Jeg var en tur på stranden d. 1. april. Det var ikke for at vinterbade eller for at sole mig i den spæde forårssol, for turen var om aftenen, længe efter at solen var gået ned.
Næh, turen var egentlig for at tage nogle billeder af strandkanten med stjerner. Stranden ved Møns sydkyst, mere specifikt omkring Tøvelde stenen, er spændende fordi der er så mange store sten nær strandkanten og det er med til at gøre billederne lidt mere spændende at kigge på.
PanSTARRS og Andromeda galaksen står flot over skrænten ved Tøvelde stenen.
Jeg nåede først ned på stranden 1½ time efter solnedgangen, så det var allerede ved at være dejligt mørkt. Mens jeg gik langs stranden, på vej til mit motiv jeg havde spottet tidligere på dagen, huskede jeg på PanSTARRS.
Kometen var stadig synlig uden kikkert, som en tåget stjerne, med en kort og bred hale. Kometen stod tæt på Andromeda galaksen, men selvom at galaksen er klar, så var det kometen jeg så først. Efter at have taget et par billeder af parret som de stod over skrænten, gik jeg videre til det motiv jeg var kommet efter.
Motivet viste sig at være knap så spændende om natten, som det havde været om dagen. Men mens jeg stod der på stranden og tog billeder og mine øjne blev mørketilvænnet. Så var det at stjernehimlen virkelig åbenbarede sig, i en af de virkelig klare og flotte nætter der er så få af i løbet af året.
Vinterudgaven af Mælkevejen, hang halvvejs nede på nordvest- og nordhimmelen, hvilket på ingen måde er optimal, da den udover at tabe lys og kontrast til den ekstra atmosfære, også skal kæmpe sig igennem lysforureningen fra Stege, København og alle de andre byer på Sjælland.
Alligevel, trods disse odds, var Mælkevejen et væld af stjerneskyer og mørke tåger der som guirlander snoede sig mellem stjerneskyerne. Mængden af detaljer i Mælkevejen i Cepheus, Cassiopieia og Persues var næsten skræmmende, især når tanken om at tegne den strejfede mig.
Skitse som viser udstrækningen af Mælkevejen, samt nogle af de andre områder og objekter jeg nævner i dette indlæg.
Faktisk så fik jeg lidt den oplevelse at stjerneskyerne i Mælkevejen mindede om de hvirvler du ser i røgfaner eller cumulus skyerne.
Efter mængden af detaljer i Mælkevejen var det næste der slog mig, hvor udstrakt vinterudgaven af Mælkevejen egentlig er.
Fra Cassiopeia, hvor Mælkevejen er tættest på Nordstjernen, bredte Mælkevejen sig ud til at omslutte Nordstjernen og videre derfra til det nordligste par af stjerner i Lille bjørns kasse (Ursa Minor), en strækning på ca. 40 grader!
Fra de to stjerner forsatte Mælkevejens nordlige kant videre til stjernen Muscida, som udgør bjørnens næse i stjernebilledet Stor bjørn (Ursa Major), videre fra næsen gik det til Talitha som er bjørnens ene forpote. Videre herfra forsatte Mælkevejen ned til stjernehoben Praesepe eller Bikuben som lå på kanten af Mælkevejen i stjernebilledet Krebsen (Cancer).
Herefter fadede Mælkevejens nordlige grænse ude i himlens baggrundslys. Om det var zodiakal båndet (et ekstremt svagt lysende bånd mellem Zodiakal lyset og Gegenschein) eller det var det spredte lys fra Rostock, der fik mig til at tabe sporet af Mælkevejen ved jeg ikke. Det var for svært at vurdere.
For lige at vende tilbage til området mellem Cassiopeia og Nordstjernen. Så var der en ret påfaldende mørk tåge synlig her. Tågen havde form som et stort spejlvendt J. Og den strakte sig fra ca. 5 grader nordfor stjernen Segin i Cassiopeia til halvvejs mod Nordstjernen, en strækning på ca. 10 grader.
Hvad er der så at se udover Mælkevejen? Stjerner, masser af stjerner! Faktisk så er der så mange stjerner synlig at der ikke er nogle mørke huller mellem de klare stjerner, der udgør stjernebilleder. I alle huller var der mange svage stjerne synlig. F.eks. kunne jeg ret nemt se 8-9 stjerner i Karlsvognens vognkasse. Et område, hvor du normalt kun vil se et par stjerner eller hvis du bor i byen – ingen stjerner!
Området mellem vognstangen og Canis Venatici (Jagthunden), som ”normalt” kun har et par svage stjerner, havde mange svage stjerner. Jeg talte dem ikke, så jeg kan ikke sætte tal på. Men det var mærkelig at se et ”normalt” øde område, fyldt med små stjerner.
Sådan var det alle steder på himlen, lige meget hvor jeg kiggede, så var det fyldt med svage stjerner, hvor der ”normalt” kun er tomme huller mellem de klare stjerner.
Østersøen med det fjerne lys over Tyskland. Dette var et af de billeder jeg var taget på stranden for at fotografere.
Sikker en tur! Det var så fascinerende og flot at stå under denne himmel, så det er svært at sætte ord på. Og ord er kun beskrivelser. Beskrivelser, som er fattige i forhold til at under den rigtige stjernehimmel.
Og så vil jeg lige slå fast endnu engang, at dette indlæg IKKE er beskrivelsen af stjernehimmelen set fra en bjergtop i et fjernt land! Nej, det er beskrivelsen af stjernehimmelen over en strand på Møn, i Danmark!!
Hvor er jeg heldig at bo så tæt på en næsten uberørt nattehimmel. En himmel som burde beskyttes mod alt det lys som vi formålsløst sender til himmels, så fremtidens generationer også kan opleve, den umådelige fascination det er at stå under den ægte nattehimmel.
