Lidt tanker om De Mørkeste Steder

Hvis du aldrig har været et sted hvor det naturlige nattemørke hersker, kan det være svært at forstå min og andre ligesindets begejstring for sådanne steder!

At forklare begejstringen med ord, for andre mennesker som ikke har oplevet det naturlige nattemørke og derfor ikke har nogen referenceramme, er utrolig svært. Måske umuligt?? Men det skal nu ikke afholde mig fra at gøre et forsøg på at forklare hvorfor jeg synes det naturlige nattemørke er fantastisk.

Skyer i silhuet mod stjernevrimlen. Et syn forbeholdt de mørkeste steder.

At stå under en nattehimmel som ikke er ødelagt af menneskeskabt lys er vild fascinerende. Landskabet er ikke sort og ufremkommelig, som man kunne forvente. Stjernerne og Mælkevejen giver lys nok til at du kan fornemme landskabet, stier og buske, så du stille og roligt kan gå rundt i mørket uden at falde over ting og sager. Hvis en eller flere af planeterne er fremme så er der endnu mere lys at orientere sig ved.

Nattehimlen er mildest talt spektakulær fra et mørkt sted. Mælkevejen er ikke et smalt svagt lysende og stukturløst bånd. Men en klar, og meget bred flod af svage stjerner. Med tydelige støvskyer og støvbånd blandet i mellem de ufattelige mængder af svage stjerner. Stjernehobe som ellers er forbeholdt teleskoper, popper ud af Mælkevejen som små lysende og tågede pletter.

Bredden af Mælkevejen er svært at beskrive, men den er bred, rigtig bred. Svanen (stjernebilledet) kan lige netop ikke række henover Mælkevejen, ikke engang med sine yderste vingetipper. I efteråret og vinteren kan man se at Mælkevejen i Cephus og Cassiopeia bredder sig ud og nå op til, og på de bedste nætter forbi Nordstjernen – En strækning på 20-25°!

Mælkevejen er et ubeskriveligt smukt syn fra de mørkeste steder.

Og det var bare Mælkevejen. Så er der lysfænomener som Zodiakallyset og Gegenschein. Ja, jeg bliver lige nød til at stoppe op og smage lidt på de to ord, Zodiakallys og Gegenschein…. de oser jo af mystik og noget eksotisk, gør de ikke?

Zodiakallyset var og er ifølge de få astronomibøger, der var i mit skolebibliotek og som jeg i øvrigt var den eneste der lånte, meget svær, måske grænsende til umulig at se fra vores breddegrader. Hmmm…. gad vide hvor forfatterne til de bøger boede, måske i byen?

I hvert fald så er Zodiakallyset nem at se fra de mørkeste steder, som en stor bred pyramide af lys et par timer efter solnedgangen (om foråret). Pyramiden er tydeligt vælte mod venstre. Selv om at Zodiakallysets rygte fortæller noget andet, så er det altså ikke svært at se fra et mørkt sted. Her er Zodiakallyset blot en del af nattenhimlen, ikke svær og egentlig blot noget som er der og er en del af skuet. Hvis Zodiakallyset er svær at se, så er Gegenscheins ry og lod, at det er umuligt at se fra Danmark – Det er ikke sandt – Fra de mørkeste steder er Gegenschein en lige så almindelig del af nattehimlen som Zodiakallyset, blot meget svagere og dermed ekstra svær at se. Men ved du hvad du skal kigge efter, så er Gegenschein ikke sværere end de yderste dele af Mælkevejen.

Når jeg står under sådan en nattehimmel, så føler jeg mig “hjemme”! Med de ufattelig mange stjerner, Mælkevejen, Zodiakallyset og Gegenschein som nattehimlen er fyldt med, er det umuligt at fare vild mellem stjernerne. Helt sikkert spiller min erfaring også med i denne følelse, men det er en mærkelig betryggende følelse i at kigge op i en stjernefyldt himmel.

Jeg er ikke den eneste, som er vild fascineret af en uspoleret nattehimle. At se den rigtige nattehimmel for første gang, uden byens ødelæggende lysskær, kan få følelserne frem selv ved mest ihærdige amatørastrofotograf. Morten alias EDBBOB på astro-forum, giver en rigtig god beskrivelse af hans første møde med den rigtige nattehimmel her:

“Hej astronomer.

Efter at have rodet med astrofoto i lidt over et år, fik jeg i denne weekend, chancen for at se stjerner, i rigtigt mørke fra Møn. Jeg var overvældet!

Selvfølgelig har jeg før været på landet og set stjerner i mørket, men dengang var det bare hvide prikker. Nu stod jeg med tårer i øjnene, og et smil fra øre til øre, og så Svanen sprede sine vinger ud på hver sin side af mælkevejen. Man kunne tydeligt se struktur i mælkevejen, næsten hele vejen over himlen. For en lysforurenet bybo, var det storslået. Som at hænge frit i rummet og se universet.

Double clusteren var meget tydelig, og der var så mange stjerner, at jeg havde svært ved at finde meget af det jeg normalt nemt kan genkende fra byen, fordi det hele druknede i stjerner.….”

Det er da smukt skrevet 🙂

Du finder hele tråden på www.astro-forum.dk

At se den rigtige stjernehimmel er en vild flot oplevelse. Og jeg ønsker virkelig, at mange, mange flere mennesker prøver den oplevelse det er, at stå under den rigtige nattehimmel og bare lade sig fascinere – ikke tænke – men bare lade sig fascinerer og benover. Så vil de måske begynde forstå, hvorfor det her forsøg på at beskrive min fascination af den naturlige nattehimmel er dømt til at fejle.

Møns klint i et nyt lys

Er du klar over, at København og Malmø har så stort et spild af lys, at de to byer lyser Møns klint op. Og det med en afstand på 75-80 km i luftlinje mellem de to byer og klinten!

Det er da tankevækkende!

Hvordan havner alt det lys nede på klinten? Tja, det skyldes at meget af det lys som vi bader vores huse og gader i, rammer ved siden af og forsætter ud i verdensrummet (eller til Møns klint) uden at gøre nytte.

De to billeder er fra en tur jeg tog ud til klinten i marts 2010, mens der stadig var spredte sneklatter rundt om. Jeps, der er steder som saltbilen ikke når frem til.

Møns klint i lyset fra København og Malmø. Kameraet var indstillet i dagslys, som giver kunstlys (gadelamper, glødelamper o.l.) en brun/orange farve.

Møns klint, her var kameraets farvebalance ændret til glødelampe, som korrigere fra kunstlys brun/orange farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Normalt er sne hvid eller en nuance af grå, hvis jeg ikke eksponere billedet nok.

I billedet til venstre var hvidbalancen på kameraet indstillet til dagslys og jeg havde forventet at det svage stjernelys *) ville give et mørkt billede med en nogenlunde okay farvebalance. Farvebalancen kan på ingen måde siges at være nogenlunde okay, hele klinten er jo badet i et gyseligt orange skær, hvor sneen på ingen måde er hvid eller grå.

Da jeg tog billedet til højre, havde jeg stillet farvebalancen til glødelampe / tungsten. Denne indstilling er beregnet til anvendelse i kunstlys, primært med glødelamper, men indstillingen virker også på mange af vores sparepærer. Denne indstilling korrigere den orange farve og sneen er nu meget tæt på hvid / grå. Nattehimlen bliver også mere midnatsblå med denne indstilling, hvilket giver lidt ekstra natstemning.

Nå, men de to billeder viser med alt tydelighed, at klinten er lyst op med kunstlys. Og de eneste lyskilder som kan ses fra denne del af klinten er København og Malmø. Så lyset kommer herfra.

Suk, man skal ikke tænke på alt det kul, gas, biomasse og vind som bruges til at holde gang i dette overforbrug af lys.

 

*) stjernerne er “bare” sole som er meget, meget langt væk, og den samlede farvebalance for alle stjerner er tæt på den farvebalance som solen giver.

Gegenschein – Se det umulige

Har du nogensinde set Gegeschein fra Danmark?

Indtil forrige år troede jeg at det var umuligt, men det er det ikke. Her er historien.

Det hele startede natten mellem d. 8. og 9. oktober i det herrens år 2010. Da var knap 40 amatørastronomer samlet på Avnø Naturcenter til den første Astroweekend i historien.

Omkring kl. 01, da natten var allermørkest, og alle amatørastronomerne flittigt optaget af gøre det de gør bedst, nemlig at fjernestyre deres high-tech fotonsamler fra deres PC’er. Da var der én, som i et øjebliks forvirring kiggede op i den krystalklare nat, og blev lidt ærgelig over at se at en skystribe var på vej ind fra sydsydøst. Okay, tænkte jeg, jeg klør på, så når jeg nok at blive færdig med mit billede af komet Hartley inden skyerne når frem.

Cirka 45 minutter senere var jeg færdig med mine billeder af Hartley og kunne kigge op igen. Jo jo, de billeder blev sør’me guidet på den gammeldags måde med øjet klæbet til et guidokular. Hvad med skyerne, var de kommet tættere på?

Det var de faktisk ikke! Og nu bemærkede jeg at skystriben fuldte ekliptika (dyrekredsen) – Huh! Det plejer skyer normalt ikke at gøre. Så var det at den trætte hjerne af sig selv sagde “bred diffus lysstribe” + “følge ekliptika” + “mod syd kl. 1 i oktober” = Gegenschein!!

Det var mit første møde med Gegenschein.

Jeg har igen i september og oktober i år set Gegeschein ved to lejligheder. Første gang var igen omkring kl. 01, hvor jeg en blæsende, men ellers en mere end krystalklar, nat var ude at måle den mørkeste og klareste stjernehimmel jeg indtil videre har målt over Møn, med min “mørkemåler”. Mens jeg stod derude bemærkede jeg efter kun ti minutters mørktilvænning et større diffust lysende område lige under den vestlige fisk, i stjernebilledet Fiskene. Positionen passede fint med antisolarpunktet, så det var Gegenschein jeg så.

Anden gang var d. 11. oktober, hvor jeg lige skulle ud kl. 23 og kaste et blik på stjernehimlen, mens jeg ærgede mig over at det var arbejdsdag næste dag. Efter at have målt stjernehimlen til at være knap så mørk som en god gennemsnits nat på Møn. Stod jeg og kiggede på Pegasus’s enorme firkant, her blev mit blik fanget at et ganske svagt, stort og ekstremt diffust område cirka centreret på stjernen Epsilon Pisces. Et tjek i Uranomatria viste at det passede fint med antisolarpunktet, så det måtte endnu engang være Gegenscheinet som var på spil.

I modsætning til de andre gange forsøgte jeg denne gang også at fotografere Gegescheinet. Det var sværere end jeg troede, for kontrasten mellem Gegenschein og resten af himlen var ekstremt lav og kun ved at give billedet masse af kontrast er det lykkes mig at få det frem.

Gegenschein er svagt synlig midt i billedet. Faktisk er det nemmest at se på det lille billede. Hvis du klikker på billedet, så det bliver stort, bliver Gegenschein meget svært at se.

De to byer der lyser op på himlen er Rostock og Barth i Tyskland.

Det der gjorde observationen d. 11. oktober udfordrende, var ikke så meget lysstyrken af Gegenschein, men der i mod den utrolig lave kontrast med den omgivende himmel. Hver gang jeg ser noget på grænsen til det synlige, som f.eks. Gegenschein, så bliver jeg fascineret af hvor følsomt øjet er overfor bittesmå kontrastforskelle.

Du kan læse mere om Gegenschein på Wikipedia.

En meget kort version på dansk.

En mere udførlig forklaring på engelsk, inklusiv en historisk dansk forbindelse.