Da jeg kom hjem fra arbejdet onsdag d. 9. december, var det på forunderlig vis klart over Møn. Det usædvanlige vejrlig skulle selvfølgelig udnyttes på bedst vis, så teleskopet blev slæbt ud og jeg var klar til at gå på opdagelse i himmelrummet lidt over kl. 20. Glæden varede dog kun kort tid, for jeg havde ikke mere end fået mig sat bag teleskopet, før tykke og truende cirrusskyer viste sig på nordvesthimlen.

Dø og pine, efter at have vansmægtet i gråvejr, mudder og blæst i flere uger, ville jeg se lidt stjernelys. Så teleskopet blev rettet mod Cassiopeia, hvor planen var at kigge på nogle fjerne stjernehobe i den næste galaksearm. Først gik der lidt tid med at kigge efter IC59 og IC60, et par svage gaståger tæt på Gamma Cassiopeia. Gastågerne var ikke at se, men det var de striber af cirrusskyer, som prøvende blev sendt henover stjernehimlen. På forunderligvis, gik cirrusskyerne i opløsning, så jeg gik videre på jagt efter stjernehobene. Stjernehobene, tre stk., blev fundet, samtidig med at cirrusskyerne på ny tyknes. Så det var ikke det bedst kig jeg fik af dem.

Skitse af IC 434, en svagt lysende gaståge.  Hestehovedtågen (B33) stikker ind over IC 434 som en mørk silhuet. B33 er den mørke bugt midt på skitsen. Øverst til venstre er NGC 2023.

Klokken nærmere sig nu 22 og en stor del af stjernehimlen var nu fedtet ind i cirrusskyer, så det var på tide at pakke sammen. Jeg skulle dog lige have et kig på Oriontågen, her var cirrusskyerne endnu ikke nået over.

Oriontågen var flot og ”Fish mouth” var helt tydelig, ja faktisk burde hele den centrale del af Oriontågen omdøbes til ”Fish Head”, for det lignede det! Videre gik det til Alnitak, stjernen yderst til venstre i Orions bælte. Her er der også en fin gaståge NGC 2024, ganske tæt på den klare stjerne, så gastågen drukner lidt i lyset fra stjernen. Men NGC 2024 var tydelig og den mørke støvsky der dele tågen i to-tre klumper var tydelig.

Syd for Alnitak finder vi en svag gaståge IC 434, tågen er så svag at den for sig selv er temmelig uinteressant. Nej, det der gør IC 434 spændende, er at den fungerer som baggrund for en mørk tåge, Barnard 33, bedre kendt som Hestehovedtågen, fordi det er det tågen ligner. Fordi IC 434 er så fordømt svagt er Hestehovedtågen bedst kendt fra fotos. Folk med store teleskoper og tit med hjælp af filtre har dog set Hestehovedtågen visuelt. Lidt roderi på internettet har i tidens løb bragt spredte beretninger frem, af folk som har set Hestehovedtågen i mindre teleskoper, helt ned til 8” eller 203 mm i spejldiameter og meget få tilfælde endnu mindre teleskoper.

Velvidende dette og med et par mislykkes forsøg i baghovedet, først med mit ”kæmpe” 60 mm begynderteleskop tilbage i sidste halvdel af 80’erne og senere endnu med min 152 mm Schmidt-Newton, svingede jeg nu Mewlon’en ned syd for Alnitak. Intet at se! Og dog! Bevægede jeg teleskopet fra side til side, så kunne jeg faktisk se en meget svagt lysende tåget stribe, som var relativ skarp på østsiden og diffus mod vest. Tilmed var denne svage, svage stribe af lys placeret på det rigtige sted blandt stjernerne. Holy smoke – IC 434!

Okay, når jeg kan se IC 434, så må jeg også kunne se Hestehovedtågen. Men hvor hestehovedet var på denne tåget stribe af lys, det havde jeg glemt. Jeg kunne dog huske at Hestehovedet var tæt på NGC 2023, som var tydelig. Placerede nu synsfeltet så den skarpe side af IC 434 løb ned gennem midten af synsfeltet og NGC 2023 ude i kanten. Forøgede også forstørrelsen en smule til 86x, det gør det nemmere at detekter lavkontrast detaljer. Sad nu og kiggede på den svage stribe af lys i lang tid, intet at se.

Efter en rum tid, dukkede der i flimrende glimt en mørk plamage op midt i synsfeltet. En mørk plamage som strakte sig ind foran IC 434, ja faktisk virkede plamagen i nogle af glimtene til at starte lidt øst for den ”skarpe” østkant af IC 434. Det måtte være Hestehovedtågen, andet kunne det ikke være!

En skitse blev kradset ned, for senere at kunne sammenlignes med et foto. Mens jeg skitserede, så jeg mange gange i okularet, og hver gang var Hestehovedtågen lidt nemmere at se, så da jeg henved 22.30 pakkede teleskopet ned, var jeg allerede sikker på, at det var Hestehovedtågen som jeg havde set. Hvilket sammenligningen mellem skitse og foto også bekræftede!

At se Hestehovedtågen er faktisk lidt af et antiklimaks. For lige siden jeg så et billede af tågen første gang, tilbage i midten af 1980’erne, har jeg betragtet Hestehovedtågen som et af de ultimative trofæer indenfor visuel astronomi. Nu har jeg set tågen i et teleskop på ”sølle” 180 mm eller 7”, tilmed uden brug af filtre, så hvad nu?

Heldigvis er der så meget andet, flot, fascinerende og utroligt at kigge på blandt stjernerne, så den følelse vil hurtig forsvinde, om ikke andet så næste gang jeg kigger på Månen.