Komet ISON

Se Komet ISON  – Opdatering for min seneste vurdering af udsigten til komet ISON

Årets mest omtalte komet nærmere sig nu hastigt det punkt i sin bane hvor den er tættest på solen (perhelion), hvilket sker den 28. november kl. 19.25.

Hvor på himlen, hvornår og hvordan du skal kigge for at se Komet ISON, det forsøger denne artikel at give nogle svar på, set fra et dansk perspektiv.

I december 2011 var komet Lovejoy et imponerende syn fra den sydlige halvkugle. Mit håb er at Komet ISON får en lige så lang hale, blot klarere 🙂 Billedet er taget fra ISS af Dan Burbank.

Forventningerne til, at komet ISON vil levere et spektakulært show i dagene og ugerne efter dens perhelion passage er enorme. Især blandt teleskopproducenter, teleskopforhandlerne og amatørastronomerne.

Dog er der ingen i denne verden, som på nuværende tidspunkt kan sige noget sikkert om hvor spektakulær ISON vil blive eller om den overlever sin tætte tur forbi solens brændende overflade!

Jeg vil i denne artikel beskrive hvordan du bedst spotter komet ISON i dagene efter dens perhelionpassage. Beskrivelsen er baseret på min forventning til at komet ISON bliver forholdsvis klar og med en tilsvarende lang hale. Men hvad der reelt sker, må tiden vise.

Først et par råd

De tidspunkter som jeg har skrevet, gælder for Møn og Sjælland. Bor du på Bornholm så træk 4-5 minutter fra. Er det Fyn du bor på, så læg 5 minutter til. I Østjylland læg 5-10 minutter til. I Vest- og Nordvestjylland er det nærmere 15 minutter du skal lægge til.

I de første dage efter komet ISON’s perhelionpassage vil kometen stå tæt på horisonten og det er derfor et krav at du finder et sted med frit udsyn helt ned til den sande horisont, så ingen tagrygge, højhuse eller træer indenfor den første kilometer eller to! Kravet gælder i retningerne sydvest til vest om aftenen og øst til sydøst om morgen.

Som hjælp til at se komet ISON anbefaler jeg, at du bruger en helt almindelig prismekikkert (håndkikkert). Glem teleskopet, hvis du har adgang til et sådan. Det viser for lille et udsnit af himlen / kometen til at være rigtig anvendelig.

Når vi kommer hen i starten af december og komet ISON begynder at blive synlig på en mørk himmel, så find et mørkt sted at observere fra! Et sted med ingen eller minimal lysforurening i den retning du vil kigge i. Er der den mindst smule lysforurening, så svinder halen ind og bliver kedelig og afstumpet! Nogle af de bedste mørke steder, er hvor du har frit udsyn ud over havet. Befinder du dig på Sydsjælland eller Sjælland i det hele taget, så finder du De mørkeste steder her.

HUSK at vis kometen til dine børn, især hvis den bliver klar og spektakulær. Måske går der årtier inden en tilsvarende komet viser sig på vores del af himlen.

28. november kl. 12.00 – 15.48 (solnedgang)

ISON står mindre end 2 grader fra solen. Det er derfor for farligt at forsøge at se kometen, så lad være! Komet ISON vil i tidsrummet blive stadig klarere. Fra at lyse med 1/3-del af Venus’s lysstyrke til at være lidt klarere end Venus. ISON vil være klarest kl. 19, når kometen er tættest på solen, da forventes den at lyse 13 gange så klart som Venus, men hvor klar kometen reelt bliver, er meget usikkert.

Se også afsnittet Internettet nederst i artiklen.

29. november kl. 8.06 (solopgang)

Kort med komet ISON's bane mellem stjernerne i dagene 29. november til 3. december. Kortet gælder for kl. 8.00, cirka 5 minutter før solopgang. På det tidspunkt kan du ikke se alle de stjerner som kortet viser.

Komet ISON står kun tre grader fra solen. Start med at kigge ca. 1 time før solopgangen. Måske er du heldige at se halen og kometens hoved inden solen kommer op. Men det kræver at kometen bliver meget klar. Solen kommer op i kompasretningen østsydøst. Er du ude en time før solopgang skal du søge efter halen i kompasretning mellem øst og østsydøst.

Chancen for at se halen på den lyse morgenhimmel er ikke stor, men man ved jo aldrig før end man har prøvet!

29. november kl. 15.47 (solnedgang)

Komet ISON vil stå 1-2 grader (2-4 månediametre) over horisonten når solen lige er gået ned. Kometen er stadig meget tæt på solen, så du må ikke forsøge at finde den, før end solen er gået ned.

I det øjeblik at den sidst snip af solen er sunket ned bag horisonten, kan du gøre et forsøg på at find kometen 3-4 grader til venstre for det punkt, hvor solen gik ned. Det vil sikkert kræve en prismekikkert at spotte kometen på den meget lyse himmel. Medmindre at kometen overrasker os alle, ved at blive meget klar.

Kort med komet ISON's bane mellem stjernerne i dagene 29. november til 3. december. Kortet gælder for kl. 15.55, cirka 10 minutter efter solnedgang. På det tidspunkt kan du ikke se alle de stjerner som kortet viser.

Har ISON udviklet en lang og klar hale, kan du gøre et forsøg på at se enden af halen, meget lavt over horisonten, når borgelig tusmørke er overstået 45 minutter efter solnedgang.

30. november kl. 8.08 (solopgang)

Kometen vil stå 3-4 grader over horisonten ved solopgang. Det forbedre vores chancer for at se kometen før end solen kommer op. Endvidere må det forventes at halen nu er ganske lang og veludviklet.

Så gå ud 1-1½ time før solopgang. Og begynd at afsøge horisonten i kompasretningen østnordøst til østsydøst.

Hvis vi er heldige, så vil ISON’s hale være synlig som en tåget stribe af lys der strækker sig op fra horisonten, som et søgelys.

Efterhånden som tiden går, vil halen stige op over horisonten og omkring kl. 7.25 (40-45 minutter før solopgang) vil ISON’s hoved stige op over horisonten. Brug evt. prismekikkert.

30. november kl. 15.46 (solnedgang)

Ved solnedgang står komet ISON 4-5 grader over horisonten og 4-5 grader til højre for det punkt hvor solen gik ned. ISON går ned 30-40 minutter efter solnedgangen. Og du skal nok forvente at bruge prismekikkert for at se kometen i dette tidsrum. Efter at kometens hoved er gået ned, omkring kl. 16.25, vil halen forblive synlig længe efter solnedgang.

Så det er en god grund til at blive ude, mens mørket sænker sig og du forhåbentlig kan nyder synet af ISON’s hale der dukker frem fra solnedgangen og bliver længere jo mere mørkt det bliver.

1. december kl. 8.09 (solopgang)

Stå tidligt op! Komet ISON’s hoved kommer op over horisont allerede kl. 7. Men allerede kl. 6 vil halen måske kunne ses, som et søgelys der strækker sig op fra horisonten.

Du skal kigge i kompasretning østnordøst til østsydøst.

1. december kl. 15.45 (solnedgang)

Komet ISON d. 8. oktober 2013. Billedet er taget med et større teleskop, før end ISON begyndte at blive rigtig klar i november.

Ved solnedgang står kometen ca. 6 grader over horisonten og 7 grader (et synsfelt i en prismekikkert) til højre for det punkt på horisonten, hvor solen gik ned.

Mellem solnedgang og komet ISON’s nedgang (kun hovedet) er der nu et tidsvindue på 50 minutter. Det forbedre chancerne for at du fange hele kometen i prismekikkerten inden hoved går ned. ISON’s hale vil kunne følges som et søgelys der strækker sig op fra horisonten, mens mørket falder på.

2. december kl. 6.15 (2 timer før solopgang)

Allerede kl. 6.15 skal du være oppe og ude, for at se om du kan se ISON’s hale, der strækker sig op fra østhorisonten. ISON’s hoved vil komme op kl. 6.40. Så du har næsten 1½ time til at kigge på kometen i den tiltagende dæmring, inden solen kommer op kl. 8.11.

 2. december kl. 15.44 (solnedgang)

Komet ISON’s hoved går ned cirka en time efter solnedgang. Det bedste tidspunkt at se kometen på er cirka 30 minutter efter solnedgang, hvor kometens hoved står 3 grader over horisonten i kompasretning sydvest og vestsydvest.

ISON’s hale vil forhåbentlig være synlig som et søgelys længe efter at ISON’s hoved er gået ned kl. 16.45.

3. december kl. 6.25

ISON’s hoved kommer op over horisonten på dette tidspunkt, næsten 2 ¾ time før solopgang. Det må forventes at halen har været synlig længe før hovedet kommer op.

Min personlige vurdering er at kometen ses bedst om morgen fra d. 3. december og nogle dage derefter. Kometen kommer op så tidligt, at der kun er en svag antydning af morgendæmring på østhimlen, så halen kan ses i sin fulde udstrækning. Og kometen er d. 3. december kun få dage efter perhelion, så ISON vil være relativ klar og forhåbentlig med en lang hale.

3. december kl. 16.45

Komet McNaught var spektakulær fra den sydlige halvkugle i 2007. Om komet ISON kan levere et ligeså imponerende show ved vi først i december. Kilde www.wikipedia.org

Komet ISON’s hoved går ned kl. 16.45, cirka 1 time efter solnedgangen. Det er ikke så gode forhold som om morgen, men det giver os der er knap så morgenduelig en chance for at se en flot komet.

Resten af december

I dagene efter den 3. december vil komet ISON forsætte med at kravle op på himlen, hvorved tidsvinduet mellem komet opgang og solopgang forbedres og tilsvarende forbedres tidsvinduet mellem solnedgang og komet nedgang.

Bedst er udsynet om morgen, hvor kometen hurtigt vinder tid før solopgangen og derved kan allerede d. 3. december ses på en mørk himmel. Om aftenen går det langsommere med at vinde tid efter solnedgangen og vi skal derfor hen omkring d. 10. december, før end vi kan se kometen på en mørk himmel.

Komet ISON vil efter d. 28. november bevæge sig væk fra solen og derved blive svagere, men kometen vil dog forblive synlig med det blotte øje det meste af december.

Internettet

Solen er under konstant overvågning med satellitter og på nogle af deres billeder vil du kunne følge komet ISON i de dage, hvor den er tættest på solen. Her er et par links:

SOHO LASCO C3 http://sohowww.estec.esa.nl/data/realtime/c3/512/

SOHO LASCO C2 http://sohowww.estec.esa.nl/data/realtime/c2/512/

STEREO A & B http://stereo.gsfc.nasa.gov/beacon/

Meget mere baggrundsinfo om Komet ISON finder du på Amatørastronomisk Selskab Fyn’s hjemmeside

 

P.S. Fandt du indholdet i denne artikel brugbar, så del det med dine venner på Facebook, twitter eller et tredje sted. Jo flere mennesker der ved hvor de skal kigge jo bedre 🙂

Komet McNaught – så du halen?

For et par uger siden sad jeg og rodede i mit billedarkiv, i gang med at forberede et billedforedrag. I en af de mange filmapper fandt jeg et par gamle billedfiler fra min jagt på Komet Mc Naught i 2007. Hvilket vækkede en masse minder. Så her er beretningen, fra et par dage i januar 2007.

Komet McNaught set fra vest Australien d. 20. januar 2007. Kilde www.wikipedia.org

Komet Mc Naught blev opdaget i august 2006 og det stod hurtigt klart at den ville passere relativ tæt på solen og blive klar! Kometen udviklede sig til den mest spektakulære komet i 00’erne. Specielt for de mennesker som boede på meget sydlige himmelstrøg. Her var komet McNaught synlig som en meget klar (klarere end Venus!) komet med en enorm hale. Nordfor ækvator var kometen ikke synlig, i hvert fald på papiret.

For ude fra observationstederne begyndte der i midten af januar 2007 at komme rapporter om, at halen var set fra områder nordfor ækvator. Mest fra sydlige steder såsom Hawaii, USA og Spanien. Det pirrede til min nysgerrighed, for godt nok gik jeg glip af en af de mest spektakulære kometer i lang tid, men måske kunne jeg se de mest ekstreme endestumper af kometens hale.

Mit billede fra Avnø d. 19. januar. De svage lodrette striber fra McNaughts hale ser du midt i billedet, lige over horisonten. Et par flyspor går gennem den klareste af halestumperne. Alle de røde klatter og striber i himlen er airglow som diasfilmen registrede som rød.

Så da det endelig var huller mellem skyerne d. 19. januar 2007, startede min jagt på et udsigtspunkt med et hul mellem skyerne, i den rigtige retning. Husker endnu hvordan jeg kørte rundt i området mellem nordsiden af Holmegård mose, Holme Olstrup for til sidst at ende på Stejlebanke ved Dybsø fjord.

Her lykkes det mig faktisk at skimte nogle utrolig svage og tågede striber, som strakte sig vinkelret på zodiakallyset som også var synlig på vest-syd-vesthimlen. Zodiakallyset og bilerne som passerede forbi på landevejen mellem Vordingborg og Næstved generede rigtig meget. Så jeg var ikke helt sikker på min observation. Så jeg kørte videre til Avnø Naturcenter, hvor jeg igen så de svage striber. Under Avnøs mørke nattehimmel bemærkede jeg, at stjernehimlen slet ikke var så mørk som den plejer at være. Men faktisk var dækket af striber og klumper i det mest massive udbrud af airglow jeg nogensinde har set.

D. 20. januar kunne man se at striberne havde flyttet sig i forhold til stjernerne. Masser af blæst den dag!

Næste dag, var det klart igen, men meget blæsende. Blæsten tiltrods kørte jeg til Avnø Naturcenter. Blæsten gav en masse vand i øjnene. Tiltrods for vandet i øjnene og zodiakallyset, lykkes det mig faktisk at skimte de samme utrolig svage og tågede striber. Så nu var jeg sikker på, at jeg havde set de mest ekstrem endestumper af komet McNaught’s hale. En komet, som de en halv verden væk, stod og beundrede.

Jeg ved ikke om min observation af komet McNaughts hale er den mest nordlige observation, men jeg har ikke hørt / læst om andre, så indtil jeg hører andet vil jeg forblive i troen på at min observation er den mest nordlige.

På kanten af de lyse nætter og Østersøens bølger

Jeg var ude og observere natten mellem d. 3. og 4. maj, hvilket var den sidste weekenden, på kanten til de lyse nætter her på Møn. De lyse nætter starter d. 8. maj her på Møn, hvilket er 11 dage senere end i Skagen, hvor de lyse nætter starter allerede d. 28. april. Sikke en forskel i vores lille land!

Nå, men målene for mig den pågældende aften / nat, var et sidste blik på komet PanSTARRS inden de lyse nætter druknede kometens hale i deres lys. Udover kometen så havde jeg også nogle såkaldte deep-sky objekter på min liste. Jeg har længe haft som mål at se nogle Messier-objekter langt nede på himlen. Og hvis de svigtede så havde jeg et tredje Messier-objekt højt på himlen som næppe ville svigte.

Allerede kl. 23 havde jeg fået sat min 15 cm Schmidt-Newton teleskop op i den tiltagende skumring og var klar til at starte min jagt. Det første mål blev Messier 68 (M68).

Nu tænker du måske Messier-hvar-for-noget? Så lige et historisk tilbageblik til Paris i midten af 1700-tallet.

Charles Messier var en fransk astronom som levede i midten af 1700-tallet og han afsøgte nattehimlen for kometer, ligesom mange andre astronomer gjorde på den tid. I 1758 fandt han det, han troede var en komet. Men da den ikke flyttede sig i de efterfølgende dage, måtte han konstatere at det ikke var en komet, men en tåge som lignede. Det var ikke første gang at det var sket for ham, så for ikke at genfinde de samme falske kometer gang på gang, begyndte han at samle en liste over de tågede-kometlignede objekter han fandt på himlen. I løbet af de næste 24 år voksede hans liste sig til at omfatte 109 af de klareste og flotteste deep-sky objekter. Listen er i dag et oplagt sted for nybegyndere og øvede at starte med at observere deep-sky objekter, da objekterne er så klare.

Lige siden jeg købte mit første teleskop i 1986, har jeg arbejdet på at færdiggøre min liste af sete Messier-objekter. Det eneste ”men” er at 8-10 af objekterne, når de ”ses bedst” fra Danmark står meget tæt på horisonten, og de regnes derfor for umulige at se fra Danmark.

M68 er ikke så tæt på horisonten så stjernehoben er umulig at se, jeg havde bare ikke ledt efter den tidligere. Men nu skulle det være!

Med udgangspunkt i stjernen Beta i Kragen (Beta Corvus) stjernehoppede jeg frem til den rigtige position. Der var kun 3½ grad, så det var nemt gjort. M68 var ikke speciel imponerende og den fik ikke ligefrem min underkæbe til at falde til jords. Den kan bedst beskrives som en rund tåget plet. Meget diffus. Og den lignede præcis det den var, en svag kugleformet stjernehob. Nå, men nu kunne den krydses af på min Messier-liste som set fra Danmark.

Skitse af komet PanSTARRS, natten mellem d. 3. og 4. maj. Kometen var flot med de to haler.

Klokken var nu ved at være 23.30 og det var blevet mørkt på nordhimmelen, det var på tide at finde komet PanSTARRS’s.

Kometen var nemt fundet ved at starte ved stjernen Beta i Cassiopeia, og så svinge teleskopet mod nord i deklinationen. Efter 10-12 grader dukkede kometen op i synsfeltet.

Stadig klar, men dog ikke synlig med det blotte øje. Halerne, ja nu havde den to haler! Var nemme at se. Den klareste hale pegede næsten stik nord og havde en længde på ca. 23 bueminutter (ca. 3/4 af månens diameter). Den svageste hale var drejet 110-120 grader mod uret, så den pegede mod himlens øst og dens længde var cirka det halve af den klare hales længde.

PanSTARRS med de to haler var flot, så jeg brugte lidt tid på at skitsere kometen som jeg så den i mit teleskop.

Efter PanSTARRS var jeg og nattens udfordring klar til at lege gemmeleg. Nattens udfordring var endnu et Messier-objekt – M83. En klar galakse langt, langt nede på himmelen, så langt, så den må regnes med i gruppen af umulige Messier-objekter. Set fra Møn, står M83 maksimalt 5 grader over horisonten, så masser af atmosfære til at sprede og svække lyset fra M83 og så tilsat en god portion dis til at gøre det endnu værre.

Jeg har ikke hørt om andre der har set M83 fra Danmark, men det er jo ingen hindring for at prøve.

Spica i Jomfruen, valgte jeg som udgangspunktet for stjernehoppet til M83 og med det ene øje klistret til okular og det andet øje fast på stjernekortet i Uranometria, svingede jeg langsomt teleskopet mod syd. Indtil Østersøens horisont dukkede op i synsfeltet – Ups, for langt! Flyttede teleskopet lidt op indtil jeg fandt en gruppe stjerner jeg kunne genkende fra stjernekortet i Uranometria. Herfra var det et ganske lille hop mod øst. Og ganske rigtig de rigtige stjerner omkring M83 dukkede op og det samme gjorde en umådelig svag tåget plet. Dobbelttjekkede et par gange med stjernekortet om det nu kunne passe med M83 og det gjorde det! Så et umuligt objekt var i hus!!

Skitse af M83 og stjernerne omkring galaksen. Klik på billedet for at se skitsen sammen med et stjernekort, der viser samme område og med okularets synsfelt markeret med en cirkel.

M83 er måske en klar og flot galakse, set fra sydlige himmelstrøg. Men set 5 grader over Østersøen var galaksen ganske svag, den kunne bedst ses når jeg flyttede lidt på teleskopet. Galaksen var omkring 5 bueminutter i diameter, hvilket overraskede mig, da det kun er det halve af den officielle diameter. M83 var flankeret af tre meget svage stjerner på sydsiden.

At se M83 er ikke en observation hvor jeg er gået efter det smukke og imponerende, men derimod udfordringen i at finde et objekt, som er placeret så langt nede på himlen, så det går imod normal snusfornuft at bruge tid på at lede efter objektet. Så det er jagten på objektet der er det spændende.

Med M68 og M83 afkrydset på listen, mangler jeg kun at se 9 Messier objekter. 7 af de 9 objekter hører til gruppen som er ”umulige” at se fra Danmark, som M83 gjorde tidligere. Så det bliver spændende at se hvor mange jeg rent faktisk kan se fra Danmark. En jagt som godt kan komme til at tage lidt tid, for det kræver ekstremt klart vejr at finde deep-sky objekter så langt nede på himlen.

Efter M83 kiggede jeg lidt på M101 over Karlsvognens vognstang. M101 er en klar og STOR galakse. I teleskopet kunne jeg tydelig se kernen og fornemmede ved indirekte syn at der var nogle svage pletter rundt om kernen, måske antydningen af spiralarmene? Jeg var ikke sikker og trætheden fra arbejdsdagen var også ved at gøre sig meget mærkbar, så det kunne også være almindelig synsbedrag! Så jeg besluttede mig for at de ”spiralarme” måtte vente til en anden og bedre nat for bekræftelse og pakkede udstyret ned for denne gang.