Alle bøger om astronomi skriver det – At Uranus kan ses med det blotte øje fra et mørkt sted. Men begynder man at undersøge det nærmere, er der uhyr langt mellem positive observationer af Uranus, med det blotte øje.
Prolog
I sensommeren, da de mørke nætter lige var vendt tilbage, dukkede overstående “problematik” op i mit hoved. Åbenbart er det universelt vedtaget, at Uranus kan ses med det blotte øje. Men de meget få positive søgeresultater fra min googlesøgning, viser at virkeligheden forholder sig anderledes. Det er de færreste amatørastronomer, som gør sig den ulejlighed at opsøge Uranus med det blotte øje. Jeg er selv medskyldig, for på det tidspunkt havde jeg nok set Uranus et par gange i teleskopet, men aldrig med det blotte øje. Da tænkte jeg, at det måtte jeg ændre, om ikke andet så for “udfordringens” skyld. Så mit mål for efterårssæsonen var, at jeg ville se Uranus med det blotte øje.
Men det var ikke nok at finde Uranus med hjælp af et stjernekort. For så ville jeg helt sikkert kun se Uranus én gang med det blotte øje. Nej, sjovest ville det være at forsøge at bekræfte dens vandrestjernestatus, ved at observere dens skiftende positioner mellem stjernerne. Og hvis jeg også kunne udpege hvilken stjerne der var Uranus, uden brug af kort, ville det være fantastisk.
Jeg viste at det ville være svær eller umulig at udpege hvilken stjerne der var Uranus, fordi planeten er så svag. Men der er tre kriterier som kan bruges.
- Det vigtigste kriterie er Uranus’s skiftende positioner mellem stjernerne. Det kriterie er sikker, men tager sin tid, fordi Uranus bevæger sig så langsom imellem stjernerne.
- Det andet kriterie, som også er sikker, er Uranus’s grønblå farve. Men det kriterie er udelukket at bruge med det blotte øje, fordi planeten er så svag, så farvesynet ikke kan bruges.
- Det tredje kriterie, Uranus vil blinke mindre end stjernerne. Jeg har altid haft svært ved at se, at de svage stjerner blinker. Så jeg var ikke sikker på om det kriterie ville fungere for mig.
Natten d. 6. til 7. september 2013
Uranus's position mellem stjernerne. Noteret ned de to aftener hvor jeg var ude for at spotte planeten. Dette er kun to af mange gange jeg har set Uranus i løbet af efteråret.
Første nat hvor jeg var ude at kigge efter Uranus. Udstyret med mine øjne og en liggestol. Efter at øjene have vænnet sig til mørket, startede “jagten” som hurtig var overstået. Da Uranus var synlig som en svag stjerne tæt på den position som jeg havde set at planeten skulle have i følge Cartes du Ciel. “Stjernen” var lidt klarere end nabostjernerne og jeg bildte mig ind at den ikke blikkede så meget som de andre stjerner. Jeg var dog ikke sikker.
Efter at have noteret positionen af Uranus og den svage nabostjerner ned på mit medbragte stjernekort, tjekkede jeg farve med min 20×80 prismekikkert. Her i var det tydeligt at Uranus havde en grønblå farve.
Mellemtid
Efter den første observation har jeg fulgt Uranus hver gang jeg var ude at kigge. Uden dog at tegne planetens position ind på kortet, da den ikke flyttede sig ret meget fra gang til gang.
En af de bedre observationer var til Astro-træf på Avnø Naturcenter, hvor vi natten mellem d. 5. og 6. oktober observerede Uranus med Claus Baggers store 20″ (50 cm) Obsession teleskop. I det teleskop var tre af Uranus’s måner nemme at se, mens en fjerde måne var på kanten af det synlige. Du kan læse om den nat her på Clauses blog.
Aftenen d. 24. november 2013
Det primære mål den 24. var at afslutte mit projekt med at se Uranus med det blotte øje. Kortet som jeg havde markeret Uranus’s position på tilbage i september, blev fundet frem og taget med ud under stjernerne. Med næsten tre måneder mellem de to observationer vil det være åbenlyst at Uranus havde flyttet sig i forhold til stjernerne.
Foto fra d. 4. december, som viser Uranus (turkis pil). Udsnitte som er vis på min skitse er markeret med turkis firkant og så er stjernebilledet Fiskene markeret med de grå linjer.
Mine øje behøvede ikke lang tid til at vænne sig til mørket, så Uranus var synlig. Som en svag, men nem stjerne. Det mest vanskelig var, at Uranus stod tæt på 44 Pisces som er lige så klar, så et øjeblik var jeg i tvivl om hvilken af de to der var Uranus. Dog bestemte jeg mig hurtigt for at det var den østlige af de to stjerner som var Uranus – Der var et eller andet over den stjerne som gjorde at det måtte være Uranus.
Efter at jeg havde markeret Uranus’s position på kortet, så rettede jeg prismekikkerten mod “stjernen” og det var nu åbenlyst at jeg havde ret, den østlige “stjerne” var tydelig grønlig i farve. Så det var Uranus.
Epilog
Uranus er svag, men bestemt ikke umulig fra et mørkt sted. Det som efter min mening gør den vanskelig at se, er det faktum at der er mange stjerner som er lige så svage, så hvilken af dem er Uranus? Ligesom stjernerne, tåler Uranus ikke ret meget lysforurening. Så at se Uranus visuelt kræves et mørkt observationssted.
At følge Uranus henover efteråret har været fornøjeligt og glædeligt. Fornøjeligt, fordi hver gang jeg har været ude under stjernerne, har jeg kigget op og set Uranus, der blandt stjernerne. Så ligesom jeg de sidste 27 år har fulgt Jupiter, Mars og de andre planeter i deres evige ballet mellem stjernerne, er Uranus nu føjet til “vennerne” som jeg følger.
Glædeligt har det været for mig, endelig efter 27 år at have inkluderet Uranus i gruppen af planeter jeg har set og følger med det blotte øje. Dog er jeg lidt spændt på, hvor nemt jeg genfinder Uranus til næste år.
