Hvis du aldrig har været et sted hvor det naturlige nattemørke hersker, kan det være svært at forstå min og andre ligesindets begejstring for sådanne steder!

At forklare begejstringen med ord, for andre mennesker som ikke har oplevet det naturlige nattemørke og derfor ikke har nogen referenceramme, er utrolig svært. Måske umuligt?? Men det skal nu ikke afholde mig fra at gøre et forsøg på at forklare hvorfor jeg synes det naturlige nattemørke er fantastisk.

Skyer i silhuet mod stjernevrimlen. Et syn forbeholdt de mørkeste steder.

At stå under en nattehimmel som ikke er ødelagt af menneskeskabt lys er vild fascinerende. Landskabet er ikke sort og ufremkommelig, som man kunne forvente. Stjernerne og Mælkevejen giver lys nok til at du kan fornemme landskabet, stier og buske, så du stille og roligt kan gå rundt i mørket uden at falde over ting og sager. Hvis en eller flere af planeterne er fremme så er der endnu mere lys at orientere sig ved.

Nattehimlen er mildest talt spektakulær fra et mørkt sted. Mælkevejen er ikke et smalt svagt lysende og stukturløst bånd. Men en klar, og meget bred flod af svage stjerner. Med tydelige støvskyer og støvbånd blandet i mellem de ufattelige mængder af svage stjerner. Stjernehobe som ellers er forbeholdt teleskoper, popper ud af Mælkevejen som små lysende og tågede pletter.

Bredden af Mælkevejen er svært at beskrive, men den er bred, rigtig bred. Svanen (stjernebilledet) kan lige netop ikke række henover Mælkevejen, ikke engang med sine yderste vingetipper. I efteråret og vinteren kan man se at Mælkevejen i Cephus og Cassiopeia bredder sig ud og nå op til, og på de bedste nætter forbi Nordstjernen – En strækning på 20-25°!

Mælkevejen er et ubeskriveligt smukt syn fra de mørkeste steder.

Og det var bare Mælkevejen. Så er der lysfænomener som Zodiakallyset og Gegenschein. Ja, jeg bliver lige nød til at stoppe op og smage lidt på de to ord, Zodiakallys og Gegenschein…. de oser jo af mystik og noget eksotisk, gør de ikke?

Zodiakallyset var og er ifølge de få astronomibøger, der var i mit skolebibliotek og som jeg i øvrigt var den eneste der lånte, meget svær, måske grænsende til umulig at se fra vores breddegrader. Hmmm…. gad vide hvor forfatterne til de bøger boede, måske i byen?

I hvert fald så er Zodiakallyset nem at se fra de mørkeste steder, som en stor bred pyramide af lys et par timer efter solnedgangen (om foråret). Pyramiden er tydeligt vælte mod venstre. Selv om at Zodiakallysets rygte fortæller noget andet, så er det altså ikke svært at se fra et mørkt sted. Her er Zodiakallyset blot en del af nattenhimlen, ikke svær og egentlig blot noget som er der og er en del af skuet. Hvis Zodiakallyset er svær at se, så er Gegenscheins ry og lod, at det er umuligt at se fra Danmark – Det er ikke sandt – Fra de mørkeste steder er Gegenschein en lige så almindelig del af nattehimlen som Zodiakallyset, blot meget svagere og dermed ekstra svær at se. Men ved du hvad du skal kigge efter, så er Gegenschein ikke sværere end de yderste dele af Mælkevejen.

Når jeg står under sådan en nattehimmel, så føler jeg mig “hjemme”! Med de ufattelig mange stjerner, Mælkevejen, Zodiakallyset og Gegenschein som nattehimlen er fyldt med, er det umuligt at fare vild mellem stjernerne. Helt sikkert spiller min erfaring også med i denne følelse, men det er en mærkelig betryggende følelse i at kigge op i en stjernefyldt himmel.

Jeg er ikke den eneste, som er vild fascineret af en uspoleret nattehimle. At se den rigtige nattehimmel for første gang, uden byens ødelæggende lysskær, kan få følelserne frem selv ved mest ihærdige amatørastrofotograf. Morten alias EDBBOB på astro-forum, giver en rigtig god beskrivelse af hans første møde med den rigtige nattehimmel her:

“Hej astronomer.

Efter at have rodet med astrofoto i lidt over et år, fik jeg i denne weekend, chancen for at se stjerner, i rigtigt mørke fra Møn. Jeg var overvældet!

Selvfølgelig har jeg før været på landet og set stjerner i mørket, men dengang var det bare hvide prikker. Nu stod jeg med tårer i øjnene, og et smil fra øre til øre, og så Svanen sprede sine vinger ud på hver sin side af mælkevejen. Man kunne tydeligt se struktur i mælkevejen, næsten hele vejen over himlen. For en lysforurenet bybo, var det storslået. Som at hænge frit i rummet og se universet.

Double clusteren var meget tydelig, og der var så mange stjerner, at jeg havde svært ved at finde meget af det jeg normalt nemt kan genkende fra byen, fordi det hele druknede i stjerner.….”

Det er da smukt skrevet 🙂

Du finder hele tråden på www.astro-forum.dk

At se den rigtige stjernehimmel er en vild flot oplevelse. Og jeg ønsker virkelig, at mange, mange flere mennesker prøver den oplevelse det er, at stå under den rigtige nattehimmel og bare lade sig fascinere – ikke tænke – men bare lade sig fascinerer og benover. Så vil de måske begynde forstå, hvorfor det her forsøg på at beskrive min fascination af den naturlige nattehimmel er dømt til at fejle.