Månedsarkiv: september 2012

Workout i Ræven

Udgivet den af

Jeg var ude med det nyrenoveret teleskop sidste weekend. Udover at kigge på en stribe flotte og farverige dobbeltstjerner, så kiggede jeg også på M27 – Håndvægttågen. Ikke nok med at jeg kiggede på M27, så tegnede jeg også tågen! Det er kun anden gang i de sidste 15-20 år at jeg har været i gang med at tegne hvad jeg ser. Så jeg er ikke specielt øvet lige nu. Og det var da også med skælvende hånd og overraskende meget præstationsangst at jeg satte blyanten til papiret!

Men efter 30-40 minutters koncentreret indsats og med uglen tudende i det fjerne undervejs, var tegningen klar.

Tegningen har jeg så haft en tur gennem Photoshop for at pynte lidt på stjernerne, skrive lidt tekst og inverter. Jeg er dog ikke helt tilfreds med hvordan M27 endte op med at se ud, jeg har fået presset tågen lidt sammen, så den virker mere skæv end den er i virkeligheden. Men nu er jeg da kommet i gang igen med at tegne og så er det bare med at øve mig. Om et år kan jeg så forhåbentlig lave en mere præcis tegning af M27.

Skitse af M27 - Håndvægttågen, som set gennem mit 15 cm spejlteleskop. Forstørrelserne jeg brugt var 85x, 130x og 150x.

Dobbeltstjernerne lavede jeg også skitser af, men de er ret kedelige som de er lige nu, med sorte prikker på papiret. Planen er at lave nogle farvetegninger baseret på mine dobbeltstjerneskitser og noter, men så langt er jeg ikke nået endnu, så dem får I en anden gang.

Rundt om Væversken

Udgivet den af

Jeg var så heldig at holde ferie i juli. En måned som ikke just var præget af flot sommervejr med masser af sol og klare nætter. Det gjorde da også at jeg kun kom ud med mit teleskop en enkelt gang, i slutningen af måneden.

Målet denne nat var nogle spændende dobbeltstjerner og et par andre objekter omkring Væversken, bedre kendt under navnet Vega, som er den klareste stjerne i stjernebilledet Lyren og en af de tre stjerner i Sommertrekanten.

Turen blandt stjernerne, kan du finde på dette kort.

Kortet er genereret i Cartes du Ciel. Klik på kortet for at download det i pdf-format.

Natten startede lidt over kl. 23 hvor det endelig var ved at være mørkt nok og Mælkevejen var så småt ved at titte frem på den dybsortblå himle. Jeg havde valgt at sætte mit teleskop op i ”køkkenhaven”, her kunne den lune brise nemt komme til og holde noget af duggen på afstand. Fred, ro og lunt vejr, så kan det næsten ikke være bedre at kigge stjerner.

Efter at have foretaget de sidste indstillinger af monteringen og tjekket at søgekikkerten stadig pegede i samme retning som hovedteleskopet, var jeg klar til nattens første objekt – Vega.

Som en af klareste stjerner på himlen var Vega nemt fundet i søgekikkerten, i hovedkikkerten kom den lavest forstørrelse på 48x i det gamle linseteleskop. Ikke ret meget forstørrelse, men nok til at kunne nyde synet af Vega som en blå-hvid, skarptlysende diamant med en himmelblå halo rundt om. Haloen gjorde at det så ud som lå diamanten Vega på en himmelblå velourpude – Vild flot!

Vegas lille kompagnon, som egentlig var målet med at kigge på Vega, stod som et lille skarp prik i Vegas velourpude, et godt stykke syd for Vega. Selvom at de to ikke var en rigtig dobbeltstjerne, men en optisk dobbeltstjerne, så var der ingen tvivle om at de to ”hørte sammen”. Okay det var den første. Ifølge Burnhams, skulle Vega have endnu en kompagnon, lidt tættere på og lidt svagere. Så nemt som den første kompagnon var kunne den næste ikke være så svær! Godt nok var den ikke synlig ved 48x, men jeg satte blot den næste forstørrelse i teleskopet, mærkeligt heller ingenting og således forsatte jeg til 170x. Der blev stirret længe og intenst ved denne forstørrelse og en gang i mellem, i små glimt, dukkede der en ganske svag stjerne frem i position ”kl. 2”, dybt begravet i Vegas simrende himmelblå velourpude. Hmmm… kunne det virkelig være den?

Her var det at nattens ro blev flænget af den mest rygmavsrislende brøl ude fra markerne! Et splitsekund senere stod jeg og brølede med! 1/10 sekund senere erkendte jeg at det bare var et advarselsbrøl, fra et rådyr 50-100 meters væk. Pyha! For et chok, det tog nogle sekunder før pulsen kom ned og jeg kunne sætte mig ned og opdage at jeg havde stået og trykket på fjernbetjeningen til monteringen under hele rådyrsseancen. Så jeg måtte starte genfinde Vega igen, før jeg kunne forsætte.

Nå, men det var den lille drilske C-komponent (kompagnon nr. 2). Op i forstørrelse igen og endnu en gang bekræfte at den var der og ja i den ”rigtige” positionsvinkel (PA).

I min forvirring fik jeg forbyttet hvilken retningen PA måles i, så faktisk var det ikke den komponent jeg ledte efter, at jeg så! Men det opdagede jeg først næste morgen, da jeg slog PA op på nettet og opdagede min fejl. Her var det så at Cartes du Ciel reddede min fornuft, for jeg havde jo set en stjerne! Ifølge Cartes du Ciel har Vega endnu en kompagnon i den PA som jeg så min stjerne i og i samme afstand som min. Pyha – fornuften reddet. Eneste ”men” er at Cartes du Ciel opgiver komponenten til at være lige så klar som den nemme komponent som jeg startede med. Det synes jeg ikke ligefrem at den var klar nok til at være, måske nærmere en størrelsesklasse svagere. Hvorfor denne forskel? Der kan være mange årsager. Jeg har fejlvurderet kompagnons størrelsesklasse, druknet som den var i Vegas lys. Der kan være opgivet en forkerte størrelsesklasse i Cartes du Ciel. Eller en helt tredje årsag.

Nå, men tilbage til min hyggelige nat ude under stjernerne.

Fra Vega stjernehoppede jeg videre til T Lyra, som kun er et par grader sydvest for Vega. T Lyra er en variable stjerne og den tilhøre en speciel gruppe som hedder karbonstjerner. Det gør de fordi der er masser af kulstof i deres atmosfære, noget som man kan se i deres spektra, men også på deres farve. Karbonstjernerne er dybrøde. T Lyra har jeg rigtig svær ved at finde, men med dobbelttjek af dens nabostjerner på et godt stjernekort, nåede jeg frem til at den overraskende svage, rødlige stjerne midt i mit synsfelt, var T Lyra. Farven kunne mere fornemmes end ses. Mærkelig stjerne som jeg helt sikkert skal kigge på igen senere på året, hvor den måske er klarer, det er jo en variabel stjerne.

Fra T Lyra svingede jeg teleskopet over på Zeta (ζ) Lyra, den klare stjerne et par grader SØ for Vega. ζ Lyra er en nem dobbeltstjerne og håbløs quadruple i linsekikkerten. De to klare A og B stjerner var flot adskilt ved den laveste forstørrelse på 48x og de stod begge og lyste flot med kontrastrige farver. A var klar gul og B orange, meget flot.

ζ Lyra farver undre mig lidt. For stjernernes spektraltyper er opgivet til hhv. A0 og F0 som jeg burde have set som hhv. blåhvid og hvid! Mystisk at jeg så dem som gul og orange, men det er det der gør det sjovt at observere dobbeltstjerner. Og jeg skal med sikkerhed have et kig på ζ Lyra igen, evt. med et andet teleskop, måske giver det nogle andre farvenuancer.

Min ”ven” rådyret gav sig stadig til kende en gang i mellem, nu heldigvis et par kilometer væk, så dets brøl var ikke nær så chokerende.

Efter ζ Lyra svingede jeg teleskopet ned til M57, ikke fordi at jeg ville kigge så meget på Ringtågen, men mere fordi at den var et passende udgangspunkt for min næste dobbeltstjerne – STT525. STT525 var knap et synsfelt diameter (ca. ¾ grad) NØ for Ringtågen, så STT525 var hurtig fundet. Igen en dobbeltstjerne med god afstand mellem komponenterne og en rigtig flot farvekontrast. A stjernen var flot orange, mens B var blå med et strejf af grå. Meget flot.

Efter en afbrydelse af katten, der mente at han skulle tørre hans våde poter i mit skød, svingede jeg teleskopet over til Theta (θ) Lyra. Igen en dobbeltstjerne som ikke tåler ret meget forstørrelse, omkring 66x synes jeg var det maksimale. Men den lave forstørrelse gør at θ Lyra virkelig kommer til sin ret, midt i et flot stjernefelt, med mange svage stjerner. Farvekontrasten mellem A og B er også tydelig, A er bleggul og B er blå. Dog skulle jeg hæve forstørrelsen til 96x for at se farverne tydeligst.

θ Lyra var udgangspunkt for nattens første deep-sky objekt NGC6791, når jeg lige ser bort fra smutturen omkring M57. NGC6791 var et synsfelt øst for θ Lyra og en anelse nedenfor. Snublede nærmest over 6791, mens jeg svinger teleskopet mod øst, da der pludselig dukkede et stort, tåget og svagt objekt op i synsfeltet. Ved 48x var der ikke nogen detaljer at se. Men ved 96x var der nogle få meget svage stjerner at se. Bestemt ikke noget publikumsmagnet!!

Videre til nattens sidste objekt, for nu var daggryet så småt ved at gøre sig gældende. Tilbage til θ Lyra og så stik syd på indtil jeg stødte ind i M56 en kugleformet stjernehob. M56 var ligesom 6791 en svag og tåget plet. Tilgengæld kunne M56 klare lidt mere forstørrelse og ved 120x dukkede der svage stjerner op langs kanten af hoben, de første antydninger af en opløsning. Det kunne være interessant at se M56 i min 6” Schmidt-Newton, men det måtte blive en anden gang. For klokken var nu ved at være 2.30 og jeg var mættet med indtryk og sengen kaldet.

Når det forkerte spejl er krumt

Udgivet den af

Først et langt tilbageblik

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har flere teleskoper, tre styk i alt. Det største, som efter dagens standard må kaldes for et lille spejlteleskop, er 15 cm i diameter (6”). Men et teleskop i denne størrelse er stort nok til at vise mange spændende objekter på himlen og mange af disse viser detaljer, bare du observere fra et mørkt sted.

Desværre har teleskopet aldrig været super godt. Okay det er et masseproduceret teleskop på en “billig” kinesisk produceret montering, så det er måske at forvente. I hvert fald har teleskopet givet mig en del hovedbrud og ærgrelse siden jeg købte det i 2003. Allerede den første aften under stjernerne spottede jeg at der var noget rivende galt. Stjernerne havde ”spiks”. Det skal de ikke have i en Schmidt-Newton! Endvidere var billederne af stjernerne ikke synderlig skarpe og kørte jeg dem ud af fokus var de sekskantede!! Noget sad alvorligt i spænd!

Teleskopet blev skilt ad, selv om at garantien så røg sig en tur – Ups, bare ærgeligt! – Og årsagen blev hurtig lokaliseret til hovedspejlet som var limet fast til spejlcellen med rigelige mængder af silikone og nærmest boltet fast med tre spejlholdere langs kanten.

Hovedspejlet blev skåret fri at spejlcellen, som efterfølgende blev modificeret så spejlet nu lå løst, men stabilt i spejlcellen. Det løste rigtig mange af problemerne.

Stjernerne blev runde og fokus meget bedre, men kom jeg over 200x begyndt stjernerne at blive bløde i kanten. Heldigvis var det sjældent at jeg brugte over 150x på deep-sky objekter og til offentlig forevisninger var det endnu mere sjældent at jeg kom så højt op i forstørrelse. Så jeg levede med teleskopet begrænsninger i otte-ni år, mens jeg undre mig over at Jupiter, i forhold til hvordan planeten så ud mit gamle 80 mm linseteleskop, var så kedelig i 15 cm-spejlteleskopet.

Men jeg var nok ikke klar til at erkende at der var noget alvorligt galt med optikken.

Sidste år købte jeg så et super skarpt højkontrast okular til planeter. Det hjalp på kontrast i teleskopet, men Jupiter var stadig ret kedelig at kigge på og dobbeltstjerner blev sgu’ svære at splitte når de nærmere sig en separation på 2-2,3 buesekunder. Langt over teleskopets teoretiske opløsningsevne på 0,75 buesekund. En stjernetest, med hjælp fra en dertil indkøbt bog, afslørede at teleskopet havde to alvorlige fejl. Dels en ordentlig portion sfærisk abberation og dels antydning af astigmatisme.

Den sfæriske abberation fik jeg reduceret voldsomt da jeg vendte korrektorpladen (en svag linse forrest i teleskopet) rigtig. En fejl som jeg nok selv havde introduceret tilbage i 2003, da jeg hvad teleskopet skilt ad.

Astigmatismen var lidt mere problematisk, da det skyldtes et krumt sekundærspejl. Et spejl som skal være 100% fladt. Det er noget skidt, for det er ikke sådan lige at rette, så løsningen var at købe et nyt.

Så et nyt sekundærspejl fra Orion Optics blev indkøbt i maj, med en intention om at total renoverer teleskopet i min sommerferie. Jeg nåede det bare ikke i min sommerferie. Så det blev først her i slutningen af august at jeg fik taget hul på projektet.

Andre dele af renoveringsprojektet bestod i udskiftning af den kinesiske plastik okularudtræk, med et godt okularudtræk fra Feather Touch. Udskiftning af søgekikkerten med en større. Udskiftning af spejlcellen med en hjemmelavet spejlcelle som holder hovedspejlet mere stabilt og stress fri. Udskift skruerne der holder korrektorpladen på plads fra tommegevind til metriskgevind.

Renoveringen

Søndag d. 26. august, kastede jeg mig ud i renoveringsprojektet.

Første blev alt optik fjernet fra tubus, så fumlefingerier ikke kunne beskadige det undervejs.

Næste punkt var monteringen af det nye okularudtræk. Et lidt omfattede arbejde, da hullet i tubus fra det gamle okularudtræk var for lille til det nye. Så tubus omkring hullet blev masket af med afdækningstape, størrelsen af det nye hul markeret. Og så ellers i gang med boremaskinen og et 5 mm bor.

For at få plads til det nye okularudtræk, gøres hullet i tubus større, med boremaskine og fil.

De sidste milimetre til kanten blev rettet til med en fil. Til sidst blev der boret nye monteringshuller til okularudtrækket. For at kunne rette okularudtrækket op, så det står præcis vinkelret på teleskopets optiske akse borede jeg et 2 mm hul i tubus præcis modsat okularudtrækket.

Endelig blev det nye okularudtræk monteret og rettet op, så en laserstråle passerede ud gennem hullet i tubus.

Kontrol om hullet i tubus nu er stort nok.

Heldigvis passede monteringshullerne til den originale søgekikkert, med hullerne i skoen til den nye større søgekikkert. Så skoen blev nemt boltet fast med et par M4-bolte.

Skruerne til korrektorpladen, fastholder korrektorpladen ved hjælp af en plastring. Ringen drejede jeg, så nye huller kunne bores ved siden af de gamle. Og så var det blot at skære gevind i nye M3-bolte.

Så var det sekundærspejlets tur. Det gamle spejl blev befriet fra de silikoneklatter som jeg havde fastgjort det med i 2003. Hvorefter sekundærspejlholderen blev rengjort med sprit, det samme gjorde bagside af det nye sekundærspejl.

Sekundærspejlholderen limes på det nye sekundærspejl. Det gamle sekundærspejl forsætter med at være uskarpt i baggrunden!

På bagsiden af det nye sekundærspejl lagde jeg nogle afstandsholder (tændstikker) som der blev trykket tre klatter silikone ud mellem. Sekundærspejlholderen blev nu placeret ovenpå, se billede. Efter at silikonen havde fået lov til at tørre et par døgn i stuen, var det nye sekundærspejl klar til at blive taget i brug.

 

 

Ud under stjernerne

Fredag d. 31. august. Vejret tegnede til at blive klar om aftenen, og jeg havde besluttet mig for at, i aften skulle det være. Det nyrenoveret teleskop skulle ud og testes.

Da jeg kom hjem efter arbejd og aftenens pligtopgaver var overstået, begyndte jeg at samle teleskopet og juster optikken, det gik der lidt tid med. Så det var blevet mørkt da jeg satte teleskopet ud og rettede det mod Epsilon Lyra. Og første blik – Yrk! Det så forfærdelig ud, mere uskarpt end før!!

Stjernetesten viste dog at det nok var okularudtrækket der ikke var vinkelret på den optiske akse, så tilbage til værkstedet og tjekke med laseren. Jeps, den havde flyttet sig. Nogle fladskiver kom under den ene side af okularudtrækket. Og nu viste laseren at den optiske akse passede hele vejen igennem.

Ud under stjernerne igen og rettede teleskopet mod Epsilon Lyra igen. Billedet var perfekt ved lavest forstørrelse. Også med 6 mm okularet (ca. 130x). Okay i med barlowlinsen, det gav lige en faktor 3, så forstørrelsen kom op på vanvittige 390x. Godt nok var billedet svagt og det hjalp da heller ikke at der nu var kommet dug på korrektorpladen. Men stjernerne var flotte. Prikker med en okay diffraktionsring om, og “masser” af sort himmel mellem dobbeltstjernerne i Epsilon Lyra.

Mandag d. 3. september var jeg igen ude med teleskopet nu for at prøve opløsningsgrænsen af. Tiltrods for en halvdårlig seeing så lykkes det mig at splitte en dobbeltstjerne, så den havde en hårfin strib sort himmel i mellem komponenterne. Separationen mellem komponenterne er 1,4 buesekund. En anden dobbeltstjerne med en separtion på 1,2 buesekund lykkes det mig også at splitte, selvom at lufturoen generede alvorligt ved denne.

Konklusion

Selvom at jeg mangler at få bygget en ny spejlcelle til hovedspejlet. Så har ændringerne allerede givet mig et nyt teleskop. Som jeg glæder mig rigtig meget til at bruge. Både til min egne ture blandt stjernerne, men også i forbindelse med de offentlige stjerneaftner vi har i AFFS.

Fordi teleskopet nu tegner skarpt, så kan der anvendes højere forstørrelser. Hvilket gør det nemmere for alle, både amatørastronomer og almindelige gæster, at se detaljer. Og den bedre skarphed gør også, at teleskopet nu vise lidt svagere stjerner, så der kommer mere ”liv” i billedet. Til glæde for alle.

Jeg glæder mig til AFFS’s næste stjerneaften som er på Nyord d. 21. september kl. 19.30.