Komet Lovejoy II

Weekenden har stået i komet Lovejoy’s tegn. Lørdag aften fik jeg bekræftet den lidt vage observation jeg havde gjort af kometen natten mellem fredag og lørdag. Første observation kan du læse om her, hvor du også finder søgekort.

Komet Lovejoy er den lille uldne stjerne i midten af billedet. Den syner ikke af meget. Den klare stjerne øverste til venster i billedet er Rigel i Orion. Du undre dig måske over at billedet er blåt? Det skyldes månelyset. Nattehimlen med månelys er lige så blå som daghimlen. Med det blotte øje er den blå farve svag og kan kun skimtes tæt på fuldmånen.

Tiltrods for det klare måneskin, lørdag aften, var Lovejoy nem fundet i håndkikkerten, som en relativ klar, rund tåge plet, ganske ulden i udseende, men med en lille svag kerne. Der var ingen hale at se som på billederne af kometen, men den var druknet i månelyset.
Den runde plet som udgjorde kometens hoved (koma) var ikke stor, cirka 5 bueminutter i diameter, hvilket er lidt større end vinkeldiameteren på Mare Crisium, det runde ”hav” øverst til højre på månen.

Udsnit af billedet ovenfor. Her er komet Lovejoy noget nemmere at se. Kometen ligner meget det jeg så i håndkikkerten.

Efter at have studeret kometen i håndkikkerten hentede jeg kameraet og tog en række billeder som jeg i løbet af søndag fik behandlet til billedet i dette indlæg.

Søndag aften var jeg igen ude, men kun kortvarigt for at bedømme kometens størrelsesklasse, altså hvor klar den var. Kometen bedømte jeg til omkring 5 ¼ størrelsesklasse, hvilket er tæt på den beregnet værdi. Så det tegner positivt, at kometen følger forudsigelserne for den klarhed.

Galaksejagt med en 10×50 håndkikkert

Jeg fandt tid til en kort tur under stjernehimlen i aftes. Udstyresmæssigt var det en simpel tur for jeg havde kun min 10×50 håndkikkert, stjernekortet Uranometria 2000.0 og en liggestol med ud.

En af håndkikkertens fordele er at de kan gribes på vejen ud og bruges mindre end 2 minutter senere, når du er nået udenfor. En anden fordel ved håndkikkerten er at du kan se utrolig meget i den!

Da jeg gik ud i aftes, havde jeg ikke nogen klar ide om hvad jeg ville se på. Så det blev noget med at kigge lidt her og der på himlen, indtil jeg begyndte at finde Messier galakser med min 10×50 håndkikkert. Med mit trofaste stjernekort, Uranometria 2000.0, som guide, hoppede jeg fra den ene Messier galakse til den næste blandt forårets stjernebilleder. Det blev til mange galakser og andre objekter.

Om alle de objekter jeg så var der ingen der var store og prangende, men de var alle tydeligt ikke stjerneformet og viste en lille skive med varierende former. Så selvom at 10×50 ikke lyder af meget, så kommer man langt med dette simple udstyr.

Nå, men her kommer listen med alle objekterne og tilhørende beskrivelse. Listen er lidt indforstået, så den kan du jo hoppe over J Blot du notere dig disse ord: En håndkikkert er basisudstyr for amatørastronomen. Og det er bedre at du som det første, starter med at købe en håndkikkert af god kvalitet, end at kaste en tilsvarende sum penge efter et teleskop!

Du kan finde billeder og mere info om hvert objekt på Wikipedia, her Messier-liste.

Listen:

M108, lille, men tydelig aflang i Ø-V retning.

M97, Ugletågen, en planetarisk tåge, ses som en svag rund skive.

M109, svag diffus skive, klods op af en 9 mag. Stjerne.

M51, klar og veldefineret. M51 er oval i N-S retning, skyldes dens nabo galakse der tydelig fornemmes som en bule i kanten af M51.

M101, klar, stor og rund. Har ikke et klart central område som M51.

M81, klar, stor og tydelig oval i NV-SØ retning.

M82, klar, ses som en aflang cigar nordfor M81.

M106, klar kerne med svagt lysende diffuse områder mod NNV og SSØ. Kernen virker rund og med de diffuse områder (spiralarmene) er M106 oval med forholdet 1:2.

M94, lille, men klar galakse. Rund.

M63, svag, diffus og lidt oval skive i Ø-V retning. I yderkanten af galaksen er der en stjerne af 9. mag.

M53, en kuglehob. M53 var klar med en tydelig rund skive.

NGC 5053, endnu en kuglehob, nabo til M53. Meget svag og diffus objekt, cirka samme diameter som M53. NGC 5053 mere fornemmes, som en uregelmæssighed i himlens baggrundslys, end som et egentlig objekt. Klart den vanskeligste objekt i aftes.

M64, klar og relativ stor galakse. Oval skive.

NGC 4725, endnu en galakse. Cirka samme størrelse som M64, men ikke så klar. Også oval.

NGC 4565, ”The Needle galaxy”, jeg så nu ikke galaksen som en nål. Kun kernen var synlig, hvilket overraskede mig. Kernen var lille og svag.

M105, svag lille og rund skive. Kan godt forveksles med en svag stjerne, men M105 har en lille skive.

M95, er tæt på M96 og M105. Ligner M105.

M96, er tæt på M95 og M105. Ligner M105.

M65, klar oval i N-S retning skive.

M66, klar, oval i NNV og SSØ retning. Virker større og klarere end M65.

NGC 3628, meget svag og diffus galakse. Aflang i Ø-V retning.

M3, klar kuglehob. Stor og rund. Kunne skimte en stjerne med det blotte øje på det rigtige sted, men det kan have været en stjerne af 6,2 magnitude kun 1/3 grad fra M3, at jeg så.

Nå ja, så var der også et par klare asteroider synlig. Vesta og Ceres. Begge asteroider befinder sig ca. 10 grader øst for Mars og var nemt fundet i håndkikkerten. Faktisk skulle Vesta allerede nu og de næste 4 uger kunne ses med det blotte øje. Jeg forsøgte ikke at spotte Vesta med det blotte øje i aften, dertil stod asteroiden for lavt på himlen. Men det skal prøves i de kommende uger.

Det blev til en lang liste, alt sammen set i løbet af en enkelt time fra et mørkt sted. Så jeg vil endnu en gang understrege, at du kommer rigtig langt med en simpel håndkikkert, bare den er i god kvalitet. Og så er en håndkikkert nemmere at transportere og opbevare end et stort teleskop.

P.S. Så to langsomme stjerneskud, flyve igennem synsfeltet af håndkikkerten, mens jeg kiggede på galakser. De var flotte. Og det var det enlige klare og langsomme stjerneskud jeg så med det blotte øje også!

Komet PanSTARRS – Første observation

Så fik jeg mit første kig på komet PanSTARRS.

Fordi vejrudsigten for Møn så fin ud for d. 12. marts, havde jeg taget min 10×56 håndkikkert og kamera med på arbejd. Bare for det tilfælde at det stadig skulle være klart når jeg kørte hjem fra arbejdet.

En meget tynd måne, hænger over Koster vig.

Klart var det og jeg skynde mig derfor hjem, mens solen sank ned mod Køge bugt motorvejens horisont. Møn, nåede jeg hjem til omkring kl. 18.20. Efter lidt overvejelser om hvor det ville være bedst at observere fra, endte jeg ved Koster Vig. Her fandt jeg et udmærket sted at parkerer og kl. 18.30 var jeg klar til at begynde min jagt på komet PanSTARRS.

Det første jeg fandt var dog en meget, meget tynd måne. Meget flot! Det var godt, for PanSTARRS skulle være lige i nærheden. Så jeg forsatte min jagt på kometen i nærheden af månen, men uden succes.

Omkring kl. 18.55 var mine fingre en masse stivfrosne og meget smertefulde pølser, så tanken om at stoppe jagten, Månen var jo forsvundet bag skyerne, var nærliggende. Men skulle lige have en sidste søgerunde med håndkikkert – Pling! Der stod kometen klar og tydelige i håndkikkertens felt!

Komet PanSTARRS, som kameraet så den, kl. 19.06. Kometen er den lille tågede og lidt aflange plet i midten lige over skyerne. Den så bedre ud i håndkikkerten - Det sværger jeg på!!

Kometen var noget længere væk fra Månen end jeg havde forventet. Men det var en fryd at finde den, så jeg dansede en lille spontan danse, som kun gæssene ude på isen i Koster vig så – Godt for det!

Nå, men kometen lignede… en komet. En klar og tydelige diffus kerne/koma, som var nem at se i håndkikkerten. Og en fin lille hale. Halen var vel omkring 15-20 bueminutter (ca. ½ månediameter) i længde. Ikke lang, men det sidste lys fra solnedgangen tog meget af halens længde og kometens WOW-effekt.

Fulgte kometen mens den dalede ned mod vesthorisonten og skyerne hastigt nærmede sig fra nord. Ca. 19.10, forsvandt PanSTARRS bag en sky lavt over horisonten. Det var så tegnet til mig, om at køre hjem og tø mine frosne pølsefingre op.

Udsnit af billedet ovenfor. Jeg har justeret lys og kontrast, så halen ses tydeligere. Billedet giver et fint indtryk af, hvordan kometen så ud i min håndkikkert.

 

Glæder mig til på fredag hvor PanSTARRS er lidt mere fri af solnedgangen og AFFS har vores Komet og stjernekig.