Komet Lovejoy d. 24. januar

På forunderligvis klarede det op over Møn i går aftes, så jeg var en tur ude med håndkikkerten og et kameraet, for at kigge på komet Lovejoy.

Komet Lovejoy d. 24. janaur 2015 fra Møn. Billedet er en stak af 15 billeder, hvert billede med en eksponeringstid på 3 minutter. Linsen var en 200mm f:4 telelinse. Linse og kamera fulgte stjernerne ved hjælp af en ækvatorialmontering.

Kometen var synlig med det blotte øje som en ulden stjerne, måske lidt svagere end tidligere på måneden, men det er kun en mavefornemmelse, for jeg lavede ingen estimat af dens størrelsesklasse. I håndkikkerten var det lidt mere interessant for her havde den ulden stjerne en tydelige grønlig kulør og en svag hale strakte sig ud fra kometens hoved. Halens kunne følges over det halv synsfelt i håndkikkerten, det vil sige at halens længde var ca. 3,5 grader (7 fuldmånediametre). På billedet kunne jeg følge det stykke som strækker sig fra kometens hoved til den første klare stjerne i kometens hale.

Mens jeg kiggede på kometen i håndkikkerten, tog kameraet billeder, ført af en ækvatorialmontering. Ialt 15 billeder, som jeg i løbet af i dag har fået stakket og behandlet i PC’en. Det blev til billedet her i indlægget. Stjernerne er trukket ud til korte streger, da billederne er stakket på kometen.

Herligt med en klar komet!

Lovejoys hale slår Tyren i ansigtet

Jeg var lidt desperat i aften efter at få et godt billede af komet Lovejoy, for vejret har været lidt drilsk har nede på Møn de sidste mange dage.

Komet Lovejoy d. 14. januar. Kometens hale når hele vejen til Tyren ansigt, en strækning på ca. 11 grader. Cirrusskyerne har på en meget effektfuld måde fået de klare stjerner til at blive store og farvefulde.

Nå, men til trods for en hel del høje cirrusskyer, rester af nogle byger over Tyskland, lykkes det mig at tage 9 billeder. De er nu behandlet i computeren og resultatet er et billede af komet Lovejoy som slår Tyren i ansigtet med sin hale.

På billedet strækker halen sig over 11 grader, visuelt i håndkikkerten var jeg i tvivl, om jeg overhovedet kunne se halen p.g.a. af cirrusskyerne. Men halen er der, for igår d. 13. så jeg halen i håndkikkerten, dens længde var her i ca. 3,5 grader. Svag, men en tydelig diffus stribe.

 

Komet Lovejoys hale

Onsdag d. 7. var det klart da jeg kom hjem fra arbejd. Selvom at mine øjne, efter at have stirret ud i lyskeglerne fra bilens lygter, ikke var ordentlig mørketilvænnet, kunne jeg ikke lade være med at kiggede efter komet Lovejoy, straks jeg steg ud af bilen. Og kometen var synlig med det blotte øje! Som en svag ulden stjerne. Ikke imponerende klar, men så tydelige at der ikke var noget at tage fejl af.

I håndkikkerten, som jeg hentede kort efter, var kometens koma imponerende stor, 20-25 bueminutter, altså lidt mindre end månens diameter. Klarheden vurderede jeg til cirka 5,3, men den kan godt have været klarere.

Komet C/2014 Q2 Lovejoy d. 8. januar 2015. Halen er tydelig som en svag blålig stribe i retningen "kl. 10". Længden er mindst 5 grader. Visuelt kunne halen også skimtes, men her var den noget kortere, cirka 1,5 grad.

Månen var ikke nået op over horisonten da jeg så kometen, så det tegner godt for de næste uger, hvor månen ikke vil genere med sit lys.

Kort efter min observation kom aftens skyer.

Torsdag d. 8. klarede det op sidst på aftenen. Det gav mig lejlighed til igen at tage et kig på komet Lovejoy med håndkikkerten og nu havde jeg også kameraet med.

Visuelt, så kunne jeg svagt skimte kometen med det blotte øje, ikke så tydelige som dagens før, men det skyldtes månen som i modsætning til dagen før, hang højt på østhimlen som en fed aftagende måne. I håndkikkerten var kometens hoved stor og klar. Ganske svagt kunne jeg skimte en hale, som en kort forlængelse i retningen “kl. 10”. Halen havde en længde på cirka 1,5 grader i håndkikkerten.

Med kameraet på et almindelig fotostativ tog jeg en serie billeder, som jeg efterfølgende har behandlet i IRIS, et gratis program til behandling af astrobilleder. På billedet er halen tydelig og har en længde på mindst 5 grader, noget længere end i håndkikkerten.

Det bliver spændende at se hvor lange halen er uden månelys i de kommende uger.