Green Sky

Natten mellem d. 18. og 19. august var himlen grøn!

Airglow d. 18. til 19. august 2015. Foto med fiskeøjelinse. Læg mærke til de mange parallelle bånd og striber af airglow. Bemærk at fotoet ikke ligner det jeg så, jeg har tilladt mig at hæve kontrasten meget, så airglowet er mere synlig på billedet end i virkeligheden.

Airglow d. 18. til 19. august 2015. Foto med fiskeøjelinse. Læg mærke til de mange parallelle bånd og striber af airglow. Bemærk at fotoet ikke ligner det jeg så, jeg har tilladt mig at hæve kontrasten meget, så airglowet er mere synlig på billedet end i virkeligheden.

Jeps, jeg skrev grøn. Det er farven på airglow. Et ganske svagt lysfænomen i 90 km højde der omslutter Jorden og altid er der. Men som kan varierer betragtelig i styrke og synlighed. Airglow er svagt. Selv når det er ”klarest”, kan den mindste smule lysforurening skjuler lysfænomenet for det blotte øje. Fra min baghave på Møn, har jeg flere gange i de sidste par år, på gode klare nætter oplevet at se airglow det blotte øje.

Den pågældende nat var igen en af disse klare nætter, hvor airglowet var synlig.

Jeg bemærkede først en svagt lysende plamage lavt på himlen i sydøstlig retning. Normalt er der

Airglowet lavt på himlen i sydøst. Her er striberne også meget tydelige. Panorama af tre fotos. Bemærk at fotoet ikke ligner det jeg så, jeg har tilladt mig at hæve kontrasten meget, så airglowet er mere synlig på billedet end i virkeligheden.

Airglowet lavt på himlen i sydøst. Her er striberne også meget tydelige. Panorama af tre fotos. Bemærk at fotoet ikke ligner det jeg så, jeg har tilladt mig at hæve kontrasten meget, så airglowet er mere synlig på billedet end i virkeligheden.

ingen tyske byer som gør sig bemærket med lyskupler i denne retning, så sandsynligheden for at det var airglow var god. For at bekræfte det, hentede jeg kameraet og tog et billede, som bekræftede at det var airglow. Tydelige striber med en grøn farve.

Mine øjne var nu bedre vænnet til mørket og rundt på stjernehimlen kunne jeg nu se flere svagt lysende plamager, specielt to plamager i Herkules og Lyren var tydelige. Fiskeøjelinsen kom nu på og gav et helhedsindtryk af hvordan airglowet dækker hele himlen, med de karakteristiske grønne striber og bølger af svagt lys. Fascinerede!

Airglow og kornmod

Lørdag aften havde vi været på besøg ved nogle venner, men da vi kom hjem var det flot klart vejr, så jeg besluttede mig for at en hurtig tur ud under stjernerne med håndkikkerten inden sengen kaldte. Kameraet kom med, så kunne det stå og forsøge at fange et stjerneskud, mens jeg kiggede med håndkikkerten.

Kornmod! Lynet forvandler toppen af tordenskyen til en stor hvidglødende blitz. Tordenskyen befinder sig i en afstand af ca. 120 km, næsten over ved Bornholm.

Stjernerne og Mælkevejen strålede, mens kornmod fra nogle tordenbyger ved Bornholm lyste østhimlen op med deres blitzlys. Elsker kornmod, det har en stemning af august og sensommer over sig.

Efter at have beundret kornmodet i en tid, fik jeg mig løsrevet og turede dernæst rundt på himlen med håndkikkerten. I Mælkevejen tæt på Deneb, Svanens hale, så jeg Nordamerikatågen, som var tydelig i håndkikkerten. Tågen levede fuldkommen op til sit navn i det både Nordamerika og Mellemamerika var synlige i håndkikkerten. Meget flot. Fik også kigget på M39, en “klar” stjernehob som Messier fandt i 1764. Stjernehoben var fin opløst i enkelt stjerner i håndkikkerten og var synlig med det blotte øje som en tåget plet.

Efter Mælkevejen flyttede jeg mit fokus til Helixtågen. En stor planetarisk tåge som står ret langt nede på himlen. Helixtågen er stor, næsten ligeså stor som månen der er en halv grad i diameter. P.g.a. af sin størrelse ses Helixtågen bedst ved lav forstørrelse. I håndkikkerten var Helixtågen da også en nem sag at finde, som en stor rund og ensartet grå plamage. Mens jeg sad og studerede Helixtågen, fløj der et par svage stjerneskud igennem synsfeltet af håndkikkerten. Det skete faktisk flere gange inden jeg pakkede sammen, så alt i alt så jeg 5 svage stjerneskud i håndkikkerten. Det er vist personlig rekord for en aften.

På vej ind bemærker jeg at nordøsthimlen under stjernebilledet Kusken, ser underlig ud. Som om der er et stort svagt lysende bånd der strækker sig på tværs af Mælkevejen og over mod Karlsvognen. En kæmpe komethale? Næppe! Måske Cirrusskyer? Prøvede at tage et billede med kameraet og det gav svaret – Airglow.

På billedet var de bånd og lysende klatter som er karakteristisk for airglow, tydelige. Og det var det klareste bånd jeg så som en ”komethale”.

Langt oppe i atmosfæren, 90-100 km oppe, er atomerne og molekylerne blev anslået og oplageret med energi af sollyset i løbet af dagen. Om nat afgives denne energi igen, som et ganske svagt grønt lys. Lyset er så svagt, så det kun kan ses fra de mørkeste steder. Tit og ofte er det ganske strukturløst, så det er rigtig svært at se. Men natten til søndag var der tydelig bånd og klatter i den svage glød.

Det mest utrolige er at de lysende bånd som oftest skyldes tordenskyer, kraftige lavtryk og lignende vejrfænomener i den nederste del af atmosfæren. Så passer det jo meget godt med at der ca. 120 km væk, over Østersøen var flere mindre tordenvejr i gang. Det er dog mere sandsynligt at strukturerne skyldes nogle kraftigere tordenvejr over Tyskland, tidligere på aftenen.

Det klareste stjerneskud som jeg så og fotografere natten til søndag d. 24. august. Airglow ses som et svagt lysende grønlig himmelbaggrund, med svage båndstrukturer i. Stjerneskuddet er højeste sandsynlig fløjet igennem dette lag af lys.

Airglowen ændrer hurtigt strukturer og lysstyrke. Det ses i videoen jeg har stykket sammen af de billeder jeg tog. Den første sekvens i videoen strækker sig over cirka 20 minutter og den anden sekvens over cirka 10 minutter. Selv indenfor disse korte tidsrum kan man se at strukturen i airglowen ændrer sig.

Ud over airglow blev det også til et enkelt klart stjerneskud. Stjerneskuddet fløj gennem kameraets synsfelt, mens jeg tog billeder af airglowet. Stjerneskud lyser normalt op i 80-120 km højde, så det er nok fløjet lige igennem det lag af airglow som kan ses på billedet.

Fascinerede nat.

 

Komet McNaught – så du halen?

For et par uger siden sad jeg og rodede i mit billedarkiv, i gang med at forberede et billedforedrag. I en af de mange filmapper fandt jeg et par gamle billedfiler fra min jagt på Komet Mc Naught i 2007. Hvilket vækkede en masse minder. Så her er beretningen, fra et par dage i januar 2007.

Komet McNaught set fra vest Australien d. 20. januar 2007. Kilde www.wikipedia.org

Komet Mc Naught blev opdaget i august 2006 og det stod hurtigt klart at den ville passere relativ tæt på solen og blive klar! Kometen udviklede sig til den mest spektakulære komet i 00’erne. Specielt for de mennesker som boede på meget sydlige himmelstrøg. Her var komet McNaught synlig som en meget klar (klarere end Venus!) komet med en enorm hale. Nordfor ækvator var kometen ikke synlig, i hvert fald på papiret.

For ude fra observationstederne begyndte der i midten af januar 2007 at komme rapporter om, at halen var set fra områder nordfor ækvator. Mest fra sydlige steder såsom Hawaii, USA og Spanien. Det pirrede til min nysgerrighed, for godt nok gik jeg glip af en af de mest spektakulære kometer i lang tid, men måske kunne jeg se de mest ekstreme endestumper af kometens hale.

Mit billede fra Avnø d. 19. januar. De svage lodrette striber fra McNaughts hale ser du midt i billedet, lige over horisonten. Et par flyspor går gennem den klareste af halestumperne. Alle de røde klatter og striber i himlen er airglow som diasfilmen registrede som rød.

Så da det endelig var huller mellem skyerne d. 19. januar 2007, startede min jagt på et udsigtspunkt med et hul mellem skyerne, i den rigtige retning. Husker endnu hvordan jeg kørte rundt i området mellem nordsiden af Holmegård mose, Holme Olstrup for til sidst at ende på Stejlebanke ved Dybsø fjord.

Her lykkes det mig faktisk at skimte nogle utrolig svage og tågede striber, som strakte sig vinkelret på zodiakallyset som også var synlig på vest-syd-vesthimlen. Zodiakallyset og bilerne som passerede forbi på landevejen mellem Vordingborg og Næstved generede rigtig meget. Så jeg var ikke helt sikker på min observation. Så jeg kørte videre til Avnø Naturcenter, hvor jeg igen så de svage striber. Under Avnøs mørke nattehimmel bemærkede jeg, at stjernehimlen slet ikke var så mørk som den plejer at være. Men faktisk var dækket af striber og klumper i det mest massive udbrud af airglow jeg nogensinde har set.

D. 20. januar kunne man se at striberne havde flyttet sig i forhold til stjernerne. Masser af blæst den dag!

Næste dag, var det klart igen, men meget blæsende. Blæsten tiltrods kørte jeg til Avnø Naturcenter. Blæsten gav en masse vand i øjnene. Tiltrods for vandet i øjnene og zodiakallyset, lykkes det mig faktisk at skimte de samme utrolig svage og tågede striber. Så nu var jeg sikker på, at jeg havde set de mest ekstrem endestumper af komet McNaught’s hale. En komet, som de en halv verden væk, stod og beundrede.

Jeg ved ikke om min observation af komet McNaughts hale er den mest nordlige observation, men jeg har ikke hørt / læst om andre, så indtil jeg hører andet vil jeg forblive i troen på at min observation er den mest nordlige.