er, så vil zodiakallyset "poppe" frem. Klik på billedet for at se panoramaet uden de grimme streger!

 

Det lys du skal kigge efter, er lige så klar eller svag om du vil, som Vintermælkevejen, der står højt på sydhimlen, når du går ud 2 – 2½ timer efter solnedgang.

Meget vigtigt for din succes med at se zodiakallyset er at vælge en aften, hvor månen ikke er fremme eller kun er få dage gammel, så den ikke genere. De bedste perioder i 2013 er fra d. 1. marts til 12. eller 13. marts og så igen fra d. 30. marts til 12. eller 13. april.

Og så er der lige det med lysforureningen! Find et sted at kigge fra, nogle kilometer vest for den nærmeste større by og hvor der er minimalt med andre større byer mod vest. Det f.eks. være ved en vestvendt kyst. Sådanne steder vil der ikke være en lyskuppel fra en by til at genere dit udsyn til zodiakallyset.

Når du har gjort alt dette arbejde, med at vælge tidspunkt og sted, så burde du have en god chance for at se det eksotiske og fremmedartet zodiakallys.

God fornøjelse!