Komet PanSTARRS – Første observation

Så fik jeg mit første kig på komet PanSTARRS.

Fordi vejrudsigten for Møn så fin ud for d. 12. marts, havde jeg taget min 10×56 håndkikkert og kamera med på arbejd. Bare for det tilfælde at det stadig skulle være klart når jeg kørte hjem fra arbejdet.

En meget tynd måne, hænger over Koster vig.

Klart var det og jeg skynde mig derfor hjem, mens solen sank ned mod Køge bugt motorvejens horisont. Møn, nåede jeg hjem til omkring kl. 18.20. Efter lidt overvejelser om hvor det ville være bedst at observere fra, endte jeg ved Koster Vig. Her fandt jeg et udmærket sted at parkerer og kl. 18.30 var jeg klar til at begynde min jagt på komet PanSTARRS.

Det første jeg fandt var dog en meget, meget tynd måne. Meget flot! Det var godt, for PanSTARRS skulle være lige i nærheden. Så jeg forsatte min jagt på kometen i nærheden af månen, men uden succes.

Omkring kl. 18.55 var mine fingre en masse stivfrosne og meget smertefulde pølser, så tanken om at stoppe jagten, Månen var jo forsvundet bag skyerne, var nærliggende. Men skulle lige have en sidste søgerunde med håndkikkert – Pling! Der stod kometen klar og tydelige i håndkikkertens felt!

Komet PanSTARRS, som kameraet så den, kl. 19.06. Kometen er den lille tågede og lidt aflange plet i midten lige over skyerne. Den så bedre ud i håndkikkerten - Det sværger jeg på!!

Kometen var noget længere væk fra Månen end jeg havde forventet. Men det var en fryd at finde den, så jeg dansede en lille spontan danse, som kun gæssene ude på isen i Koster vig så – Godt for det!

Nå, men kometen lignede… en komet. En klar og tydelige diffus kerne/koma, som var nem at se i håndkikkerten. Og en fin lille hale. Halen var vel omkring 15-20 bueminutter (ca. ½ månediameter) i længde. Ikke lang, men det sidste lys fra solnedgangen tog meget af halens længde og kometens WOW-effekt.

Fulgte kometen mens den dalede ned mod vesthorisonten og skyerne hastigt nærmede sig fra nord. Ca. 19.10, forsvandt PanSTARRS bag en sky lavt over horisonten. Det var så tegnet til mig, om at køre hjem og tø mine frosne pølsefingre op.

Udsnit af billedet ovenfor. Jeg har justeret lys og kontrast, så halen ses tydeligere. Billedet giver et fint indtryk af, hvordan kometen så ud i min håndkikkert.

 

Glæder mig til på fredag hvor PanSTARRS er lidt mere fri af solnedgangen og AFFS har vores Komet og stjernekig.

 

Sæson for zodiakallyset

Zodiakallys…. prøv at udtal ordet for dig selv, smag lidt på det. Det virker eksotisk og fremmedartet ik’?

Lysfænomenet som ordet dækker over er da også eksotisk og fremmedartet. Stor nok til at du nemt overser det. Svag nok til at du ikke kan se det fra byerne, men skal en tur på landet. Altid til stede, men dog bedre på nogle årstider end andre.

Zodiakallyset fra Aborrebjerg på Østmøn, d. 1. marts 2013. Zodiakallyset var meget stor og nem at se fra Aborrebjerg som er et af de mørkeste sted.

Måden hvorpå zodiakallyset opstår er da også lidt eksotisk, da lyset består af sollys som er reflekteret i alt det fine støv der svæver rundt det samme plan som planeterne og de fleste asteroider og kometer bevæger sig rundt i – Det plan som vi fra Jorden ser som ekliptika eller zodiak. Heraf kommer navnet zodiakallys, fordi lyset ser ud til at være begrænset til et område på himmel omkring zodiak eller dyrekredsen.

Støvet som giver os zodiakallyset er meget fint, fra 0,01 til 0,3 mm i diameter. Støvpartiklerne stammer fra kometer som kaster en masse vand og støv af sig, når de passere tæt forbi solen og så asteroider der bliver ramt af små og store meteorer der slår endnu finere støv af asteroiderne.

Hvis du bor i troperne, vil du kunne se zodiakallyset hver aften året rundt. Men nu bor vi i Danmark og her afhænger udsynet til zodiakallyset af årstiden.

Om foråret står ekliptika i en stejl vinkel på horisont om aften. Så da er zodiakallyset stadig fri af disen ved horisonten, når det er blevet helt mørkt. Omvendt så ligger ekliptika ret fladt med horisonten om morgen, så zodiakallyset når knap nok at komme op over disen, før daggryet melder sig i øst. Så en forårsmorgen vil du næppe kunne se zodiakallyset, selvom at det er der.

Skitse som illustrerer hvorfor vi nemmere ser zodiakallyset en forårsaften end en efterårsaften. Ekliptikas vinkel med horisonten er afgørende for om zodiakallyset drukner i disen eller det står højt og flot.

Om sommeren drukner det svage lys fra zodiakallyset, i de lyse nætter.

Efteråret er det stik modsat foråret. Ekliptika ligger ret fladt med horisonten om aftenen, så da vil der ikke være noget at se. Om morgen står ekliptika i en stejl vinkel med horisonten og er nem at se. Eneste – men – Du skal tidligt op!

Vinteren er lidt en overgang mellem efterår og forår. Så først på vinteren er det forsat om morgen du skal kigge, mens sidst på vinteren er det bedst om aftenen.

Derfor er den bedste sæson for at se zodiakallyset, fra medio februar til udgangen af april. I hvert fald for os som ikke kan komme op om morgen!

Se zodiakallyset

Zodiakallyset er stort. Det eneste lysfænomen som er større på nattehimlen er Mælkevejen. Alene størrelsen af zodiakallyset kan snyde en til at tænke at det er den sidste glød af solnedgangen man står og kigger på.

Den nemmeste måde at omgå den tvivl på, er ved at vente med at kigge til 2 – 2½ timer efter solnedgang. På det tidspunkt er astronomisk tusmørke ophørt og den sidste glød på vesthorisonten efter solnedgangen vil være slukket. Så det du ser er zodiakallyset.

Et andet trick som kan hjælpe, er ved at bevæge dit syn fra syd over vest til nord og tilbage igen, alt i mens du lægger mærke til hvor lys eller mørk himlen er. Så vil zodiakallyset også ”poppe” frem.

Illustration af trick til at detektere zodiakallyset. Den blå streg omkranser zodiakallyset og den gule streg viser hvorledes du bevæger øjene fra syd til nord og tilbage. Alt i mens du lægger mærke til hvor lys eller mørk himmelen er, så vil zodiakallyset "poppe" frem. Klik på billedet for at se panoramaet uden de grimme streger!

 

Det lys du skal kigge efter, er lige så klar eller svag om du vil, som Vintermælkevejen, der står højt på sydhimlen, når du går ud 2 – 2½ timer efter solnedgang.

Meget vigtigt for din succes med at se zodiakallyset er at vælge en aften, hvor månen ikke er fremme eller kun er få dage gammel, så den ikke genere. De bedste perioder i 2013 er fra d. 1. marts til 12. eller 13. marts og så igen fra d. 30. marts til 12. eller 13. april.

Og så er der lige det med lysforureningen! Find et sted at kigge fra, nogle kilometer vest for den nærmeste større by og hvor der er minimalt med andre større byer mod vest. Det f.eks. være ved en vestvendt kyst. Sådanne steder vil der ikke være en lyskuppel fra en by til at genere dit udsyn til zodiakallyset.

Når du har gjort alt dette arbejde, med at vælge tidspunkt og sted, så burde du have en god chance for at se det eksotiske og fremmedartet zodiakallys.

God fornøjelse!

Meteorstøv i solnedgangen!?

Den 19. februar ca. kl. 18.05 kørte jeg ud af Vejlands Allé mod vest (på Amager for de som ikke er så kendt i Københavnsområdet), før jeg var nået til Bella Centeret, bemærkede jeg at himlen så lidt mærkelig ud mod vest, diset og med en stribet struktur. Tænke at det bare var dis. Da jeg havde passeret alle bygninger kunne jeg se at det var en ret isoleret skyformation. Med tydelige striber og en hvidlig eller hvid-blålig farve, som lysende natskyer. Striberne var ikke som lysende natskyer hvor striberne og skystrukturerne tit står meget skarp og tydelig, her var strukturerne diffuse i kanten som slet ikke så skarpe som “normalt”.

Da jeg nåede til Avedøre holme, kørte jeg af motorvejen og stoppede på Kystholmen og tog tre billeder med mobiltelefonen, inden jeg startede en tråd på www.astro-forum.dk. Mens jeg skrev falmede skyerne hurtigt og omkring 18.20-18.23 var der kun nogle svage røde striber tilbage. Tydeligvis belyst af en fjerne solnedgang.

Ubehandlet billede fra mobiltelefonen. Skyerne anes i det lysest område. Billedet er taget 18:16 CET.

Og nu til det store MEN. Det er ikke sæson for lysende natskyer! Og undervejes hjem kunne jeg ikke slippe tanken om, at i forbindelse med Tunguska-nedslaget, havde man en stribe af nætter med usædvanlig klart lysende natskyer over Skandinavien. Så jeg tænker om det jeg har set, er damp/støv-skyen fra Chelyabinsk-nedslaget, som nu er drevet over til os???

Jeg har prøvet at beregne den højde som skyerne skal være i, for stadig væk at blive belyst af solen, selv om at denne var 8 grader under horisonten, kl.18.20.

Kontrast og lys er justeret så skyerne med deres struktur bliver tydelige.

Skyerne skal op i en højde på omkring 60 km for stadig at være belyst af solen!!

Nogle kommentar og forslag? Andre som så noget?

20. februar – Opdatering!

Skyerne er også observeret d. 19. februar i England. Her til morgen d. 20. blev skyerne observeret fra Norge, denne gang med billeder og timelaps film. Takket være www.astro-forum.dk var observatøren forberedt – Link til observationerne og billeder.

22. februar – Opdatering

Der er dukket endnu et par observationer op af skyerne. Begge observationerne er fra d. 20. om morgen.  

Den ene observation er fra et fly i 35.000 fods højde (knap 12 km) over Birmingham – Det lykkes piloten at tage nogle meget flotte billeder. Ret usædvanlig, så kan skyerne ses på det sidste billede, selvom at solen er kommet op på dette tidspunkt. Det kan almindelige lysende natskyer ikke.

Den anden observation er fra Holland. Hvor Jan Tromp var ude at lufte hunden, da han bemærkede skyerne.